Vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Torben Møller fortæller, at der ikke er nyt om episoden, der fandt sted på Frantz Hansens Allé i Fredericia nytårsnat, hvor politiet var talstærkt til stede.

Lørdag morgen bekræftede politiet, at de havde været til stede på Frantz Hansens Allé om natten, og at det drejede om, at der havde været en anmeldelse om uro og vold på adressen, og at der i den forbindelse skulle være en kniv involveret. Derfor havde politiet taget skudsikre veste på, fortalte vagtchef Rune Nielsen.

Søndag formiddag har politiet intet nyt i sagen, men efter offentliggørelsen af oplysningerne fra politiet i går har AVISEN fået flere henvendelser fra borgere, der har oplevet episoden lørdag nat på tæt hold, da de bor i området.

– Politiet stod med hjelme, veste (skudsikre veste, red.) og våben. De valgte at gå ind i en opgang rimelig mange betjente, og da de kom op, havde de et brækjern eller lignende til at sparke døren op med. De råbte, at det er politiet og de kommer ind, og gennemtjekkede lejligheden, siger et vidne, der ønsker at være anonym.

Vidnet kunne høre, at politiet ledte efter en bestemt person. Der har tidligere været episoder på Frantz Hansens Allé, hvor den pågældende person har været involveret, men det lykkedes ikke at finde personen til trods for, at der var en stor politimæssig indsats.

– De holdt langs vejen i begge ender, hvor der var spærret af, fortæller vidnet, der slutter af med at fortælle, at man på vejen ikke måtte fyre fyrværkeri af i tidsrummet, hvor politiet var til stede.

Politiet fik anmeldelsen om episoden i en lejlighed på Frantz Hansens Allé lørdag klokken 03:38.