Solbjørk Minke Anderson skulle have været en del af det danske OL-hold ved kvindernes linjeløb, men en ulykke har desværre kostet hende deltagelsen.

Først på eftermiddagen torsdag blev Solbjørk Minke Anderson uforskyldt påkørt af en bil på en træningstur hjemme i Danmark, og sammenstødet har desværre resulteret i et brækket kraveben. Dette medfører, at hun nu ikke kan stille til start ved OL.

“Vi er enormt kede af det på Solbjørks vegne og ønsker hende god bedring,” udtaler elitechef i Danmarks Cykle Union Morten Bennekou.

“Hun er en rytter i rivende udvikling og har haft OL som ét af sine store mål for sæsonen, og det er virkelig ærgerligt, at hun ikke får lov til at udleve det. Ulykken betyder, at vi nu foretager en udskiftning i truppen, og derfor bliver det i stedet Rebecca Koerner, der stiller til start.”

Danmarksmester i linjeløb Rebecca Koerner gør sig nu klar til at tage til Paris som en del af OL-holdet, der også tæller Emma Norsgaard Bjerg og Cecilie Uttrup Ludwig.

”Vi føler virkelig med Solbjørk. Det er en drøm, der er brast for hende, og vi havde glædet os til at se hende på vejene i Paris. Heldigvis er hun ung, så vi håber, at hun får en ny olympiske mulighed om fire år, når legene afvikles i Los Angeles,” siger Søren Simonsen, der er chef de mission for det danske hold.

Linjeløbet bliver afviklet den 4. august. Forinden er der enkeltstart den 27., hvor de danske kvinder stiller med Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg. Solbørk Minke Anderson skulle ikke have kørt enkeltstart og var derfor ikke ankommet til Paris endnu.