Der er nogenlunde enighed blandt de røde partier i byrådet i Fredericia om, hvordan man skal gribe velfærdsområdet an til budgetforhandlingerne. Det betyder ikke, at partierne er enige omkring alt andet, men både Socialdemokratiet og Enhedslisten prioriterer ungdommen og familieområdet højt.

For Enhedslisten er genopretning af socioøkonomien i daginstitutionerne et centralt område, som de vil fokusere på til budgetforhandlingerne. Byrådsmedlemmet for venstrefløjspartiet i byrådet, Cecilie Roed Schultz, er ikke i tvivl om, at forholdene for de unge og børn i fæstningsbyen skal forbedres.

– Ser man på folkeskoleområdet i Fredericia, så er skolerne tiende billigste i landet, hvis man kigger på, hvor meget, man bruger på den enkelte elev. Vi er måske en af de mest underfinansieret kommuner, selvom der er i de sidste par år er blevet løftet. I Enhedslisten er vi ikke færdige med at investere i børn og unge, siger hun.

(Foto: AVISEN)

I den forbindelse peger hun på, at de har en række indsatser, som de prioriterer meget højt i forhandlingerne. Ifølge hende skal der være en bred palette af muligheder, da unge skal have nogle forskellige arrangementer, som de kan deltage i. Dermed vil Cecilie Roed Schultz have en bred vifte af ungdomsskole-tilbud, hvilket også kræver flere medarbejdere:

– Generelt er vi optaget af at styrke fritidsmiljøer og gadeplansindsats, hvilket vil skabe bedre og tryggere rammer i Fredericia Kommune. Derfor skal fritidspolitikken også have noget indhold, som rammer bredt og sikkert blandt børn og unge, uddyber byrådsmedlemmet, som i den forbindelse også gerne ser et løft i familieafdelingen.

Hun vil gå til forhandlingerne, hvor der som minimum bliver sat tre millioner til området:

– Der er brug for, at afdelingen hænger sammen, og dermed skal anbefalingerne implementeres. Det kræver økonomiske ressourcer, og derfor skal der som minimum afsættes tre millioner til et område, der er sårbart og har en stor betydning for mange mennesker.

Enhedslisten er generelt et parti, der har det grønne område højt på den politiske dagsorden. I den forbindelse øsnker partiet at afsætte fire millioner til vedligeholdelse af blandt andet skove, strande og parker i fæstningsbyen.

– Der er flere grønne områder, som kræver vedligeholdelse, og vi skal i samme ombæring have nok folk til at passe dem. Derfor skal området styrkes med nogle økonomiske ressourcer, da vi skal fortsætte med at være en kommune, der går forrest i den grønne omstilling.

Hun peger også på en etablering af en cykelsti på Nørrebrogade, som er en vigtig adgangsvej i den nordlige del af byen. Der er nemlig mange unge, som bruger vejen til at komme på gymnasiet, og man har tidligere oplevet mange uheld i området. Derfor vil en cykelsti gøre trafikken mere flydende og sikker for Fredericias borgere, hvis man spørger Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten.

Hun vil gå til forhandlingerne med tankesættet om at gøre Fredericia til en bedre kommunen ved at styrke og investere i velfærdsområdet.

Dog er Servicerammen i Fredericia Kommune udfordret, og det er noget, som Socialdemokratiet med borgmester, Steen Wrist, i spidsen vil kigge på, når driften, bosætningen og lønnen skal tages in mente i årets budgetforhandlinger. Det er tre bundlinjer, der er centrale for, at budgettet kan overholdes til det kommende år.

– Vi har en sund økonomi, og på anlægsrammen har vi også mange ønsker, men det handler om prioriteringer. Der er nogle ting, der er vigtige for os, hvor vi eksempelvis vil gå skridtet videre med en Campus, færdiggøre renoveringen af Volden, og så skal vi altså i gang med at indhente den manglende vedligeholdelse af skolerne, siger Steen Wrist.

Borgmester Steen Wrist

Der blev i budget 2021 afsat i alt 340 mio. kr. i perioden 2021-2025 til at forbedre bygningsmassen, læringsmiljøet og indeklimaet for Fredericia Kommunes skolebørn. I den forbindelse har Direktionen vurderet, at anlægsmidlerne vil give størst værdi for det samlede skolevæsen, hvis de anvendes på renovering frem for nybyg. Det skyldes, at der hverken ift. kapacitet, økonomi eller bæredygtighed vurderes at være argumenter for nybyg. Det er også noget, som borgmesteren og Socialdemokratiet er optaget af, da de vil investere i velfærd og ungdommen, hvilket skal gøres klogt:

– Vores klare ønske er, at vi skal investere i børn og ældre, men vi synes også, at det er vigtigt at få afsat en rimelig sum penge til at markedsføre Fredericia over for turister og i forhold til nye borgere i byen, og vi skal generelt være bedre til at brande, det vi er stolte over i Fredericia, uddyber han.

Generelt ønsker borgmesteren, at der indgås et så bredt samarbejde som muligt, hvor byrådet sidste år fremlagde et fireårigt budget, som peger i den retning, som det nye byråd ligeledes skal kigge på. Han mener, at noget af det første, som et nyt byråd skal kigge på, er en ny vision for Fredericia, og det vil allerede mærkes i de forhandlinger, som partierne skal i gang med.

Skriv en kommentar