Efter snart to år med coronakrise er den danske biografbranche ved at være godt og grundig trætte af situationen.

Biograferne lever af, at så mange mennesker som muligt har lyst til at komme i biografen for at se en film. Men nedlukningerne har betydet tomme sale. Samtidig har mange af de vigtige, udenlandske film, der skaber omsætning til biografejerne, fået premiere på forskellige streamingtjenester. Det skyldes, at flere filmstudier i Hollywood er brændt inde med mange premieredatoer, og har taget den omsætning, der så kunne komme ud af at udgive filmene som streaming. De danske film har dog været gode til at hjælpe biograferne, men biografbranchen står fortsat på usikker grund.

Det har Helle Broen fra Panorama Biograferne i Fredericia og Middelfart også mærket. Under den første nedlukning i 2020 fik hun mere end god tid til at gøre rent i biograferne.

– Der var ikke noget, vi kunne gøre ved det. Så vi forsøgte at være positive, og så ellers afvente hjælpepakkerne fra staten, siger Helle Broen.

Tilfredsheden med hjælpepakkerne har generelt været præget af den virkelighed, at biograferne har følt det besværligt at søge og få hjælp. Man har i branchen efterlyst mere forståelse for de vilkår, der arbejdes under. Daværende kulturminister Joy Mogensen var efter en del fagfolks mening ikke meget hjælp, for biograferne kom ikke straks ind og blev anerkendt som en del af kulturen. Men der kom noget økonomisk hjælp i den sidste ende, men først efter en del sværslag. Forløsningen var dog da samfundet genåbnede i løbet af 2020, hvor også biograferne kunne starte op igen:

– Det var en kæmpe lettelse for os. Endelig var der lys for enden af tunnelen. Men så kom der jo en nedlukning mere, og så står man der, siger Helle Broen, der tydeligvis lyder meget skuffet over den situation man atter er landet i.

Da Panorama Biograferne genåbnede begyndte folk godt nok atter at komme. Der har været rivende travlt, og folk havde haft behov for at komme ud igen. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Heldigvis har ikke mindst salget til den længe ventede James Bond-film været en forløsning. Men forude ventede også den helt store kronjuvel, nemlig juletiden, der traditionelt er højsæson for biografer. Netop derfor var Helle Broen chokeret, da man før jul atter fik besked om at lukke ned.

– Vi blev vrede og skuffede. Igen er det biograferne, der må ligge først. Det her kommer som et hårdt slag, det vil jeg ikke lægge skjul på, forklarer Broen, og uddyber:

– Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det er træls. Grunden til, at jeg synes det, er også at vi selv synes, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at vores gæster kan være trygge og sikre. Vi har kæmpet for at sikre en sikker og god oplevelse i biografen. For det første ved at lave spærresæder imellem pladserne, og dernæst at have vi en helt suverænt ventilationssystem i vores sale. Folk sidder også med ansigtet i den samme retning, og vi kan placerer dem præcist, hvor de skal sidde i salen. Så på den måde synes vi det er fuldstændig urimeligt, at vi er blevet lukket ned.

Frustrationen er også skabt af, at der er en alvorlig krise i biografbranchen. For de to første nedlukninger er man slet ikke kommet sig over endnu.

– Det er virkelig en mavepuster. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at der har været et stort efterslæb med de to tidligere nedlukninger. Hver gang vi åbner, så går der altid noget tid, inden vi er på fode og oppe i omdrejninger igen. Så havde vi jo også set frem til en juleferie, der ville blive fuldstændig fantastisk. Der var virkelig mange gode film klar til julen. Et meget bredt og godt program, der helt sikkert havde fået mange gæster ind i salene, fortæller Broen.

Nu er hun sammen med manden Lars atter igang med rengøring:

– Ja, lige nu går vi igen og gør rent. Og så laver vi status. Men vi undrer os også meget over at kulturministeren ikke sætter sig ind i branchen. Fordi vi synes, at vi i vores branche – der har vi virkelig styr på tingene. Jeg gider egentlig ikke brokke mig over at andre området får lov til at fortsætte uden videre. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi så ikke får lov. Også når man sammenligner med situationen med kirker og værtshuse.

Det gælder nu om at komme igennem nedlukningen og se frem mod en ny genåbning af biograferne i Danmark. Men da biograffilm er meget længe om at blive planlagt og programsat, er der ingen garantier for at programmet holder, og dermed kommer omsætningen måske til at lide under nedlukningen i højsæsonen.

Chokket er blevet følt ud over hele den danske biografbranche, hvor man betragter det som en katastrofe. De store film er røget tilbage på hylden, og usikkerheden er stor. Danske Biografer vurderer at branchen måske kan have tabt over 500.000 solgte billetter i julen. Det drejer sig om filmtitler som ‘The Matrix: Resurrections’ (22. december), ‘Monsterfamilien – Den uperfekte mission’ (25. december), ‘Pig’ (25. december), ‘Spencer’ (25. december) og ‘The Tragedy of Macbeth’ (26. december).

Stemningen i de to biografer ved Lillebælt, der begge drives af Helle Broen og hendes mand Lars, er præget af chokket, men samtidig kæmper de videre for deres biografer:

– Vi arbejder meget hårdt på at påvirke filmbranchen, for det er ikke sikkert. at de store film bare ligger klar til os bagefter nedlukningen. Derfor er vi er skuffede og kede af den beslutning, der er truffet. Det er en alvorlig situation for os, men vi kæmper, slutter Helle Broen.

Biograferne i Danmark forventes at åbne søndag den 17. januar 2022 igen.