Annonce

FHK har i denne sæson forbedret sig på antal indkasserede mål i forhold til sidste sæson, men at man skal score 35 mål for at vinde en håndboldkamp, er ikke holdbart i længden. Dermed illustrerede sæsonens sidste kamp mod Mors-Thy et punkt, som fredericianerne skal arbejde med.

34 håndboldligakampe er overstået for FHK. I de kampe har fredericianerne sammenlagt indkasseret 1028 mål, og det giver et gennemsnit på 30,23 mål pr. kamp. Til sammenligning spillede FHK i sidste sæson 29 kampe, hvor der gennemsnitligt blev indkasseret 31,76 mål.

Hvis FHK skal rykke sig yderligere, skal antallet af mål barberes yderligere ned, og i den forbindelse har FHK også handlet proaktivt. Man har hentet keeperen Thorsten Fries fra den norske mestersklub, Elverum, og tidligere har man også set Fries præstere på et højt niveau i Danmark. I 2018/19-sæsonen blev han målt på redningsprocenten den sjette bedste keeper i ligaen med en redningsprocent på 33 procent. Til sammenligning har Emil Tellerup i denne sæson stået med en redningsprocent på 29,2 procent og Jens Fredsgaard 24,6 procent. 

adp-as.dk

Mange mål til trods lykkedes det FHK at hente en sejr mod Mors-Thy i sæsonens sidste kamp. Det skete efter et særdeles effektivt angrebsspil, der i det meste af første halvleg blev dirigeret af Nicolaj Nørager. Til gengæld led FHK under, at forsvaret haltede, og det gjorde betingelserne svære i forhold til at trække fra. Da FHK, som første halvleg skred frem, lavede lidt fejl, endte Mors-Thy med at gå til pause foran 19-18.

I anden halvleg fik FHK mere gang i forsvaret, og det gjorde fredericianerne fik udlignet, men midtvejs i anden halvleg var kampen ved at knække til gæsternes fordel. Det skete efter, at FHK i en periode lavede lidt fejl angrebsmæssigt, der gjorde, at Mors-Thy kom foran 29-27 med 11 minutter igen. FHK fik efterfølgende sat et forsvar op, der pressede Mors-Thy til det yderste i hvert angreb, samtidig med, at hjemmeholdet selv scorede nemt. Alligevel var Mors-Thy foran 33-31 med knap fem minutter tilbage af opgøret.

Tre FHK-mål i træk fik dog thansen ARENA til at eksplodere i jubel. Jens Fredsgaard pillede først Victor Norlyk og siden storskytten Mads Hoxer. I den anden ende scorede Kristian Stoklund to mål i træk, og blev for en stund helten. Mors-Thy fik dog udlignet til 34-34. Stoklund ville i det efterfølgende FHK-angreb spille et lob til Bisgaard, men han mistede afleveringen og derfor kunne Mors-Thy bringe sig foran med halvandet minut igen, men det lykkedes ikke. Mads Hoxer brændte igen på Fredsgaard, da der resterede 47 sekunder. I stedet blev Nicolaj Nørager den helt store helt, da han scorede til slutresultatet 35-34 med syv sekunder igen.

Annonce
https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Se her vores karakterer fra opgøret:

Emil Tellerup (02): Årets spiller i FHK ramte ikke niveau. Fem redninger på 26 forsøg er ikke godt nok.

Jens Fredsgaard (7): Pilledede syv skud på 20 forsøg, og langt største delen faldt  i de sidste ti minutter af opgøret.

Martin Bisgaard (7): Blev hyldet for sin kamp nummer i FHK-trøjen før kampen. Det fejrede han med fem mål på seks forsøg. Solid præstation af Bisgaard.

Mads Lenbroch (4): Gjorde sin pligt, da han scorede på to ud af to forsøg i første halvleg.

Cornelius Kragh (4): Rigtig gode første 20 minutter, men dalede i niveau efter pausen. Lavede fem mål på ti forsøg.

Lasse Balstad (4): Fik oppet sig i løbet af kampen, og fik lappet forsvaret sammen, da det spidsede til.

Malte Pedersen (UB): Kom ikke på banen.

Nicolaj Nørager (10 – Man of the Match): Stor kamp af Nørager. Blev holdt en anelse for længe på bænken i anden halvleg, men da han kom ind igen, afgjorde han kampen til FHK’s fordel. Lavede fem mål på seks forsøg, sam tre assists.

Kristian Stoklund (7): Tog ansvar i slutfasen, og var kampen igennem effektiv på straffekast. God kamp af Stoklund, der lavede syv mål på ni forsøg, heraf fire på straffe.

Anders Kragh Martinusen (7): Martinusens betydning for FHK blev tydelig, da han var ude i en periode på et kvarters tid, da han forlod hallen med en ispose på hovedet. Inden uheldet sprudlede FHK, og der kommer ridser i lakken, da han var ude. Da Martinusen var tilbage, kom FHK på rette kurs. Lavede seks mål på ti forsøg.

Mads Christiansen (UB): Spillede ikke nok.

Nikolaj Pedersen (UB): Kom ikke på banen.

Jakob Frederiksen (4): Scorede på de to chancer han fik. Mere kan man ikke forlange.

Kasper Young (UB): Spillede ikke nok.

Rasmus Meyer (4): Kæmpede hårdt i begge ender. Lavede tre mål fire forsøg.

Jonas Raundahl (UB): Var sporadisk inde for at afløse Meyer, og var også inde i syv mod seks angrebsmæssigt, men fik ikke spillet nok til at få en karakter.

Annonce