Valget er ikke udskrevet endnu. Men mandag d. 13. april kl. 15.00 – 17.00 er folketingsmedlem Karina Lorentzen og folketingskandidat Lars Olsen fra SF alligevel på tur i Fredericia gader for at sætte fokus på, at vi som samfund skal investere i vores børn.

-Børn er vores vigtigste aktie, og derfor må vi sikre, at der er de bedst mulige rammer for vores børn med plads til omsorg og meningsfulde aktiviteter for alle børn i daginstitutionerne. Gør vi det godt her, øges uddannelsesniveauet på længere sigt. Derfor arbejder SF for flere hænder i landets børnehaver og vuggestuer, siger SF´s lokale folketingsmedlem Karina Lorentzen.

-Jeg glæder mig til at møde borgerne og tage diskussionen. Der er sikkert mange forældre der er optaget af, at deres barn nu også får den opmærksomhed og omsorg, det har krav på. Der skal være kræfter til at sikre børn en god start på livet og som forældre har man brug for tryghed omkring sin sine børn, mens man er på job. Jeg vil gerne sende det signal, at SF hører dem og arbejder for endnu bedre vilkår for børn, siger folketingskandidat i Fredericia, Lars Olesen (SF).

(Arkivfoto)