Listen over destinationer, hvor coronarestriktioner igen besværliggør eller umuliggør en rejse, vokser dag for dag. Det samme gør antallet af opkald fra bekymrede kunder hos landets næststørste forsikringsselskab.

En opgørelse viser, at Topdanmark den seneste måned har hjulpet 94 procent flere kunder med spørgsmål om rejseforsikringen sammenlignet med samme måned sidste år.

7 ud 10 kunder ringer ikke for at anmelde en skade, men derimod for at høre om mulighederne for at afbestille eller få hjælp på selve rejsen.

– Telefonerne er igen rødglødende, og vi skal tilbage til starten af coronapandemien for at finde en situation, der minder om den, vi oplever lige nu. Efter en periode med klare rejsevejledninger oplever vi, at der igen er skabt markant usikkerhed, siger Carsten Elmose, privatdirektør i Topdanmark.

– Kunder, der snart skal afsted på skiferier, juleferie og badeferier, ringer med spørgsmål til dækningen på deres rejseforsikring, eksempelvis hvis der er risiko for at blive mødt med et isolationskrav eller en afvisning ved grænsen, siger han.

Israel, Filippinerne og Japan har blandt andet lukket grænserne for at begrænse spredningen af den nye omikronvariant af coronavirus.

I Østrig er der lockdown og udgangsforbud, mens Storbritannien og Schweiz stiller krav om isolation ved indrejse. Samtidig fraråder Udenrigsministeriet herhjemme indrejse til Sydafrika og ni andre afrikanske lande på grund af risiko for smitte med omikronvarianten.

Afklaring 2-3 dage før afrejse
Opgørelsen fra Topdanmark viser også, at varigheden på kundesamtaler er på et rekordhøjt niveau. Tiden, som en medarbejder bruger på at hjælpe en kunde, er steget med 17% den seneste måned.

– Vi prioriterer lige nu at bruge ekstra lang tid på at svare på spørgsmål om reelle eller hypotetiske scenarioer, men da forholdene ændrer sig konstant, tager vi ikke stilling til dækning på afbestillingsforsikringen før to til tre dage før afrejse. Trods bekymringer er kunder efterhånden vant til, at rejseplaner kan ændre sig med kort varsel, og der er derfor forståelse for, hvordan vi dækker, siger Carsten Elmose.

– Det samme gælder forståelsen for, at ”manglende lyst” ikke kan bruges som årsag til afbestilling. Der skal være restriktioner fra enten danske eller udenlandske myndigheder, der har stor betydning for rejsen, før man kan få hjælp fra forsikringen, siger han.

Sådan dækker forsikringen
Står man og skal afsted til et land, hvor grænserne er lukket, eller hvor det i praksis er umuligt at gennemføre rejsen på grund af lockdown eller karantæne/isolationskrav i store dele af rejseperioden, vil afbestillingsforsikringen typisk kunne anvendes.

– Man kan forestille sig en lang række forskellige scenarioer og krav, og vi er klar til at rådgive bedst muligt om konkrete situationer, hvis kunder er tvivl. Heldigvis kan langt de fleste ændre deres flybilletter eller hoteller, så de kan komme afsted på et andet tidspunkt, siger Carsten Elmose.

Topdanmark opfordrer sine over 500.000 privatkunder til at læse Udenrigsministeriets rejsevejledninger, hvis de planlægger at rejse i december eller over jul og nytår. Her er der opdateret info om lokale restriktioner i hvert land.