Enhedslisten har indtil det seneste valg ikke haft et medlem i Europa-Parlamentet. Men det satte Nikolaj Villumsen en stopper for, da han i sikker stil blev valg ind. AVISEN har taget en snak med Villumsen om alt fra socialisme til de helt store og aktuelle sager i EU.

Han er 37 år gammel, født og opvokset i Aarhus – og så er han meget politisk engageret. Lige nu er han valgt til Europa-Parlamentet for Enhedslisten, men hans politiske CV viser flere store resultater. Hans politiske tilhørsforhold har han aldrig været i tvivl om.

– Helt grundlæggende er jeg socialist og brænder for den grønne omstilling. Derfor mener jeg ikke, at der er bedre steder jeg kunne være end hos Enhedslisten, siger Nikolaj Villumsen med stor sikkerhed i stemmen.

Nikolaj meldte sig ind i Enhedslisten da han gik på efterskole i år 2000, så det er nu mere end 20 år han har været en del af partiet på Folketingets og Europa-Parlamentets venstrefløj. Men allerede inden han meldte sig ind havde han prøvet kræfter med politik – også på den store scene.

– Allerede i 1998, da jeg lige var fyldt 15 år, stod jeg på talerstolen til 1. maj i Aarhus. Det var foran 6.000 mennesker, at jeg stillede mig lige der og holdt min første tale. I virkeligheden kan man langt hen ad vejen takke Pia Kjærsgaard for, at jeg blev så aktiv i politik. De bragede frem – og jeg følte at der manglede et modstykke.

Fra at råbe på slotspladsen til at trykke på knapperne i salen

Enhedslisten har ofte et rygte som værende noget mere aktivistiske i deres politiske sager end så mange andre. Det har også gjort sig gældende for Nikolaj Villumsen, der inden han blev valgt har været en del af en række store demonstrationer.

– Det var en af de helt store sejre, at vi fik fjernet højrefløjen fra magten i 2011. Det var jeg ekstremt glad for at få lov til at være en del af. Det er en enorm ære, at få lov til at være folkevalgt, fortæller Villumsen og fortsætter:

– Men i virkeligheden er det også en kæmpe omvæltning. Mit engagement havde været i elev- og studenterbevægelsen, det havde været på velfærdsdemonstrationer – og jeg var demonstrationsleder på den store klimademonstration i 2015. Det der med at gå fra at stå og råbe på slotspladsen til at sidde i salen og kunne høre det, imens man træffer store beslutninger, det var en stor omvæltning.

Da Nikolaj stillede op til Folketinget i 2011 var det ikke med en forventning om at blive valgt. Enhedslisten var et lille parti, der ikke sad på mange mandater – og så var Holbæk-kredsen, hvor Nikolaj var opstillet, ikke en man regnede med kunne give valg. Men vælgerne ville det anderledes – og så kunne Villumsen kalde sig for Folketingsmedlem.

– Det kom som en ekstrem overraskelse, at jeg blev valgt til Folketinget. Vi er nu et parti med relativt mange medlemmer i Folketinget, men det var vi ikke dengang. Det kom som en kæmpe overraskelse for mig. Mandaterne faldt på en helt anden måde end vi havde regnet med, så det var noget af et chok jeg fik. Det var den dag i 2011, at mit liv ændrede sig.

Enhedslisten og EU – et nyt bekendtskab med store ambitioner

Det var først ved valget i 2019, at Enhedslisten valgte at stille op til Europa-Parlamentet, et politisk område de ellers har holdt sig udenfor. De har i mange år haft et tæt samarbejde med Folkebevægelsen mod EU, der i flere perioder har været repræsenteret, men Liste Ø har ikke selv været at finde på stemmesedlen. Men 2019 blev året de stillede op – og blev valgt.

– Først og fremmest havde vi et klart ønske om at trække EU’s politik i en grøn og socialistisk retning. Det var vores ønske og det er det jeg arbejder for hver dag. Det var ønsket da vi valgte at stille op til Europa-Parlamentet – og selvom vi godt vidste, at det ikke var sikkert at det ville lykkes. Men vi er meget glade for, at vi fik stemmer nok til at repræsentere venstrefløjen i Europa.

Samarbejdet med Folkebevægelsen mod EU hørte ikke op, bare fordi Enhedslisten selv ville på stemmesedlen også. De kæmpede side om side på flere politikområder, men Nikolaj Villumsen peger på, at der er områder hvor han tror Enhedslisten kan opnå endnu flere resultater.

– Det er klart, at vi havde håbet at der blev plads til et mandat til både Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU. Jeg er meget ærgerligt over, at Rina Ronja Kari ikke blev valgt. Vores valgforbund gik frem, men der var ikke nok til to mandater. Desværre, siger Nikolaj og fortsætter:

– Men når det er sagt, så tror jeg at Enhedslisten kan ting som Folkebevægelsen mod EU ikke kan. Det gælder ikke mindst den absolutte førsteprioritet omkring klima og miljø. Enhedslisten er også i Europa-Parlamentet for at styrke den europæiske venstrefløj. Der er jeg enormt beæret over, at venstrefløjsgruppen har valgt mig som næstformand. Der er ingen tvivl om, at selvom venstrefløjsgruppen langtfra er den største, så er vi ekstremt aktive og vi gør meget for at sætte dagsordener.

Store sociale dagsordner giver behov for at stå vagt om Den Danske Model

Nikolaj sidder i Europa-Parlamentets social- og beskæftigelsesudvalg, et udvalg der er med til at forme fremtidens sociale Europa. Men selvom det for en venstrefløjspolitiker kan lyde som en drøm, så kan det være udfordrende når man kommer fra Danmark. Den Danske Model er grundstenen i det danske arbejdsmarked – og det er en kamp for Nikolaj at stå vagt om denne model.

– Der er ingen tvivl om, at forsvaret for Den Danske Model – og i virkeligheden beskyttelsen af de mange sejre for Arbejderbevægelsen, er noget der ligger mig meget på sinde. Det er også en vigtig kamp at løfte i Europa-Parlamentet. Det er ikke mange af de 705 medlemmer der vågner hver morgen og vil kæmpe for Den Danske Model. For mig er det en af de vigtigste sager, fortæller Nikolaj Villumsen.

En af de største sager for de danske politikere, arbejdsgivere og arbejdstagere lige nu er EU-Kommissionens forslag om en europæisk lovbestemt mindsteløn. Det er en sag hvor flere af Nikolajs gruppefæller i venstrefløjsgruppen hilser tiltaget velkomment, men hvor Nikolaj og hans nordiske kolleger er meget kritiske.

– Der er stor forskel på holdningerne også til lovbestemt mindsteløn også i vores gruppe. Men den vigtigste diskussion er respekten for de nationale modeller. I Tyskland har man lovbestemt mindsteløn, det virker bare ikke. Det håber man EU kan løse. I Danmark skal politikerne bare blande sig udenom, for Den Danske Model har i mere end hundrede år leveret fantastiske resultater, forklarer Villumsen og fortsætter:

– Kernen af problemet med EU og løn er, at begynder man at lovgive om løn, for det er den direkte vej til mere EU-lovgivning på et område vi har styr på i Danmark. Man begynder at tromle de nationale modeller og lade politikerne bestemme. Men i vores gruppe har vi et fint samarbejde og en dyb respekt for, at vi er forskellige i vores udgangspunkter. Ligesom de andre ikke vågner og tænker på Den Danske Model, så vågner jeg jo heller ikke og tænker på den tyske. Det er rigtig svært og jeg frygter meget, at vi ender med at få trukket det her ned over hovedet.

Corona, genoprejsning og klimainvesteringer

Lige nu raser Corona-pandemien fortsat, men der er lys for enden af tunnelen. Vaccinen er her og flere er på vej. Håndteringen af både sundhedskrisen og den medfølgende økonomiske krise er afgørende, forklarer Nikolaj Villumsen.

– Det er klart at coronapandemien er afgørende at få styr på. Det er afgørende at sørge for, at der er vacciner til alle der vil – også til de fattigste lande i verden. Før vi får bugt med den, så vil vi være truet med nye mutationer, så vi skal arbejde hurtigt med at sprede vacciner ud i hele verden. Det er den lige nu og her mest afgørende ting, siger Villumsen.

– Derudover er det vigtigt at genrejse økonomien, at vi fører en aktiv økonomisk politik der holder hånden under folk, så ingen skal gå fra hus og hjem. Vi skal løfte i flok og lave de nødvendige investeringer til at starte økonomien op igen – og det skal være investeringer i den grønne omstilling. Klimaet skriger efter grønne arbejdspladser, forklarer han.

Grøn omstilling og klima er en mærkesag for både Nikolaj og Enhedslisten. De har kæmpet hårdt for ambitiøse klimamål, både på Christiansborg og i Europa-Parlamentet. Folketinget har givet Klimaminister Dan Jørgensen et mandat der hedder 65%-reduktion i 2030, Europa-Parlamentet har stemt for 60% og EU-Kommissionen arbejder for mindst 55%. Selv ville Nikolaj gerne mere ambitiøse mål.

– Vi ved jo fra videnskaben og forskerne, at mindst 65% reduktion i 2030 er afgørende for, at vi som mennesker kan gøre noget ved klimaforandringerne. Derfor er 55% og sågar også 60% utilstrækkeligt. Der må jeg sige, at jeg er meget bekymret. Jeg vil kæmpe benhårdt for mindst 65% og har kæmpet, men vi så at vi selv i Parlamentet havde svært ved at få flertal for 60%. Det er alarmerende og det er meget skadeligt, slår Villumsen fast.

– Der truer os store forandringer forude, hvis ikke vi får handlet i tide. Der er ingen tvivl om, at det her Europa-Parlament er mere grønt end tidligere, men desværre ikke grønt nok til at vi ender på opbakning til den nødvendige grønne omstilling. Vi har sågar set at kollegaer fra Danmark, der har været ambitiøse i valgkampen, men har haft svært ved at føre den ud i livet når de vigtige afstemninger har været der. Vi har ikke brug for tomme ord, men handling. Det gælder både ambitionen for den grønne omstilling, hvilke krav har vi til landene, men det gælder også i forhold til budget og landbrugsstøtte. Der så vi et katastrofalt resultat med et flertal for den sorte landbrugsstøtte, selvom man talte klimahandling i valgkampen, fortsætter han.

Fremtiden for EU?

Det kan være svært at spå om fremtiden. EU har siden oprettelsen været gennem flere faser. Det startede som en handelsunion, men er med årene bevæget sig i retningen af en mere social union med et fokus på sundhed. Så når man spørger Nikolaj ind til fremtidens EU, så kan han ikke give et klart svar

– Det er et enormt åbent spørgsmål. En stor ting for den nuværende EU-Kommission er konferencen om EU’s fremtid. Det er en stor prioritet – og der er mange forslag på bordet. Europæisk fagbevægelse vil have bedre beskyttelse af lønmodtagerne og at EU ikke angriber faglige rettigheder. Men vi ser også kræfter på den anden side der ønsker en langt større overførsel af magt til EU og en føderal stat, hvor man skal skabe EU’s forenede stater – og det håber jeg meget ikke er den retning man håber at gå i, siger Nikolaj og fortsætter:

– Var man spåkone kunne man give et svar, men der er mange bolde i luften. Det kan blive fugl og fisk, jeg håber man går i retning at et mere demokratisk, solidarisk og grønt Europa, men jeg frygter at man ser en centralisering hvor det er sværere at få indflydelse.

EU får tit skyld for at være meget langt væk fra borgerne – ikke kun fysisk, men også i beslutningerne. Men når EU rykker sammen om vigtige områder, så bliver der skabt resultater til gavn for borgerne, forklarer Nikolaj.

– Noget som har været ekstremt vigtigt for mig at være en del af – og som er en stor sejr, det er vejpakken. Helt konkret har vi forbedret forholdene for de tre millioner chauffører i Europa. Når man kører på danske landeveje, så er det danske forhold der gælder. Det svineri vi har set tidligere, det er ganske enkelt ikke i orden. Det er noget der, når det lykkes EU at rykke som de gjorde med vejpakken, så rykker det også helt konkret for chauffører i Danmark, fortæller han.

– Der er ingen tvivl om, at EU på mange måder er en stor mastodont der kan være svær at påvirke og hvor man til tider kan føle, at det er en damptromle som brager afsted – ikke mindst når vi taler mindsteløn, men samtidig er det også et sted hvor, når man får skabt et godt resultat som med vejpakken, det rykker for millioner af mennesker, fortsætter Nikolaj.

Det er altså en optimistisk, men kritisk mand Enhedslisten har siddende i Europa-Parlamentet. Vejpakken har været en kæmpe succes for Danmark og dansk fagbevægelse – og kampen mod en europæisk mindsteløn er langt fra slut. Men Nikolaj forsikrer, at han fortsætter kampen i Europa-Parlamentet.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer