Vi går nu ind i et nyt år. De helt store emner på dagsordenen i den danske nyhedsverden er blandt andet corona, Inger Støjberg, Mette Frederiksen og et formandsvalg i DF. En tid som denne er også god at reflektere lidt over gårsdagen. For hundrede år siden var det helt andre ting, der prægede nyhedsbilledet i Fredericia og Danmark ved overgangen fra 1921 til 1922.
I den tid talte man alvorligt om en pyntesyge. Det skulle være en reel sygdom, hvor unge damer med korte skørter og silkestrømper så tynde som papir, nedringede og med åben pelskrave i frostvejr og slud vandrede gennemfrosne rundt, blå til knæene. Den kvindelige forfængelighed havde, sagde man, fået større spillerum, hvor de unge damer var blevet mere selvstændige og bevægede sig mere udenfor hjemmene. Nu så man i København, at unge kvinder stjal pelse fra butikker for at kunne være med på noderne. Det fik en læge til at råbe vagt i gevær overfor pyntesygen. Man aner her i starten af 1920’erne, at ungdomskulturen er ved at ændre sig, hvilket var lidt svært at håndtere for de ældre, som forsøgte at finde et svar på det. Her blev pyntesygen en forklaring.
I Fredericia så man på årets sidste dag mere frem til, at man i 1922 ville blive færdige med byggeriet af Nørreport gennem Fredericia Vold. Det var arkitekt Gundlach-Petersen, der havde fået til opgave at tegne den nye port. Fredericia havde på det tidspunkt et stort behov for den nye port, da byen i disse år fortsat voksede og oplevede mere og mere trafik. Der var blevet arbejdet med porten i flere år. I 1917 begyndte gravearbejdet, hvor volden blev gennembrudt. Det blev foretaget samme sted, som den udfaldsport, der var blevet benyttet under Slaget ved Fredericia 6. juli 1849, befandt sig. Den var blevet sprunget i luften i 1864, hvor Fredericia var blevet indtaget af østrigske soldater uden kamp. Siden blev den dækket af jord, som så blev fjernet fra 1917. I 1921 blev selve porten så opført, og den stod klar til indvielse i 1922.
Værre var det i nytårsdagene 1921-1922, at der rasede en storm, som den 30. december steg til en orkan. Det skabte store ødelæggelser, tagsten faldt ned, havnen blev lukket og vandet steg i gaderne, så mange huse og butikker blev oversvømmet. Endnu værre var det dog i Nordsjælland og Nordfyn.
Som det mest traditionsrige holdt kong Christian 10. en nytårstale. Siden 1958 er den kongelige nytårstale blevet transmitteret gennem tv til hele befolkningen, som dronning Margrethe stadig gør, men i 1921 var dette ikke en mulighed. Kong Christian 10. afholdt sin tale ved nytårstaflet på Amalienborg, hvorefter journalister kunne bringe den i de danske aviser den følgende dag. Kong Christian 10.s tale i 1921 kan på sin vis være lige så gældende i dag, som for hundrede år siden.
”På årets første dag kan jeg ikke undlade at udtale min dybtfølte tak fra dronningen og mig, ikke blot for alle gode minder fra vor færden her i landet i det forløbne år, men også for den modtagelse og venlighed, der vistes os under vort ophold på Island, Færøerne og Grønland – minder, der er kære for os, og som vi begge i taknemlighed vil værne om. Om end året, der svandt, blev strengt med dyrtid, arbejdsløshed og for mange med økonomiske sorger, så har vi dog grund til at være taknemlige for, hvad vi har været forskånet for, sammenlignet med andre lande.
Vi har lov til at håbe, at disse forhold med Guds hjælp efterhånden må lempes i det kommende år, såfremt vi står samdrægtig i viljen om ærlig og pligtopfyldende indsats for det fælles mål: Danmarks ære. Ingen af os kan undvære hinanden.
Idet jeg ønsker velsignelse i hvert et hjem, forener jeg mig med alle landsmænd i ønsket om lykke og fremgang for vort Fædreland, og jeg drikker på Danmarks og Islands velgående!”
