Natten til lørdag nedbrændte hellestedet i Vester Voldgade i Fredericia. Politiet efterforsker stadig sagen, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Det er stadig for tidligt at konkludere, om branden er påsat eller om der er tale om en overtrædelse af beredskabsloven. Det fortæller politikommisær hos Sydøstjyllands Politi, Nicolaj Rasmussen.

Nicolaj Rasmussen fortæller, at skuret nedbrændte, og at der i den forbindelse har stået en skraldespand inde ved skuret, en grill og møbler.

– Vi arbejder videre med sagen, men der er ingen spor og ingen mistænkte, og ingen vidner har henvendt sig, siger Nicolaj Rasmussen.

I forbindelse med branden har flere politikere været ude at udtale, at de vil sørge for, at hellestedet bliver genetableret, uanset om forsikringen dækker branden eller ej. I en pressemeddelelses udsendt af Fredericia Kommune slog medlemmer af Social- og beskæftigelsesudvalget fast, at der skal findes en løsning.

– Det er rigtig trist og ærgerligt. Vi vil gøre vores bedste for at finde et godt alternativ på den korte bane og en løsning på lidt længere sigt, siger Peder Tind (V), formand for Social- og beskæftigelsesudvalget.

John Nyborg (A), næstformand i udvalget tilføjer: – Vi havde et rigtig godt samarbejde med Netværk for Udsathed og Udsatterådet op til etableringen Hellestedet – og også imens det har været i brug. De parter kalder vi sammen på mandag, og så er jeg sikker på, at vi finder en brugbar løsning.

Hellestedet har været i brug i 11 måneder. Det fungerer som et mødested for en gruppe borgere, som har svært ved at mødes andre steder.

– Derfor er det også vigtigt, at vi hurtigt finder en løsning, tilføjer Inger Nielsen (O), medlem af Social og beskæftigelsesudvalget.

Her på AVISEN bringer vi dagligt nyheder fra Sydøstjyllands Politi. Du kan følge med på AVISEN for de nyeste kriminalhistorier. Alle oplysninger bragt i denne artikel er oplyst af Sydøstjyllands Politi ved den daglige pressebriefing.

Skriv en kommentar