107.800 ekstra opkald til læge- og skadevagtens vagtlæger er det blevet til på de første seks måneder, siden Region Syddanmark den 1. april i år indførte telefonisk visitation til lægevagten.

Opgørelsen var en del af den første status aflagt til Region Syddanmark og PLO Syddanmarks samarbejdsudvalg på et møde den 8. december.
Statusrapporten fra vagtchefen er et af resultaterne af den nye lægevagtsaftale i Region Syddanmark, som parterne indgik i oktober måned, og som forleden blev endelig godkendt i regionsrådet.

Den nye aftale opsætter blandt andet klare regler for vagtchefens rolle, der indebærer statusrapporteringer en gang om året.
Det var chefen for lægevagten, Ole Holm-Thomsen, der aflagde status for samarbejdsudvalget, og Bo Libergren (V), der er medlem af samarbejdsudvalget var tilfreds med oplægget. Formålet med det årlige oplæg er blandt andet at sikre, at der bliver taget hånd om eventuelle problemsager:

– Vi er enige om, at der hurtigt og effektivt skal tages hånd om problemer, hvad enten de er af faglig, servicemæssig eller anden karakter. Med den nye lægevagtaftale har vi strammet op, så vagtchefen fremover har ansvaret for at føre tilsyn med både kvaliteten i vagtordningen, og at de enkelte vagtplaner muliggør tilstrækkelig hvile mellem vagter. Et af de væsentligste punkter i den nye lægevagtsaftale er vagtchefens ansvar for årligt at orientere samarbejdsudvalget om, hvordan det går med lægevagtens arbejde. Den første status har vi fået nu, og det var et godt og dækkende oplæg, siger Bo Libergren.

En velsmurt maskine

Vagtchefen orienterede samarbejdsudvalget om aktiviteten i lægevagten over året. Lægevagten tager sig årligt af cirka 850.000 opkald og konsultationer 20 steder i regionen eller sygebesøg hjemme hos borgere.

Hver dag ringer omkring 1600 (3500-4500 i weekender og helligdage) syddanske borgere til vagtlægerne på regionens læge- og skadevagttelefon, der i vagttiden passes af lægevagtskorpset. Korpset består af op mod 500 læger, hvoraf langt størstedelen er uddannet eller næsten færdiguddannet speciallæge i almen medicin.

Vagtchefen er stolt af lægevagten

– Vi oplever, at Region Syddanmark generelt har en meget velfungerende lægevagt. Den leverer høj kvalitet og god service overfor borgerne. Og i forhold til det store antal patientkontakter, er der ganske få klager, siger Ole Holm-Thomsen.

Flotte ventetidstal

Den gode service viser sig også i, hvor længe patienterne skal vente på at få en læge i røret. PLO Syddanmark og regionen har sammen opsat klare mål for, hvor lang tid borgerne max bør vente før, de får hjælp. Eksempelvis er det målet, at 90 % af opkaldene til lægevagten besvares indenfor 5 minutter.
Ole Holm Thomsen kunne berette, at det ser rigtig godt ud:
– Når vi opgør ventetiden i telefonen over året, bliver opkaldene i 92 procent af tilfældene besvaret inden for 5 minutter, siger han.

Fakta
Den nye aftale om lægevagten:
Region Syddanmark og PLO Syddanmark har henover sommeren og efteråret revideret aftalen om lægevagten i Region Syddanmark. Den reviderede aftale trådte i kraft 1. december 2014 og er godkendt af både PLO’s medlemmer og Regionsrådet.

Vagtchefen får med den reviderede aftale ansvaret for at føre tilsyn med både kvaliteten i vagtordningen og hvorvidt de enkelte vagtplaner lever op til aftalens bestemmelser. Vagtchefen vil løbende gennemgå vagtplanerne for at sikre, at ingen læger påtager sig vagter på et uforsvarligt grundlag.
Det er præciseret, at lægerne ikke bør planlægge dagarbejde direkte efter en nattevagt, og at der ikke må afholdes dobbelte visitationsvagter.

I den nye aftale er der sat øget fokus på kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af lægevagten. Det indebærer fx at der løbende skal afholdes faglige audits, der skal følge op på kvaliteten i lægevagten, og at vagtlægerne skal tilbydes kurser i faglige forhold og kommunikation.
I den nye aftale er samarbejdsudvalget rolle og beføjelser blevet præciseret. Fremover skal udvalget kunne træffe afgørelse i sager indbragt af vagtledelsen eller regionen om lægevagtsbetjeningen.