Det endte som en stor succes, da det danske dartlandshold sidste uge deltog ved europamesterskaberne i Slovakiet.Ikke siden 2008 har det danske herrelandshold vundet medaljer ved EM, men det blev der sat et brat punktum for i weekenden, da det danske herrelandshold sikrede sig bronzemedaljer i holdkonkurrencen, der er en af i alt tre discipliner ved mesterskaberne. 

Landsholdet var repræsenteret af spillerne Andreas Toft Jørgensen, Simon Bak, Michael Mogensen og Brian Løkken, mens Daniel Thybøl fra Fredericia var med på holdet i sin kapacitet af dansk herrelandstræner. Daniel Thybøl har været landstræner for det danske herrelandshold siden december måned, og den blot 28-årige skolelærer var i sin EM-debut med til at sikre det bedste danske landsholdsresultat i 16 år. 

Foruden holdkampen blev der også spillet både single og double ved EM. Resultaterne i de respektive discipliner giver point til det samlede EM-regnskab, hvor Danmark sluttede som nummer syv ud af samtlige 40 nationer. Også det resultat er det bedste resultat for det danske herrelandshold siden 2008.

– Vi er naturligvis ekstremt tilfredse, udtaler Daniel Thybøl ovenpå europamesterskabet. 

– Vi havde på forhånd håbet på medaljer, men at det rent faktisk blev realiseret er langt mere, end hvad vi kunne have forventet. Det er et stort resultat, der vidner om, at dansk dartsport bevæger sig i den rigtige retning, og det giver i dén grad appetit på mere. Jeg er sikker på, at vi har et endnu større potentiale i fremtiden, så vi skal arbejde endnu hårdere end vi allerede gør fremadrettet, afslutter han.

Europamesterskabet blev i sidste ende vundet af det svenske landshold foran Holland på andenpladsen og England på tredjepladsen.