Den tidligere teaterchef på Fredericia Teater, Søren Møller, har fået nyt job som teaterchef på Øster Gasværk Teater.

Onsdag formiddag kunne Søren Møller på sin Facebook-profil meddele, at han har fået nyt job hos Øster Gasværk Teater. Samtidig oplyser han i opslaget, at han frem til nytår er konstitueret leder på Den Danske Scenekunstskoles musicaluddannelse i Fredericia.

Det var derfor en glad Søren Møller, som vi talte med på telefonen om det nye job hos Øster Gasværk Teater.

– Jeg får en overgangsperiode fra den 1. januar og frem til den 1. juli, oplyser Søren Møller og kommer ind på jobbet:

– Øster Gasværk er et fuldstændig venue, og det har sit eget arkitektoniske udtryk og kan noget særligt. Jeg har altid været betaget af bygningen. Siden de kørte store musicals i 90’erne har jeg forbundet den med det. Jeg har aldrig kigget den vej i forhold til, at  jeg skulle være leder for den, fordi jeg var gift med projektet i Fredericia Teater. Da det endte som det gjorde, så åbnede verden sig op for mig på en anden måden og jeg fik en mulighed, som jeg ikke havde set komme, siger han.

– Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted. Det er et drømmejob forstået på den måde, at jeg kun fokuserer på det kunsteriske, og det er en kæmpe gave. Det var vi også igang med i Fredericia, men her har man gjort det fra starten. Det med at lede det kunstneriske er det jeg er allerbedst til, og at det så sker på sådan en venue er næsten uvirkeligt, siger Søren Møller.

Efter Søren Møllers afsked med Fredericia Teater har det været en speciel tid, som han har været igennem.

– Der er ingen tvivl om at man ikke gennemgår sådan en proces uden at reflektere rigtig meget over tilværelsen og tingene i det hele taget. Der er ting, son jeg ikke ville udsætte mig selv for igen, konstaterer Møller, der har idéer, men ikke kommer til at lave det hele om:

– Der bliver en overlevering, og jeg skal ikke revolutionere noget. Jeg har god tid til at få landet de aftaler, som jeg skal. Jeg har en klar drøm og vision om at få aktiveret arkitekturen til fremtidige forestillinger, og det forarbejde er jeg igang med nu, siger Søren Møller.

Med det nye job, så giver det også Søren Møller og familien logistikmæssige udfordringer, som de har løst.

– Jeg kommer til at rykke til København. Vi har planer om at have en bolig i både Fredericia og København i et par år, og så må vi se efterfølgende. Jeg vil være en del af nærområdet for at kunne gå i dialog med nærområdet, som jeg har været det i Fredericia. Jeg drømmer om at få skabt en destination, som hele Danmark bruger, siger Søren Møller, der ikke kunne ønske sig en bedre start:

– Jeg kunne ikke ønske mig at starte 2022 på en bedre måde. Det er en meget ydmyg, taknemmelig og stolt Søren Møller, der har fået det her job, slutter han.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her