Vicepolitikommisær Finn Ellesgaard fortæller, at politiet har haft en travl weekend i Fredericia, hvor der har været en række episoder i nattelivet.

I weekenden kunne vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi berette om en del episoder i det fredericianske natteliv, og mandag morgen fortæller Finn Ellesgaard, at politiet har haft travlt. Ellesgaard fortalte, at man kan mærke, selvom nogle julefrokoster er blevet aflyst, at der er gang i nattelivet, og det har kastet en del sager af sig, som man har kunnet læse om i weekenden.

Foruden sagerne i nattelivet har der været indbrud på Ussinggårdsvej tirsdag mellem klokken 11:00 og frem til søndags klokken 03:55, hvor man har brudt et vindue op med et koben og stjålet dame- og herresko, samt en rejsetaske.

Også på Jagtvej har der været indbrud. Det er sket mellem fredag klokken 12:00 – 20:00, hvor et hus, der er under ombygning, har haft ubudne gæster. Man har brudt en dør op og stjålet højtalere, en byggetavle, tre lamper, en industrivarmer og en batteridrevet bajonetsav.

I weekendens løb har der været tre sager med spirituskørsel. Det er sket på Ågade i Pjedsted fredag klokken 16:15, hvor en 55-årig mand fra Fredericia blev sigtet for det. Lørdag klokken 00:09 blev en 46-årig fredericiansk mand standset på Strevelinsvej ved Løvbjerg, og han blev også sigtet for det. Den sidste episode med spirituskørsel fandt sted på Skærbækvej søndag klokken 01:10, hvor en 31-årig mand fra Fredericia fik en sigtelse.

Her på AVISEN bringer vi dagligt nyheder fra Sydøstjyllands Politi. Du kan følge med på AVISEN for de nyeste kriminalhistorier. Alle oplysninger bragt i denne artikel er oplyst af Sydøstjyllands Politi ved den daglige pressebriefing.