Hvad der skulle være en hyggelig weekend i håndboldens tegn, er endt med dårlige maver hos mange fredericianske håndboldspillere. Til påskestævnet AGF CUP i Aarhus er 10-12 hold blevet sendt hjem, fordi flere børn har symptomer på madforgiftning, heraf mange hold fra Fredericia Håndboldklubs ungdomsafdeling.

Efter i flere år med restriktioner, aflysninger og færre håndboldstævner, var det i påsken tid til de traditionelle påskestævner. Det gjaldt også til AGF Cup, hvor ungdomshold så frem til at være sammen til stævner, som man har været vant til, men for 10-12 hold endte det i opkast. 

På AGF Cups hjemmeside fremgår det, at flere kampe søndag er blevet aflyst, og stævneansvarlig, Susanne Svejstrup, oplyser, at 10-12 hold har måtte trække sig fra turneringen.

– De har ikke kunnet stillet hold, men det er ikke ensbetydende med, at de er syge allesammen, siger hun til Ekstra Bladet.

Blandt de ramte hold er Fredericia Håndboldklub og Køge. Forældre har oplyst til AVISEN, at de har være i Aarhus for at hente deres børn, der har spillet kampe i Frederiksbjerg Hallen og i den traditionsrige Stadionhal. 

Forældre fortæller, at de blev ringet op lørdag aften, natten til søndag, og søndag morgen. Her blev de gjort bekendt med, at der var mistanke om madforgiftning, og at deres børn kastede op og var dårlige. På en skole, Tranbjerg Skolen afdeling Grønløkke, var mange hold ramt. Her måtte trænere og ledere hjælpe de syge spillere gennem natten. Det foregik næsten i pendulfart mod toiletterne, og flere tog ophold i fællesrum for at være tættere på toiletterne.

AGF Cup kontaktede derfor Fødevarestyrelsen, der bekræfter, at der har været en anmeldelse omkring sygdom ved stævnet.

– Når man er til et stort stævne, kigger vi normalt på to ting. Vi kigger på, om der er tale om Roskilde-syge, da det kan smitte, når mange mennesker er sammen, og man bliver syg inden for 24-36 timer efter smitte. Den anden ting, der kan ske, er, at der sker nogle op- og nedkølingsfejl. Og så kommer der det, der hedder sporedanner, der udskiller en form for giftstoffer, der også giver noget hurtig sygdom. Men det er ikke det billede, der er tydeligst her, siger Nikolas Hove, der er beredskabschef hos Sundhedstyrelsen, til Ekstra Bladet.

Susanne Svejstrup peger dog på, at det kan være tilbagekaldte Kinder-produkter, der blev kaldt tilbage, da der var mistanke om salmonella. Den forklaring køber Nikolas Hove dog umiddelbart ikke, og de forældre, som AVISEN har talt med, fortæller at deres børn slet ikke har været i nærheden af produkterne.

Derimod tyder det på, at der kan være tale om en norovirusinfektion (roskildesyge), der på SSI’s hjemmeside beskrives som en sygdom, der ofte ses i sammenhænge, hvor mange mennesker er samlet indendørs. Ofte skyldes smitten fødevarer, der er blevet forurenet med virus og viser sig så som udbrud blandt restaurantgæster, kantinebrugere eller lignende.

AVISEN har været i dialog med FHK, der stadig er ved at danne sig et overblik over, hvor mange ramte, der er tale om. Flere er nemlig blevet syge over mange timer.