Kommentar: I et nyt regeringsoplæg langer den socialdemokratiske mindretalsregering kraftigt ud mod de sociale medier og den angiveligt negative indflydelse på befolkningen.

Det ligner et politisk manifest med en skrap ideologisk dagsorden, når Socialdemokratiet i en ny hvidbog kræver kontrol over de største informationsteknologiske platforme på markedet. Hvordan den ønskede markedskontrol skal gennemføres, har partiet ingen konkrete lovforslag på endnu, men korstoget mod især Facebook og Google ser ud til at være kommet ind i en ny fase i Danmark.

Kritikken af statsminister Mette Frederiksens strategiske kommunikation på de sociale medier, hvor hun især kritiseres for at undgå kritiske spørgsmål for istedet for at lave selvpromovering på Facebook eller Instagram, er ikke en del af regeringens seneste udmelding, der er stærkt farvet af regeringspartiets åbenlyse ønske om at kontrollere samfundsdebatten ud fra et standpunkt om, at der findes en uønsket debatkultur og en uønsket demokratisk udvikling.

Ifølge hvidbogen, der alene med sin titel markerer det ideologiske korstog, “Mod et bedre samfund med tech-giganter”, vil regeringen ikke længere acceptere at virksomhederne bag de mest succesfulde brugerplatforme på internettet, herunder Facebook, Google og Twitter, bestemmer over deres produkter selv. Heri mener man at har “ladet det stå til for længe” og at man har “set problemet vokse sig større, fordi vi mere eller mindre havde accepteret, at det var sådan, udviklingen måtte være. At tingenes tilstand ikke kunne ændres, og at tech-giganternes virke og ageren var uundgåelig”.

Regeringen omtaler således den erhvervsdrevne udvikling på det frie marked som noget, man skulle have bestemt over. Det opgør man ønsker, handler derfor især om frihed, for man lægger op til at ville styre den teknologiske virkelighed helt indefra den politiske verden, som man før i tiden har gjort det med monopoler som Danmarks Radio:

“Vi skal insistere på at sætte rammerne”.

Monopolisternes ønsker

Den danske regering er ikke alene om at ville have kontrol over de mange milliarder brugere på de nye medieplatforme. I de sidste par år er der vokset en kraftig politisk uvilje frem i både USA og EU, hvor magthaverne er trætte af deres manglende indflydelse på den teknologiske scene. For demokraterne er det specielt Donald Trumps succesfulde anvendelse af Twitter og Facebook, der har bragt dem frem til at komme med åbenlyse krav om censur og kontrol over platformene. Tankegangen er at alternativet til statskontrol og censur, nemlig personer som Donald Trump og hans holdninger, er langt værre end censuren i sig selv.

Her har også Facebook smagt pisken, og det fik ejeren og multimilliardæren Mark Zuckerberg frem til skriftestolen. Efter hans eksponering i Kongressen begyndte hans virksomhed en kurs i retning mod at tilfredsstille kritikerne og det faretruende, politiske indgreb der lurer forude. Logikken er at Facebook ved at imødekomme dele af magthavernes krav om kontrol over den demokratiske debat på virksomhedens platform, kan tage noget af giften ud af de potentielle love, men ikke mindst forhindre den amerikanske stat i at angribe internetgiganten med det helt store våben, nemlig “anti-trust”-lovgivningen. Denne lovgivning har historisk skullet forhindre monopoldannelser på det frie marked, men har sjældent været anvendt i sit fulde omfang. Amerikanerne er trods alt en nation, der er rodfæstet i en stærk tradition for ytringsfrihed og kapitalisme, så et eller andet sted lugter det af kommunisme, når staten vil begynde at splitte virksomheder op. Derfor har det amerikanske justitsministerium været meget tilbageholdende overfor den informationsteknologiske industri. Og ikke uden grund:

Apple, Google, Facebook, Amazon og Netflix med flere er i dag nogle af verdens største virksomheder, og de er amerikanske. Hvorfor skulle man stække så succesfulde eksponenter for amerikansk overherredømme i en verden præget af topkonkurrence?

Men med Joe Bidens vej til præsidentembedet, samtidig med at demokraterne også vandt flertallet i kongressen og senatet, er der en åbning for ny lovgivning og nye tiltag mod specielt de sociale mediers enevældige kontrol over milliarder af brugere verden over. Der er tale om teknologier, hvis værdi er større end mange landes. Som regeringen selv påpeger i deres hvidbog, er Apples BNP større end Italiens. Facebooks BNP er over dobbelt så stor som Danmarks BNP. Derfor har socialdemokraterne også ret i, at deres økonomiske magt er uforlignelig. Alligevel falder regeringens logik fuldstændig fra hinanden:

Ideologien man præsenterer er fuldstændig blottet for forståelse for markedsøkonomiens mest vitale kendsgerning, nemlig at dem der tjener penge, sælger det folk vil betale for. Og at dem der tjener flest penge, som regel laver det mest populære produkt. I stedet for forfalder socialdemokraterne til klassisk, planøkonomisk tankegang, nemlig at man skal bestemme, hvad folk har brug for. Eksemplerne på hvordan det går med den slags, er historiebøgerne proppet med. Når DDR i sin storhedstid, på trods af at være halvdelen af en af verdens mest industrielle baggårde, måtte kæmpe for at forsyne befolkningen med det, denne havde brug for, så skyldtes det især de kunstige og fiktive fantasier om, hvordan man kunne planlægge behovet. Derfor ventede folk også på at få en bil i 10 år, og det var vel at mærke ikke en bil, der var særlig god at køre i.

Informationsalderens største paradigmeskifte

Havde I ingen mobiltelefon, dengang du var barn? Børn i dag ser det som en gåde, hvordan mennesker kunne overleve uden en smartphone. Hvordan fandt man vej? Hvordan vidste man, om folk var forsinkede? Hvordan aftalte man noget? Hvordan vidste man, om butikkerne var åbne? Sådanne spørgsmål kan børn og unge uden problemer stille til de generationer, der voksede op før smartphones kom til verden. Men også børnene er en del af Socialdemokratiets ønsker om at gribe ind, for man har fundet den helt høje, moralistiske hat frem til lejligheden:

“Sociale medier giver nye muligheder for interaktion, men har også negative indvirkninger på børn og unges trivsel”, skriver man i hvidbogen. Ordet “trivsel” er en af de socialdemokratiske favoritbegreber, hvor man traditionelt har ønsket at definere livets rette gang på jord, og allerhelst ud fra et overstatsligt perspektiv om, hvad det gør et menneske helt, lykkeligt og komplet. Sætter man et “mis” foran trivsel, åbner pandoras æske sig for et utal af smagsdommere, der under dække af faglighed, vil indgruppere den menneskelige eksistens i “rigtig” og “forkert”. Statsminister Mette Frederiksen har fra første dag af sin tid som statsminister bestemt, at børnene er hendes domæne, og heller ikke en hvidbog om sociale medier kan blive skrevet, uden at man meget tidligt i skriftet får gjort det meget klart, at sociale medier er skidt for børn.

Det er der næppe mange børn og unge, der er enige med Socialdemokratiet om.

Der er ganske vist også plads til at forklare om de fordele teknologierne har bragt med sig, men regeringen ser det som faretruende og skadeligt, mere end som nyskabende og forbrugerbestemt. Og det hele handler om den individuelle frihed mod den statskontrollede tilværelse:

Informationsalderens første, åbne opgør med informationers frie bevægelighed kan være nært forstående. Da internettet for alvor slog igennem i årene før årtusindeskiftet, var det især frigørelsen fra de traditionelle informationsmonopoler, der drev brugerne og udviklingen fremad. Og indtil en bestemt dag i 2009 havde internettet også en udsøgt frihed fra politisk kontrol. Den dag var, da Apples daværende CEO, Steve Jobs, fremviste det første eksemplar af en iPhone. Efter lanceringen af den nye iPhone var alle i den informationsteknologiske branche klar til at kopiere ideen, og i løbet af få år fik utrolig mange mennesker en lille computer i lommen, der fulgte dem allevegne.

Det var her at Facebook og Google for alvor havde ramt en guldmine, men samtidig også det tidspunkt, hvor politikerne og de etablerede medier i det meste af verden mistede kontrollen over informationsstrømmen i samfundet.

Sagen var den, at folk foretrak de sociale medier fremfor det, de ellers blev tilbudt. Medierne landede i en uundgåelig krise, hvor deres indflydelse og læserskare år efter år er gået tilbage, og idag er reduceret til en parantes i det samlede billede.

Offentlighedsloven og absolutisme

Det var den daværende socialdemokratiske justitsminister, Morten Bødskov, der stod i spidsen for en radikal degradering af offentlighedsloven under Helle Thornings regeringsperiode. Man ønskede at hindre journalister og andre nysgerrige i at få aktindsigt i møgsager. Herunder fik man blandt indført den såkaldte ministerbeskyttelse, på trods af at stort set alle medier massivt dækkede problemerne med det demokratiske underskud i Bødskovs forringelser af offentlighedens adgang til at kontrollere magthaverne. Efter lovens indførelse mistede medierne og offentligheden væsentlige, demokratiske rettigheder, midt i en informationstidsalder.

Men i denne omgang af det socialdemokratiske reformprogram for offentlighedens adgang til information, og den underliggende opdragelse og korrektion af befolkningens sindelag, har man set sig gal på teknologi-industrien, mere specifikt de amerikanske “techgiganter”, som regeringen kalder dem i deres nye, politiske manifest:

Facebook, Google, Apple og Amazon skal under statskontrol. De skal “reguleres”, skriver den socialdemokratiske regering. Man lægger heller ikke skjul på, hvorfor man ønsker at gribe ind på det private marked og indføre statskontrollen. Forklaringen er, at stort set alle danskere i dag er hoppet på de sociale medier, og at de gamle, hæderkronede monopolers indflydelse på befolknings sindelag er reduceret til næsten ingenting. DR, TV2 og de gamle medier fylder meget lidt i danskernes hverdag, mens danskernes forbrug af streamingtjenester, Facebook, Instagram, TikTok, Youtube og søgeresultater på Google, er den nye medievirkelighed.

Tabet af indflydelse piner regeringen så meget, at man på linje med totalitære stater som Kina, ønsker at tvinge den teknologiske branche til at efterleve en politisk dagsorden, både i forhold til debatmulighederne samt en indforstået censur af udbuddet af indhold. Metoden man vil anvende er beskatning og lovregulering, samtidig med at man håber på at få en hjælpende hånd fra andre lovgivende stormagter som USA og EU. Paradoksalt nok beskriver man ønsket om at kontrollere den hidtil frie udvikling af de nye, teknologiske kommunikationsplatforme med udgangspunkt i en styrkelse af demokratiet. Denne logik er dog hæmmet af et altoverskyggende problem:

Hvem skal bestemme, hvad der er rigtig og forkert indhold?

Socialdemokratiet har historisk stort set altid gået ind for en ultrastærk stat, når de har haft regeringsmagten. Det har også været nemmere at gå ind for, når man i lange perioder af historien har siddet for enden af bordet. I 1970’erne og 1980’erne var partiet en fanatisk modstander af reklamer på TV, og endda også brud på tv-monopolet, der dengang blev effektueret af Danmarks Radio. Det var tider, hvor man skulle have “sendetilladelse” for at lave TV, og derfor var den slags forbeholdt statsmagten. Senere kom TV-2 i luften, men helt frem til internetrevolutionens begyndelse har man kunnet udøve en vis kontrol med indholdet via Radio- og TV-nævnet, hvortil man udpegede politiske repræsentanter.

Det er således slet ikke nyt for Socialdemokratiet at ville have en stærk statskontrol med den offentlige dagsorden i medierne. Dengang var det med inspiration fra de kommunistiske diktaturer, hvor man forblændede af utopiske forestillinger om det perfekte menneske, forgudede ideen om at levere den rette kundskab til befolkningen. Og også dengang var det moraliseringen om det rette indhold, mod det uønskede og uværdige indhold, der prægede Socialdemokratiet og de øvrige venstrefløjspartier. Det handlede om at sikre den rette læringen af det enkelte menneske, og intet var mere effektivt end et statsfinansieret overmedie, hvor politikerne kunne sidde for bordenden og sætte en fod i døren, når det passede dem. Derfor var Danmarks Radio også landets mest magtfulde medie.

For der var ikke andet.

Internetrevolutionen har på ekstremt kort tid besejret hele denne politiske kontrol med formidlingen. Det er på internettet, at de amerikanske virksomheder har udviklet og skabt den teknologiske revolution, der i dag driver store dele af verdensøkonomien. Samtidig er det en udvikling, der aldrig blev forudset af politikerne, som aldrig har været en del af en politisk vision eller et politisk parti, men som udelukkende er opstået fordi det private erhvervsliv har skabt produkter, som forbrugerne efterspørger og betaler for.

Uanset hvad, så virker det som en håbløs kamp for de politikere, der ønsker at rulle udviklingen tilbage. Netop de børn og unge, som regeringen på den mest moraliserende måde fremhæver i hvidbogen tager skade af teknologien, betragter den som en naturlig del af deres tilværelse. Det er her, man tydeligst kan se de absurd store armbevægelser og det ideologiske korstog mod sociale medier og ny teknologi. Socialdemokratiet er i forvejen nærmest besatte af deres egen bedrevidenhed om andre folks børn, hvor statsministeren endda går ind for kvoter på anbringelse af børn, fordi hun uden dokumentation for udsagnet mener, at der bliver fjernet for få. Tvangsadoptioner af andre folks børn er ikke noget, der skræmmer regeringsmagten. Igen ud fra en ideologisk forestilling om at man har en “rigtig” og en “forkert” måde at se på den menneskelige eksistens.

Men i realiteten er der tale om en klassisk værdikamp, hvor politikere med disse tendenser, udelukkende lader til at ønske at fremme deres eget politiske projekt uden hensyntagen til mindretal, eller sågar flertal. For regeringen sker det især på de områder, hvor de støttes af stærke fagforeninger, hvis indflydelse på en gigantisk offentlig sektor er indiskutabel. Er det moderne Socialdemokrati i dag “arbejdernes” parti eller “de offentlige ansattes” parti? Det er en form for absolutisme, der udstråles fra den stærke statsmagt, hvor værdikampen sniges ind i den udførte praksis på lovområderne, og ofte med en snert af “den nødvendige politik”. Fordi “vi skal”.

Problemet med en så absolut, politisk linje er, hvad man skal gøre med kritikere og modstandere? Man kan naturligvis lukke mere ned for offentlighedens adgang til oplysninger i forvaltningsapparatet, som man gjorde i begyndelse af 2010’erne. Man kan også lade Kammeradvokaten undervise embedsfolk i, hvordan de trækker tiden overfor journalister, der søger om aktindsigt. Eller man kan gøre medierne afhængige af statsstøtte. Alt dette har man nu allerede fået etableret.

Den helt store hovedpræmiere er Facebooks , Google og Twitters direkte adgang og magt over den offentlige diskurs og samtale. Og det er lige præcis det, som regeringen nu går efter. “Fordi det er nødvendigt”. “Tænk på børnene”.

Men havde man overhovedet udviklet de sociale medier, hvis politikerne havde haft ansvaret? Ville man ikke have foretrukket det hæderkronede medie monopol, hvor man med den rette pisk under medieforhandlinger kunne lade indflydelsen gælde? Argumentet for politikerne er jo enkelt nok:

Hvorfor skal vi betale for det, hvis vi ikke får det, vi vil have?

Leverpostej

Hvad man nu ellers vil have, det er den traditionelle forskel på kapitalisme og socialisme, siges det. I Danmark har de to sider levet nogenlunde fredeligt, side om side, det meste af det 20. århundrede og frem til i dag. Den danske model, det vil sige arbejdsmarkedets parters mulighed for at lave overenskomster, er også kommet med ind i hvidbogen. Det er et helt og aldeles klassisk trick fra arbejderbevægelsen, at når Socialdemokratiet sidder med magten, så skal der falde en mærkesag ned i madskålen i ny og næ. De færreste har nok fantasi til at forestille sig, hvad fagforeninger og “tech-giganter” har med hinanden at gøre.

“I forhold til tech-giganterne, som har eller planlægger at udbrede deres forretningsmodel og aktiviteter yderligere i Danmark, som f .eks . Amazon, er det afgørende, at arbejdskraften sikres de samme grundlæggende arbejdstagerrettigheder som på det øvrige arbejdsmarked”, skriver regeringen. Dermed får de også fodret fagbevægelsen, der længe har kæmpet mod globaliseringen, hvis ødelæggende effekter på deres danske organisering af arbejdsmarkedet, er en torn i øjet på dem.

Men når alle lag skrælles af hvidbogen, så lugter det fortsat fælt af uigennemtænkt ideologi, hvis man vil bekæmpe globaliseringen ved at forhindre forbrugerne i at købe ind, der hvor de gerne vil. Som tidligere nævnt har regeringen helt undladt at være konkrete på eventuel lovgivning, men man skal ikke tage fejl af ambitionerne:

Politisk kontrol og politisk regulering.

En af danskernes absolutte favoritter på middagsbordet er leverpostej. Der er tale om en temmelig stor omgang fedt, og det er svært at argumentere for, at det er sundt at spise leverpostej. Sundhedseksperter kunne argumentere for at leverpostej burde forbydes, fordi det medvirker til at skabe overvægt og dermed udvikle sundhedsproblemer. I en ideel verden ville mange måske ikke spise leverpostej, fordi det er så fedtfyldt, men danskerne gør det alligevel, fordi de elsker den grå masse som var det en nationalsport. Det er muligt at finde uendeligt mange tilsvarende eksempler på usunde fødevarer, dårlige vaner eller deciderede rusmidler som alkohol og tobak.

Igen, så handler hele den værdipolitiske kamp mellem især venstrefløjen og de borgerlige partier om, hvem der skal bestemme, hvad borgerne må eller ikke må. For de borgerlige partier skal markedet, og i den sidste ende borgerne, selv bestemme hvad de køber eller ikke køber. Men for socialdemokraterne lader det til at være mere interessant, hvad man kan regulere og kontrollere, og ikke sjældent henter man opbakning i den såkaldte faglighed. Sandheden er dog, at der er ubegribeligt mange ting indenfor alle fag, der ikke er absolutte sandheder, hvis indhold kan stå alene til enhver tid og uimodsagt. Eksempelvis kan det godt være at sundhedseksperten kan sige at leverpostej er usundt. Omvendt kan psykologen måske sige at det er godt for psyken, fordi folk godt kan lide smagen.

Men hvor går den politiske grænse for, hvornår staten skal bestemme, hvad den enkelte spiser og gør med sit liv?

Det er den grænse, der er det centrale i den værdipolitiske krig, som Socialdemokratiet ikke mindst under Coronakrisen har bragt til uanede højder – og på den mest formynderiske måde, vi nogensinde har set i historien. Det man har kaldt for “barnepigestaten”, er i dag en uomtvistelig realitet indenfor sundhedsvæsenet og Corona-pandemien, hvor den individuelle frihed og retten til selvbestemmelse i eget liv er blevet tilsidesat med al statens magt og myndighed bag sig. Forsøget på at langtidsfængsle demonstranter med fuldstændige propertionsløse straffe, er det synlige bevis for den totalitære og virkelighedsfjerne tankegang, der har bredt sig i magtens korridorer.

Selvom det viste sig at domstolene ikke ønskede at spille med på melodien om ekstravagante fængselsstraffe til Corona-demonstranter, hvorfor de hårde straffe endte med en mildere udgang. Men eksperimentet har med al tydelighed vist hvor langt regeringsmagten, herunder embedsværket, er villig til at gå for at få bugt med kritikere af deres politik og metoder. Ganske vist har pandemien været dybt alvorlig, og lige så sikkert har den krævet ekstraordinære tiltag fra Folketinget. Alligevel er det mest påfaldende ved hele krisen, at grænsen mellem politik, videnskab og embedsførelse er blevet helt udlignet:

Vi kan knap nok kende forskel mere.

Når staten bruger de sociale medier

Men uanset hvad, så gør langt den største del af befolkningen, hvad de får besked på. Og her han myndighederne selv fundet ud af, hvor effektivt de kan bruge de sociale medier, når de skal nå ud og påvirke befolkningens meningsdannelse. Aldrig før har vi set så store, offentlige kampagner, søsat og styret af embedsapparatet, som under Corona-krisen. Dette på et yderst spinkelt, videnskabeligt grundlag. For det har under hele Corona-pandemien været en kendsgerning, at vi hele tiden måtte konstatere noget nyt. Historikere vil senere få uendeligt meget arbejde ud af at kortlægge budskaberne, der på især Facebook og Youtube, har forsøgt at påvirke holdninger til test, afstand og senest vacciner.

Også de massive, offentlige kampagner til fordel for den officielle udlægning af “rigtig” og “forkert” under pandemien, er gennemført med en kirugisk præcision, hvor man uden at blinke har troet på ens egne budskaber. Den individuelle frihed til at sige “ja” eller “nej” er blevet massivt presset, ikke mindst via moderne informationsteknologi. Staten har nemlig fuldstændig styr på, hvem der er hvad og hvor. Meningsdannelsen er polariseret mellem yderpunkterne, der fuldstændig er løbet afsted med dagsordenen.

Men det tydeligste tegn på den kommende indførelse af censur og politisk kontrol af de sociale medier, har Facebook og Twitter selv leveret. Påvirket af den politiske uvilje forsøger “tech-giganterne” at udvise selvkontrol – altså at vise politikerne at man af sig selv kan gøre det, de gerne vil. Når en bruger på Facebook skriver en kommentar om emnet Covid-19 eller vacciner, så stemples det lynhurtigt med et mærkat. Enten står det noget i retning af, “at alt er godt og vi har styr på det hele”, eller “du får rigtige informationer her” og tilkoblet et link. De sociale medier er med andre ord begyndt at inddele ytringer i “rigtig” og “forkert”, ganske som den danske regering drømmer om.

Spørgsmålet er, om legen så stopper ved ytringer om Corona-pandemien?

Hvordan skal man eksempelvis mærke en ytring om Socialdemokratiet? Hvis denne artikel deles på Facebook, og den opfattes som kritisk af den socialdemokratiske regering, skal den så mærkes med et link til Socialdemokratiets hjemmeside, hvor de forklarer, at de ønsker at fremme den demokratiske debat, samt at alle indgreb mod de private virksomheder udelukkende sker for befolkningens almene sundhedstilstand? Eller hvis en Facebook-bruger skriver en kommentar til artiklen, hvor brugeren kalder statsministeren for en diktator, skal artiklen så anmeldes?

Hvor går grænserne for denne kontrol, som Socialdemokratiet i deres nye hvidbog, spiller ud med? Og hvorfor leger partiet med ilden, når historien gentagne gange har vist, hvordan samfund udvikler sig, når man forsøger at kontrollere ytringsfriheden og retten til at bestemme selv?

Det ville gavne hele samfundet, og den politiske scene, hvis alle politikere, uanset partifarve, ville minde sig selv om, at den censur de indfører, også gælder, når de ikke selv har magten.

Der er i denne kommentar ikke taget stilling til andre partiers holdninger, historie eller andel i emnet. Kommentaren tager udelukkende udgangspunkt i regeringens udspil og hvidbog, “Mod et bedre samfund med tech-giganter”, men den betragtning at det regeringsbærende parti sætter dagsordenen.

Skriv en kommentar