Om det var DR selv, eller krav fra partierne der skulle enes om at stille op til debat, der fik konceptet skruet sammen, så blev duellen søndag aften mellem Mette Frederiksen (A), Jacob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (C) eksemplarisk for dårlig formidling. Der var ganske enkelt for lidt tid til de mange emner, som redaktionen på statskanalen havde smidt ind i deres tilrettelæggelse.

Det er et velkendt fænomen fra mange valg de sidste årtier, at tv-kanalerne fuldstændig fejler deres opgave som formidler af demokratisk debat. Årsagen er historisk den, at man har langt flere ambitioner om, hvad der skal snakkes om, end tid til at snakke om det. Det er et stort problem for folkestyret, og det er heller ikke løst i 2022, hvor der nu atter er gang i et Folketingsvalg. Aftenens vært, Kim Bildsøe, var håbløst overbebyrdet med den umulige opgave. Ikke nok med at han havde tre debatører. Så havde redaktionen også besluttet at der skulle være faste emner, og allerværst, de rædselsfulde “spørgsmål fra vælgerne”, der typisk udvælges for at underbygge redaktionernes egne vinkler. Formatet er katastrofalt. Det er praktisk talt umuligt at få fornuftige, fyldestgørende og udtømmende svar, når værten konstant er nødt til at afbryde og skøjte videre med denne sætning:

“..vi skal nå så meget”.

Nej, det skulle vi så ikke. For vi nåede faktisk ikke ret meget. Debatten blev overfladisk, utydelig og med manglende substans. Samtidig var Mette Frederiksen bedøvende ligeglad med længden af hendes svar og indlæg. Hun tog ordet og fyldte luften med endeløse svadaer i øst og vest, når det passede hende. Har man nerver til at sidde med et ur og tage tid, så talte hun vel 3/4 af tiden. Prøv gerne at tage tid inde på dr.dk. Hvad værre er, så formåede Kim Bildsøe fint at få afbrudt Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen. Den konservative statsministerkandidat blev endda på et tidspunkt lovet, at han fik lov til at svare på en påstand mod ham “senere”, men det glemte Bildsøe, som i stedet for, efter endnu en Mette Frederiksen-bulletin, fik startet et nyt emne op. Så er alt jo glemt, skal man forstå.

Det er ikke Kim Bildsøe, der er problemet: Det er tv-produktionen og den redaktionelle indsats, der er ubegavet. Først og fremmest er det meningsløst at afsætte kun 60 minutter, når man vil gennem 4 store emner. Det vidste Bildsøe godt, for han undskyldte nærmest indledningsvist ved at slå fast, at “vi har så travlt”. Hvorfor har vi dog det? For de vælgere der har valgt at besøge statskanalen, på en søndag aften, for at se statsministerkandidaterne, handler det vel om at finde ud af, hvad der er politik hos debatørerne? Hvorfor så sætte et æggeur op og lade det køre i 60 minutter indtil “dingelingeling”?

Det er ærgerligt for demokratiet og folkestyret. Det giver også politikerne mulighed for at slippe ud af alverdens postulater, fordi der ikke er tid til at bore i noget. Den overfladiske tilgang gavner kun populismen. Ikke demokratiet.

Mette Frederiksen var mere defensiv og undvigende, end hun nogensinde er set tidligere. Samtidig virkede Jakob Ellemann-Jensen fuld af overskud, og slet ikke som den karakterløse fremstilling af hans person, han ellers må stå model til i mediedækningen. På trods af de urimelige odds, hvor statsministeren åd levetiden ud af æteren, så lykkedes det ham, hver gang han har fik ordet, at få leveret et budskab præcist og kontekstuelt. Allerskarpest, hvis ikke endda mindeværdigt, fik han til sidst naglet Mette Frederiksen fast på korset, da han til hendes ligegyldiggørelse af Mink-skandalen sagen kom med et skarpt svar. Han sagde at målet ikke helliger midlet, og at det ikke er nogen undskyldning at køre for stærkt, bare fordi man har travlt. Det fremstillede en klar moralsk forskel på statsministeren og ham selv. For Mette Frederiksen fastholdte reelt set, at hun ikke havde gjort noget forkert. Hun var næsten på vippen til at sige, at hun ville gøre det igen.

På den måde lykkedes det for Venstre og Det Konservative Folkeparti at få det værste frem i Mette Frederiksen. Ellemann-Jensen gik til stålet og sagde hun var magtfuldkommen. Det gjorde hende tydeligvis vred.

“Så lad os lige tage den!”, sagde statsministeren.

Men det gjorde hun ikke. Hun begyndte bare at snakke om noget andet, efter at hun reelt havde brugt “målet helliger midlet”-argumentet endnu engang. “Hvad ville du have gjort”! Ja, Ellemann-Jensen forklarede, at han ville have overholdt loven. Søren Pape-Poulsen ville have en “second opinion”. Denne del af debatten illustrerede hvor Socialdemokratiet står svagest i valgkampen:

Det er deres partiformand og statsminister, der er deres absolut største problem. For mange vælgere bryder sig ikke om arrogance og ligegyldighed overfor loven. Minkskandalen er svær at undskylde, og det er en strategisk fejl, at Mette Frederiksen ikke beklager noget. Om den alligevel giver pote, kommer an på om vælgerne køber kampagnerne for at de borgerlige vil tage Arne-pensionen fra nogen. Her havde Venstre dog udviklet et klart modsvar: Det vil man ikke, for der er ikke flertal for at afskaffe Arne-pensionen. Heller ikke blandt de borgerlige. Søren Pape Poulsen rodede sig ud i en debat om Arne-pensionen, og det var en klar fejl. Hver gang det lykkedes socialdemokraterne at få taletid om Arne, de nedslidte og hvem der får taget hvad fra dem, så vinder de på det. Ellemann-Jensens klare afvisning var intelligent, og fik lukket munden på Mette Frederiksen hurtigere end hun kunne sige statsminister.

Det Konservative Folkepartis statsministerkandidat formåede også at være en vanskelig modstander for statsministeren. Retorisk er han stærk, og han udstråler både selvtillid og overskud. Men debatformatet gavnede ham ikke. Han er ikke typen der afbryder andre, og tager ordet. Kort sagt er han det modsatte af Mette Frederiksen, der altid optræder som den uopdragne kusine, hvor selskabet skal høre hele historien om hendes seneste tur til Ikea, uden at man kan høre sig selv tænke. Hun vifter med armene, peger i øst og vest, står med hænderne foldet som om hun er til korsang i kirken, og virker generelt utålmodig med hele processen. Som om hun har vigtigere ting at give sig til. Et valg er rent ud sagt tidsspilde, “jeg har vigtigere ting at give mig til, Danmark skal ledes af mig”.

Det var synd for Søren Pape Poulsen, der dog fik hjælp af Jakob Ellemann-Jensen. Når Pape Poulsen ikke fik lov til at svare på angreb, så kunne Venstres formand slå et slag for ham. Dog ikke på anklagerne rettet mod den konservative plan, som journalisterne på DR havde udset sig til at være et virkelig stort problem. Første del af debatten mobbede man løs på ham, og han kunne praktisk talt ikke få lov til at svare. Hans frustration var tydelig. Reelt burde han have overvejet at forlade studiet i protest. Det er rent ud sagt at gøre grin med folk, når man afbryder dem på den måde.

Journalisterne bag programmet må have en generel opfattelse af, at folk ikke gider høre på politikerne. Det bliver helt sikkert det samme på TV2. Indstillingen lader til at være, at de skal afbrydes, sendes i øst og vest, men ikke mindst at ordstyren skal blande sig. I virkeligheden burde ordstyren holde sin kæft. Politikerne skal nok selv klare det. Det er muligt at mange vælgere ikke orker at høre på en debat, men man kan fint klippe småbidder fra en debat sammen til dem. For andre og mere begavede mennesker ville det være en fordel, hvis man for det første holder op med at bestemme, hvad politikerne må tale om. Dernæst holder kæft og lader dem tale selv. Og endeligt smider det elendige æggeur ned i andedammen foran DR eller Sydhavnen på TV2.

Lærte vi så noget af denne statsministerduel?

Ja. Vi lærte at Ellemann-Jensen er en fighter. På trods af dårlig presse, dårlig medieomtale og konstant kritik fra de etablerede meningsdannere, så er han knivskarp, ikke mindst når det gælder de reelle forskelle på Socialdemokratiet og Venstre:

Forskellen er, at Venstre vil have folk selv må bestemme og vælge, mens Socialdemokratiet vil bestemme for dem, argumenterede han. Midt i det redaktionelle sjuskeri med at ville barbere inflationskrise, sundhedsvæsen, psykiatri og klima (!) ind på sølle 60 minutters taletid. Og bemærk, man mente ikke at Minkskandalen skulle være et vigtigt emne. Men det lykkedes rent faktisk for Venstres formand at smække et “Mink”-skilt på panden af Mette Frederiksen, og Søren Pape Poulsen fik også sat et på ryggen af hende.

Hvor DRs format burde have gavnet statsministerens stil, fordi hun fyldte så meget, så endte det med at fremstille hende som usympatisk og overfladisk. Selvom man generelt kan være kritisk overfor konceptet om, at tv-kanalerne gerne vil lave disse “præsidentdebatter” efter amerikansk forbillede, hvor vi skal se lederne af spidspartierne slås med færdiglavede og udpenslede parat-svar, forfattet af deres spindoktorer. Så var vinderen utvivlsomt Jakob Ellemann-Jensen. Ikke at Søren Pape Poulsen var dårlig. Slet ikke. Men han har ikke den aggressivitet, som Mette Frederiksen udstråler, og som er godt for dette rædselsfulde tv-koncept. Derfor fremstår han mere som et mobbe-offer i skolegården. Alligevel lykkedes det ham at bevare fatningen og få slået nogle huller i statsministerens Dronninge-aura. Men Venstres formand var heldig med at have fået rollen som outsider. Det gav ham plads til at komme med de uventede replikker, som tydeligvis provokerede statsminister Mette Frederiksen så meget, at hun ikke kunne skjule det.

Det allerbedste for de borgerligere partier er, at Jakob Ellemann-Jensen formår at tale præcist mod Socialdemokratiets eneste våben, nemlig kampagner fra fagbevægelsen og dem selv om, at de blå partier vil gøre alle fattige og stjæle den sidste velfærdskrone og oprette nye fattiggårde over hele landet. Venstres formand viste sig som fighteren, der tager slag efter slag, men rejser sig op og kæmper videre. Rollen som undervurderet kan vise sig at være en gave til Jakob Ellemann-Jensen.

Skriv en kommentar