Region Syddanmark og de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har i 2007 indgået en aftale der sætter rammerne for vagtlægedriften i regionen. Den har PLO ikke kunnet overholde i mindst halvandet år, men regionen har ifølge PLO nægtet at genforhandle den aftale de kalder utidssvarende.

Formand for Udvalget for den nære sundhed i Region Syddanmark, Bo Libergren, fortæller, at det er PLO der egenhændigt har valgt at lukke 10 ud af 22 konsultationssteder i regionen. Det finder han dybt kritisabelt, men regionen står uden sanktionsmuligheder. Morten Svenning Nielsen, der er formand for Vagtudvalget i PLO-Syddanmark, mener, at man i flere år har forsøgt at skabe dialog med regionen, fordi der ifølge PLO langt fra er læger nok til at dække de høje målsætninger regionen har på flere områder.

– Til en start lukkede vi mange konsultationer ned da Corona i sin tid brød ud. Dengang skulle vi ikke se patienterne, men i stedet håndtere dem per telefon og video. Vi skulle også gøre vores for at begrænse smitten. Vi har ikke lukket konsultationer, men vi har omfordelt patienter, siger Morten Svenning Nielsen og fortsætter:

– Desuden har der været et stigende pres, ikke kun i lægevagten, men i sundhedsvæsnet generelt. Der er mange kontakter til sundhedsvæsnet – og vi har bare ikke læger nok til at bemande de mange konsultationer der er i Region Syddanmark. Derfor har vi valgt at holde de store konsultationer åbne, og i det omfang det har været muligt har vi forsøgt at holde de mindre konsultationer åbne.

Vi har gentagende gange forsøgt at genforhandle

Morten Svenning Nielsen føler, at man nærmest har talt for døve ører, når PLO har ønsket at genforhandle aftalen. De står uden chance for at overholde den, men den manglende lydhørhed og villighed til at forhandle fra regionen har fået PLO til selv at omprioritere ressourcerne.

– Vi har forsøgt at gøre det bedste vi kan for at overholde aftalen med de læger vi har til rådighed. Vi har en aftale, der er dateret tilbage til 2007. Det er en meget gammel aftale der er lavet på et tidspunkt, hvor verden så meget anderledes ud. Det er en aftale vi har forsøgt i meget lang tid at genforhandle med regionen, faktisk har vi i flere år forsøgt at genforhandle aftalen, for vi har kunnet se os ind i en tid hvor det ville blive sværere og sværere at bemande de mange konsultationssteder. Der er kommet færre praktiserende læger og flere patienter, siger Morten Svenning Nielsen.

Region Syddanmark og PLO påbegynder til foråret forhandlingerne om en ny aftale.

– Vi forholder os til, at der er ganske få hænder at gøre med. En læge kan kun opholde sig ét sted af gangen. I Region Syddanmark har vi meget ambitiøse servicemål med lave ventetider på telefonerne. Det gør, at vi er nødt til at fordele lægerne med bedst mulig udnyttelse. Har vi læger der kører rundt til 1-2 patienter, så går der meget spildtid til for lægen der kører rundt. Der har vi forsøgt at fordele det således, at hvis vi har færre konsultationer åbne, så kan vi bedre udnytte kapaciteten og dermed se flest mulige patienter, siger Morten Svenning Nielsen og fortsætter:

– Vi kigger løbende på hvordan vi kan bemande de her steder. Men lige nu er der et voldsomt højt pres, som man ikke rigtig ved hvorfor vi står med. Vi har rigtig mange opkald og meget få læger at gøre med. Derfor kan vi ikke sætte en dato på hvornår vi kan hvad.

Arbejdsbyrden overstiger ressourcerne

For Morten Svenning Nielsen er der ingen tvivl om hvad problemet er: Der er for få læger til for mange opgaver og for høje mål på alle områder.

– Hvis den arbejdsbyrde der er overstiger de hænder der er til rådighed, så er vi nødt til at finde en anden løsning. Jeg er med på, at vi har meget svært ved at leve op til den aftale der er. Men det er også derfor vi har ønsket at genforhandle den aftale der ligger. Men det har Region Syddanmark ikke ønsket. Vi har forsøgt at indgå i en dialog om hvordan vi har kunnet løse det, siger Morten Svenning Nielsen og fortsætter:

– Når det ikke kan lykkes, så er det klart at vi er nødt til at se på hvordan vi bedst kan opnå de servicemål Region Syddanmark har. Derfor skal vi bedst muligt udnytte de få lægehænder vi har. Hvis vi har meget spiltid på kørsel for få patienter, så er det rationelt at samle det de steder hvor vi får flest mulige patienter hjulpet.

I har lukket 10 ud af 22 steder. Er I stadig overbebyrdet til de resterende 12 konsultationssteder?

– Ja, det er vi helt bestemt. Men om det betyder at vi kun skal have færre steder er ikke sikkert. Der er flere ting vi kan skrue på. Det er også derfor det er vigtigt, at vi får set på aftalen som helhed. For der er nu engang kun de læger der er. Hvis man både vil have meget kort ventetid på telefonen OG have mange konsultationssteder OG have sygebesøg, så må vi bare spørge: Hvor skal hænderne komme fra? De er der jo ikke, slår Morten Svenning Nielsen fast.

– I den optimale verden har alle en interesse i et stort og godt tilbud af lægehjælp i vagttiden. Men vi er nødt til at erkende, at tiden i dag er en anden end da vi lavede aftalen. Derfor skal vi kigge på det her. Det er klart en beslutning der skal træffes politisk om hvordan man ønsker at lægevagten skal dækkes. Det skal gøres gennem de forhandlinger vi har forsøgt at få i gang i flere år, supplerer han.

– Jeg synes ikke Region Syddanmark har lyttet til os. Tværtimod. Hver eneste gang vi har villet genforhandle har de sagt nej. Jeg tror udmærket Region Syddanmark forstår hvorfor vi ikke overholder aftalen, for det har vi fortalt dem. Vi kan simpelthen ikke. Vi kan ikke magte at leve op til den her aftale der er indgået for 15 år siden. Så kan man sige, at det er ikke mange brancher hvor man har en flok pressede medarbejdere og så siger til dem, at de må lade sig presse endnu mere, lyder det afslutningsvist fra Morten Svenning Nielsen, formand for Vagtudvalget i PLO-Syddanmark.

Skriv en kommentar