FHK ligger på en aktuel tredjeplads i HTH Ligaen i EM-pausen, og mens slutrunden afholdes, har FHK benyttet lejligheden til at forlænge kontrakterne med Emil Tellerup og Anders Kragh Martinusen, der har været to markante skikkelser på denne sæsons succes.
Fredericia Håndboldklub har forlænget kontrakterne med Emil Tellerup og Anders Kragh Martinusen.
Siden sommeren 2018 har Emil Tellerup vogtet målet for FHK. Den karismatiske målmand havde oprindeligt kontraktudløb til sommer, men nu har FHK indgået en ny aftale med Tellerup gældende frem til sommeren 2024.
– Fredericia er en fed klub at spille. I de klubber, jeg har spillet i som seniorspiller, er Fredericia den klub, som har været sjovest at spille i, og derfor falder det mig naturligt ind at have forlænget kontrakten, siger Emil Tellerup.

Anders Kragh Martinusen er i gang med sin anden sæson i FHK, men nu har han sat sin signatur på en aftale gældende frem til 2025. I sin første sæson i FHK nåede Martinusen ikke at spille for fulde huse grundet covid-19 situationen, men i denne sæson har højrebacken for alvor mærket den opbakning, der er til FHK.
– Der har altid været en fanskare, og den mærke vi uanset, om vi spiller hjemme eller ude. I de kampe, der har været uden tilskuere, kan det være svært at hive sig selv op, men når fansene står ude foran hallen i Kolding og tager imod os, giver det et ekstra skub, som rykker os. Det er helt unikt med den opbakning vi har, forklarer Martinusen.
For direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, er det vigtigt at have kontinuitet i truppen.
– Tellerup har været hos os i en del sæsoner, og han har gang i en god sæson med resten af holdet, og er samtidig en af vores kulturbærere. Martinusen har særligt i den her sæson præsteret på et højt niveau, og er en af de spillere på vores hold, der er mest impliceret i mål angrebsmæssigt. Vi tror på, at begge spillere kan udvikle sig yderligere i FHK-trøjen, og ser frem til at fortsætte samarbejdet med dem, siger Thomas Renneberg-Larsen.

Emil Tellerup står i denne sæson noteret for en samlet redningsprocent på 29,2 procent, og det gør, at han er den 11. bedste keeper i ligaen mål på redningsprocenten. Med i den ligning skal man medregne, at Tellerup af de bedste keepere er den keeper i toppen, er har fået tredjeflest skud mod sig.
Anders Kragh Martinusen har fundet vejen til netmaskerne 65 gange i denne sæson. Det gør ham til den 27. mest scorende spiller i ligaen, og den tredjemest scorende FHK’er. I oplæggerens rolle har Martinusen noteret sig for 40 assists, og det rækker til en samlet placering som nummer 24 i den statistik og den næstbedste i FHK.