Special Minds i Kolding passer godt på miljøet og giver samtidig en chance til mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Det bringer nu virksomheden i spil til CSR People Prize. Prisen uddeles til Cabis årskonference den 24. marts 2021.

CSR People Prize har eksisteret siden 1999 og er Cabis hyldest til virksomheder, der gør en særlig indsats for, at udsatte kan få en chance på arbejdsmarkedet. Det kan fx være virksomheder, der ansætter mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, fastholder ansatte, som risikerer at miste jobbet, eller som forebygger fx nedslidning, stress eller mistrivsel.

Erhvervslivet og forskningsverdenen er stærkt repræsenteret i juryen bag prisen, som har været på en hård opgave med at indsnævre feltet af de mange indstillede virksomheder til de ni endeligt nominerede. En af de nominerede er Special Minds i Kolding.

I år uddeles også en CSR People Særpris, og det er netop i denne kategori, at Special Minds er en af de tre nominerede. Særprisen går til en virksomhed, som både arbejder med cirkulære forretningsmodeller og skaber arbejde til mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.

Special Minds skaber job til mennesker med autisme

Special Minds i Kolding har et godt samarbejde med Kolding Kommune, hvor virksomheden køber kommunens udtjente IT-udstyr og –skrot og sælger det videre. Er udstyret defekt bliver det repareret eller brugt som reservedele. Stationære computere, som ikke har nogen videre salgsværdi, bliver opgraderet og solgt som minigamercomputere.

Alt dette varetages af fem medarbejdere hos Special Minds, som alle har udfordringer som autisme, angst, ADHD eller ADD. Virksomheden har formået at tilpasse opgaver, arbejdstid og skånehensyn, så det passer godt til deres behov. Derudover har Special Minds i Kolding også ansat fx rengørings- og kantinepersonale, som har forskellige skånehensyn.

Spidskompetence at hjælpe andre

Juryen bag prisen fremhæver Special Minds i Kolding som en virksomhed, der har gjort det til en spidskompetence at tage imod mennesker med særlige udfordringer og koble dem med arbejdsopgaver, der passer til dem. Samtidig formår virksomheden også at give nyt liv til IT-udstyr, som ellers ofte ender med at blive kasseret til stor gene for miljøet.

Forretning, grøn omstilling og socialt ansvar går hånd i hånd

Det tæller med i nomineringen til årets særpris, at Special Minds i Kolding formår at tjene penge, samtidig med at ressourcer genanvendes og genbruges skabernye arbejdspladser til mennesker med særlige kompetencer og en sårbarhed, der håndteres i organisationen. Special Minds kan som nomineret til særprisen inspirere andre, der kan se miljøudfordringen med ressourcer, der bør genanvendes, samtidig med at modellen kan motivere andre kommuner til at arbejde med alternative udbud.

CSR People Prize uddeles i år i tre kategorier:

Virksomheder med mere end 250 ansatte
Virksomheder med op til 250 ansatte
CSR People Særpris – Cirkulær økonomi og arbejde til flere.
Special Minds i Kolding er nomineret til CSR People Særpris sammen med Fischer Lighting og Råt&Godt.

Se alle nominerede virksomheder på Cabis hjemmeside

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer