Venstre i Fredericia noterer sig, at en del forslag i budgettet er nogle, som partiet selv har foreslået. Det er ingen hemmelighed, at partiet følte sig presset ud af budgetforhandlingerne, men der er stadig positive elementer, som det borgerlige og liberale parti kan se i budgettet.

De hæfter sig blandt andet ved, at der skal udvikles et campus i Kanalbyen, hvilket er noget, som Pernelle Jensen fra Uddannelsesudvalget ser som en kæmpe og langsigtet gevinst for fæstningsbyen. Hun har arbejdet hårdt på campusløsningen sammen med hendes kollegaer i byrådet, og dermed er det et kollektivt projekt, som hele byrådet har være enige om.

– Det er et vigtigt projekt for Fredericia som uddannelsesby, fordi det er oplagt med et campus, hvis man ønsker flere uddannelser i byen. Man skal have et sted, hvor man kan være. Jo flere uddannelser man tiltrækker, desto større forpligtelse har man til at skabe et godt studiemiljø for de unge, og der er campus en god løsning, fortæller formanden for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen.

Denne tilgang fletter naturligt sammen med Venstres bosætningsstrategi, da partiet ønsker at flere unge vælger Fredericia til, hvilket vil smitte positivt af på bosætningen. Hun ser det som en win-win situation i den forstand, at det enkelte unge menneske uddanner sig inden for et bestemt fagligt område, og samtidig etablerer det unge menneske et tilknytningsforhold til byen, man er bosat i.

Derudover ser hun campus som en lokation, der skal bruges af så mange som muligt. I den anledning ser hun ingen problemer i, at der tilføjes nogle fritidstilbud i campusset, hvilket vil give eleverne en helt ny relation i mellem hinanden. Endvidere ser hun det som en selvfølge, at der skal tilføjes et biblotek i campusset, så der gives rigelig mulighed for fordybelse.

Byggeriet skal indeholde blandt andet et kommunalt folkebibliotek, auditorier og café. Som det er beskrevet i budgettet, så handler det om at skabe et fundament, hvor flere fredericianere uddanner sig mere, og derfor afsætter forligspartierne til de kommende etaper af campusprojektet 146,525 mio. kr. til anlæg af kommunale funktioner og medfinansiering af fællesfunktioner på campusområdet i Kanalbyen i budgetår og overslagsår.

Pernelle Jensen er også tilfreds med investeringerne i 10.Pro og 10.E, der er to projekter på 10. klasses-niveau, som gøres permanent. Det har været et behov, som flere unge i Fredericia har brug for. Erfaringerne fra det første år var gode. Alle elever fik en stabil skolegang, glæden ved uddannelse tilbage og en stor personlig og faglig udvikling, og derfor kan 10. klasse være den helt rette løsning på at aktivere unge mennesker:

– Der er bare blevet fyldt op fra første år af, og det er super godt. Man kan se på dem, der går derfra, at de også vælger erhvervsuddannelser, og netop disse uddannelsespakker kan være en øjenåbner for eleverne, siger formanden for Uddannelsesudvalget.

Hun mener, at vi skyldte de unge mennesker at gøre tilbuddet permanent, og dermed er det en af de store punkter fra budgettet, som glæder Venstrefolkene. Partiet er glad for, at disse områder klarede det til sidste udkast, da campusløsningen og 10. klasser-projekterne betyder meget for Uddannelsesudvalget og ikke mindst Pernelle Jensens parti, Venstre.

Selvom partiet trak sig ud af forhandlingerne, fordi de ikke kunne se tydelige retninger af deres politik i budgettet, så er det glædeligt for Venstre, at der er gjort noget ved fritidsområdet. Dog havde de ønsket, at man havde være mere ambitiøse og gået skridtet videre.

– Det er godt, at der er afsat penge til aktiviteter i ungdomsskolen. Det er noget, som vi har slået på, da en fritidspolitik blev sat sammen. Vi opfordrede allerede i starten til flere muligheder i ungdomsskolen, så unge mennesker kunne udfolde sig på enten sportslige eller kreative områder efter skoletiden, uddyber hun.

Ydermere noterer Pernelle Jensen sig, at der er et fokus på udsatte unge, men hun mener, at det er et entydigt fokus på udsatte mennesker i Fredericia. Her havde hun gerne set, at man havde udtænkt fritidsmuligheder, så der var flere brede muligheder, og derfor savner Venstre fritidstilbud til både udsatte børn og unge samt de ressourcestærke segmenter af ungdommen.

Til sidst understreger hun, at Venstre havde ønsket sig et bredt budgetforlig, men der var for mange politiske retninger, som de ikke kunne se sig selv være en del af. Det har de taget som signal om, at borgmesteren og Socialdemokratiet ikke har ønsket, at Venstre skal være med.

– Det vi har ønsket fra starten af, det var retninger i forhold til Fredericias udvikling. Vi kunne se, at vores retning ikke rigtig var der, slutter hun af med.

Skriv en kommentar