Mandag d. 29. oktober klokken 19:00 tegner Samuel Rachlin, med udgangspunkt i “Jeg, Putin”  “Jeg, Putin”, et portræt af Vladimir Putin og ser tilbage på den udvikling, Rusland har gennemgået i de år. Arrangementet finder sted på Fredericia Gymnasium, og der kan købes billetter i Bibliotekets Velkomstcenter.

Ruslands konfrontation med Vesten har skabt en langvarig international krise med sanktioner, spænding og usikkerhed af et omfang, man ikke har oplevet siden Den Kolde Krig.

Fra allerførste færd var det præsident Vladimir Putins mål at genoprette Ruslands position og anseelse som en stormagt med global indflydelse og respekt. Han ønskede at give russerne deres nationale stolthed tilbage efter det kaos, der herskede i landet under Boris Jeltsins styre. Han lovede folk økonomisk fremgang og frem for alt stabilitet.

Da Putin i 2014 invaderede Ukraine, signalerede han, at han ikke kun ønskede at se Ruslands stormagtsstatus genoprettet. Han ønskede en ny verdensorden med den status, der rettelig tilkom Rusland. Lige siden har Moskvas kurs stået på konfrontation med Vesten, uden hensyn til international ret og de etablerede diplomatiske spilleregler.

Med udgangspunkt i sin bog, “Jeg, Putin”, tegner Samuel Rachlin et portræt af Vladimir Putin og ser tilbage på den udvikling, Rusland har gennemgået i de år, han har været ved magten, og de omkostninger, det har haft for russerne og Vesten.

Annonce