Hvert år vælger omkring 600 danskere at tage deres eget liv. Det betyder, at næsten tre gange så mange dør ved selvmord som i trafikken. Derfor er selvmordsforebyggelse et helt afgørende element for de mange danskere, der i perioder oplever, at livet er ubærligt.

Sådan lyder det fra Stine Bojen Aagaard Frandsen, der er sygeplejerske og Cand. Scient ved Center for Selvmordsforebyggelse i Psykiatrien i Region Syddanmark.

– Vi lærer fra barns ben at være sikre i trafikken og forebygger ulykker på flere områder: både strukturelt, i køretøjer, med obligatorisk trafikundervisning til børn, cykelhjelme mm. At være sikker i trafikken er vigtigt for både individ og samfund.

– Dette er et drømmescenarium i forhold til forebyggelsen af selvmord. At vi som samfund på flere områder sætter ind, før selvmordet sker.

Christian Nielsen er én af dem, der på egen krop har mærket, hvordan mørke tanker til tider har gjort livet svært. Det er nu godt syv år siden, at fynboen første gang oplevede at miste lysten til at leve.

En hel særlig og nøje tilrettelagt struktur i hverdagen med arbejde, gåture, sport og massiv opbakning fra de nærmeste venner, har på mange måder været med til bekræfte ham i, at livet er nu, og livet skal leves.

– Jeg ser selvmord som en permanent beslutning på et midlertidigt problem. Jeg har selv haft tidspunkter i livet, hvor jeg ikke har set et lys for enden af tunnelen, hvor jeg ikke har haft håb for noget som helst. Det handler virkelig om at kæmpe videre, og se, at det bliver bedre, fortæller Christian Nielsen, der i dag kan bryste sig af at være startet på sygeplejerske-studiet.

Hos Team for Selvmordsforebyggelse foretager man dagligt samtaler med patienter – nogle helt ned til syv år. Her er der et særligt fokus på de startegier, man kan anvende, når selvmordstankerne presser sig på.
Særligt vigtigt er det derfor også, at der bliver skabt en større åbenhed, der kan være med til at aftabuisere det at have selvmordstanker.

– Vi ved, at ved en målrettet indsats kan vi forebygge, at tankerne udvikler sig til selvmordsforsøg eller selvmord. Dette vil vi gerne sætte fokus på ved at afholde Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse.

Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse finder sted fredag den 10. september på Odense rådhus i Festsalen fra kl. 9.10.

Det vil være muligt at møde både Stine Bojen Aagaard Frandsen og Christian Nielsen.

Skriv en kommentar