Skjern Håndbolds cheftræner Claus Dalgaard-Hansen stopper i sit nuværende job til sommer for i stedet at blive ny talentchef i klubben.

Han besidder en knivskarp håndboldhjerne og er en af landets mest respekterede talentudviklere, der igennem næsten to årtier har været med til at forme topspillere som bl.a. Mikkel Hansen og Lasse Svan.

Det er således også i rollen som ansvarlig for udviklingen af håndboldtalenter, at Claus Dalgaard-Hansen i de kommende år vil befinde sig.

Skjern Håndbolds 49-årige cheftræner har nemlig meddelt den vestjyske klub, at han ikke ønsker at fortsætte i denne rolle efter indeværende sæson.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke nyder rampelyset og at stå i forreste række, siger Claus Dalgaard-Hansen.

Siden 2019 har han været en fast del af trænerteamet i Skjern Håndbold, og siden vinteren 2020 har han været cheftræner i klubben. Den stilling vil han også bestride resten af sæsonen, hvorefter han med start fra sommeren 2022 bliver klubbens nye talentchef.

– Jeg elsker den daglige træning med en dedikeret spillertrup og stab omkring holdet, men man skal være ærlig overfor sig selv, og min fremtid skal ligge i talentarbejdet, siger Claus Dalgaard-Hansen, der har den højeste træneruddannelse i Europa.

– Men det arbejde begynder først til sommer, og nu vil jeg bruge al min energi på at skabe så gode resultater som overhovedet muligt. Vi har et spændende hold, og jeg har store forventninger og ambitioner for denne sæson. Forhåbentlig kan jeg være med til at give både Skjern Håndbold og min efterfølger det bedste afsæt for de kommende år.

Skjern Håndbold indtager i øjeblikket andenpladsen i HTH Herreligaen med tre sejre i fire kampe, og bestyrelsesformand Carsten Thygesen vælger at glæde sig over, at Claus Dalgaard-Hansen bliver i klubben.

– Bestyrelsen ansatte Claus i troen på og håbet om, at han skulle blive en nøglemedarbejder i Skjern Håndbold i mange, mange år. Det har ikke ændret sig en millimeter, selvom hans rolle nu forandres til sommer. Vi har fuld forståelse for hans ønske, og vi har kun respekt til overs for hans ærlighed og tidlige udmelding, der giver os god tid til at gennemsøge markedet for den helt rette person, der skal fortsætte ligaholdets udvikling, siger Carsten Thygesen.

– Samtidig glæder det os, at Claus har sagt ja til at blive vores nye talentchef. Han bliver en fundamental figur i vores strategi om at satse endnu mere på akademi og talentudvikling.

Før ansættelsen i Skjern Håndbold arbejdede Claus Dalgaard-Hansen gennem 16 år i Dansk Håndbold Forbund som bl.a. ungdomslandstræner og talentansvarlig.

Skriv en kommentar