De samlede personaleudgifter beløb sig til 5.669.874 kroner. Løn og markedsføring tilsammen udgør 8.597.683 kroner, svarende til knap 88 procent af omsætningen, inden øvrige driftsomkostninger medregnes.
Ifølge Bridgewalkings egen kommunikation på Facebook besøgte 32.000 gæster attraktionen i løbet af 2025. Det svarer til knap 92 kroner i markedsføring per besøgende.
Markedsføringsbudget 2025 — fordeling på kanaler
| TV og streaming (TV2, Viaplay Group) | 1.037.704 kr. |
| Digitale aktiviteter (SEM, sociale medier) | 581.593 kr. |
| Annoncer i tillæg og turistaviser (JFM) | 350.037 kr. |
| Øvrige annoncer (Ud & Se, DCU m.fl.) | 231.328 kr. |
| JP/Politikens Hus | 172.327 kr. |
| Radioreklamer (JFM Total) | 137.500 kr. |
| 100-års jubilæum | 95.005 kr. |
| Vedligehold af sociale medier (Okaydesign) | 70.000 kr. |
| JFM digitale aktiviteter | 40.000 kr. |
| Messeaktiviteter | 26.165 kr. |
| Grafisk design | 18.525 kr. |
| Annoncering på tasker (DBR Medier) | 10.270 kr. |
| I alt | 2.927.809 kr. |
Tv og streaming udgør den største post
Den største enkeltpost er tv og streaming. Ifølge opgørelsen er der brugt 1.037.704 kroner på eksponering via TV2 og Viaplay Group, svarende til lidt over en tredjedel af det samlede markedsføringsbudget.
Derudover er der brugt 581.593 kroner på digitale aktiviteter, herunder søgemaskinemarkedsføring og annoncering på sociale medier.
Langt størstedelen af disse aktiviteter er håndteret af bureauet Nørgaard Mikkelsen. Ud over medieindkøb har bureauet stået for medieoplæg, koordinering, projektstyring, produktion af film og udarbejdelse af annoncer og opslag til sociale medier.
Fra toppen af den gamle Lillebæltsbro kigger man 60 meter ned over Lillebælt og jernbanebroen nedenunder.
Nørgaard Mikkelsen er en Odense-baseret virksomhed. Det samme gælder Okaydesign, som har varetaget vedligehold af sociale medier og modtaget 70.000 kroner for dette arbejde i 2025. En gennemgang af de øvrige større leverandører viser, at en betydelig del af markedsføringskronerne lander uden for det område, hvis turisme budgettet er sat i verden for at fremme.
JFM, JP og øvrige medier
Via JFM er der anvendt 350.037 kroner på annoncer i tillæg og turistaviser, 137.500 kroner på radioreklamer og 40.000 kroner på digitale aktiviteter. JP/Politikens Hus har modtaget 172.327 kroner til diverse annoncer.
En samlet post på 231.328 kroner dækker øvrige annonceaktiviteter, herunder i publikationer som Ud & Se og via Dansk Camping Union.
Jubilæum, messer og grafisk design
I forbindelse med Bridgewalkings 100-års jubilæum er der brugt 95.005 kroner på markedsføring. Derudover er der anvendt 26.165 kroner på messeaktiviteter og 18.525 kroner på grafisk design. En mindre post på 10.270 kroner dækker annoncering på tasker via DBR Medier.
Kampagner følger sæsonerne
Gennemgangen af de underliggende bilag viser, at aktiviteterne er tilbagevendende hen over året med løbende betalinger for søgemaskinemarkedsføring og sociale medier, og at der flere gange er afregnet for tv-kampagner og digitale indrykninger. Flere af betalingerne er knyttet til specifikke kampagner i forbindelse med ferieperioder som vinterferie, påske, sommer og jul.
Aktindsigten indeholder ikke en vurdering af effekten af de enkelte indsatser. Det fremgår heller ikke af materialet, hvilke kriterier der ligger til grund for fordelingen af budgettet mellem de forskellige kanaler og leverandører.
Bridgewalking Lillebælt har ikke ønsket at kommentere opgørelsen.