Det gik ikke helt som planlagt, da en flok unge mænd fra Odense i nat havde taget en beslutning om, at besøge Fredericia. I første omgang forsøgte de at komme i slagsmål med nogle gæster på Diskotek One i Bjergegade, men da det ikke lykkedes, gik de fra stedet. Et optrin, der blev anmeldt til politiet klokken 01.46.

Klokken 02.10 får politiet en anmeldelse om, at der er sket et færdselsuheld i Jyllandsgade. Det viser sig, at det er flokken fra Odense, der har påkørt en parkeret bil.

– Det er en 23-årig mand, der havde påkørt en Mercedes under en parallelparkering i Jyllandsgade. Det er jo svært at gøre, når man både er påvirket af alkohol og ikke er i besiddelse af et kørekort, oplyser politikommissær Ole Eckholdt fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Den 23-årig mand blev anholdt og taget med til afgivelse af en blodprøve. Da den var overstået, blev den 23-årige igen løsladt og forenet med sine kammerater.

Politipatruljen havde sagt til den 23-årige, at han ikke skulle køre bil mere i nat. Det overholdt han også, men da politiet igen så bilen køre rundt i Fredericias gader, blev den  stoppet igen

– Bilen bliver igen stoppet klokken 02.43, hvor det viser sig, at den 23-årig har overladt sin bil til en 18-årig mand, der både er påvirket af alkohol og heller ikke i besiddelse af en kørekort, slutter politikommissær Ole Eckholdt.