Borgmester Steen Wrist (A) troppede tirsdag klokken 09:30 op i Erritsø Idrætscenter, hvor han afgav sin stemmer til kommunal- og regionsvalget. Wrist ser tilbage på en valgkamp, der er forløbet i en god tone.

Så kom dagen. Der er blevet sagt og skrevet meget om den 16. november, og nu er dagen kommet, og det kan Wrist godt mærke.

– Sommerfuglene er mere levende den her gang. For mig har det ikke været i flere, som jeg har været i gang, da jeg har haft et borgmesterarbejde at passe og det har jeg stadigvæk , men sommerfuglene trives fint, siger han.

I Erritsø Idrætscenter er der flere velkendte ansigter til stede ved bordene. Steens kone, Berit, er en af dem, og for kandidaterne Vibe Dyhrberg (A) og Søren Schou (V) sad også ved et bord, og valgstyrformanden, Christian Jørgensen (V) holder øje med, at det foregår som det skal.

Steen Wrist med stemmeseddlen til kommunalvalget. (Foto: AVISEN)

I hallen, hvor der stemmes, går snakken på en dag, hvor demokratiet er i højsædet.

– Det er en festdag. Jeg har selv brugt min stemme og jeg håber, at de over 30.000 fredericianere, der er stemmeberettiget, bruger deres stemme, siger Steen Wrist.

Steen Wrist har ført en valgkamp, hvor temaet har været “en hverdag der hænger sammen”.

– Det har været en god valgkamp med en fin tone, og vi har været synlige og har et godt hold. Jeg vil også sige, at når vælgerne har sat krydset, er det vigtigt, at partierne kigger på hinanden, og siger, at vi skal det bedste for Fredericia, siger Wrist.

Med en stigende coronasmitte har der været skærpede tiltag fra kommunen og regeringens side op til valget, men Steen Wrist oplevede det som en tryg oplevelse at stemme.

– Der er god afstand og det glider fint. Nu er der ikke meget kø, og jeg tror folk fordeler sig meget ud over dagen, så det er bare med at stemme, når man kan. Det er en tryg oplevelse og valgstederne har gjort det meget professionelt og sikkert. Jeg mærker ikke den store forskel i forhold til tidligere udover, at der er håndsprit, slutter Steen Wrist.

Der kan stemmes frem til klokken 20:00 tirsdag aften.

Skriv en kommentar