Drømmer du om at arbejde med robotter, datacentre eller fremtidens energiløsninger? Kig forbi til infoaften på FMS i Fredericia den 3. november eller Esbjerg den 10. november og hør om de mange karrieremuligheder, der er med en professionsbachelor som maskinmester.

I slutningen af januar starter nye hold på maskinmesteruddannelsen i Esbjerg og Fredericia. Inden de kommende studerende skal indsende deres ansøgning, kan de blive endnu klogere på professionsbacheloren, der bliver kaldt Danmarks bredeste tekniske lederuddannelse, og det særlige studiemiljø på Fredericia Maskinmesterskole (FMS). Skolen inviterer nemlig inden for på dens campusser i både Fredericia og Esbjerg i begyndelsen af november.

Jens Færgemand MIkkelsen. Arkivfoto.

– Der er sket rigtig meget med maskinmesteruddannelsen de sidste mange år, for eksempel arbejder næsten 90 % af maskinmestrene i dag i land. Vores infoaften skal både vise de besøgende, hvor mange muligheder, der faktisk er med en maskinmesteruddannelse, men også give dem mulighed for at snakke med vores studerende og høre om deres oplevelse af skolen og deres fremtidsdrømme, fortæller Jens Færgemand Mikkelsen, der er rektor på FMS.

Klasseundervisning i fokus

Han vil til infoaftnerne holde et kort oplæg om maskinmesteruddannelsen og karrieremulighederne, og herefter vil et panel bestående af studerende, en uddannet maskinmester og en vejleder fortælle om deres syn på uddannelsen, studiemiljøet og jobmulighederne samt svare på spørgsmål.

Senere på aftenen kan man få en snak på tomandshånd, når studerende fra 5. semester viser de besøgende rundt på skolen.

– De studerende er rundvisere, fordi de er de bedste til at fortælle, hvordan livet er som maskinmesterstuderende på FMS. Vi vægter klasseundervisning og gruppearbejde højt, fordi vi er overbeviste om, at nære relationer er et solidt fundament for at kunne lære af hinanden og spille hinanden gode. Vores studerendes store forskellighed er en kæmpe styrke, siger Jens Færgemand Mikkelsen.

Der er infoaften i Fredericia torsdag den 3. november og i Esbjerg torsdag den 10. november. Begge dage fra kl. 19 til 21.

FAKTA
Hvem kan tage maskinmesteruddannelsen?
Maskinmesteruddannelsen henvender sig både til studenter og håndværkeruddannede. De første 3 semestre på uddannelsen består af værkstedsforløb og virksomhedspraktik, og disse semestre kan håndværkeruddannede få merit for. De skal til gengæld følge og bestå et teoretisk adgangskursus på et halvt år, hvor de læser matematik og fysik på B-niveau og dansk og engelsk på C-niveau.
De studerende mødes på 4. semester, og studerer sammen på de resterende 6 semestre.
Se mere på fms.dk

Skriv en kommentar