Midt- og Vestjyllands Politi har onsdag den 30. marts gennemført en større politiaktion mod 12 forskellige adresser fordelt rundt omkring i Jylland. Tre mænd er blevet anholdt, sigtet for rufferi, mens en kvinde i morgen forventes fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at opholde sig ulovligt i landet.

Siden årsskiftet har Midt- og Vestjyllands Politi efterforsket en større sag om rufferi, hvor en gruppe personer har været under mistanke for at udleje lokaler rundt omkring i Jylland til at drive bordelvirksomhed.

I dag, onsdag den 30. marts 2022, slog politiet så til på i alt 12 forskellige adresser i henholdsvis Nordjyllands-, Østjyllands-, Sydøstjyllands- og Midt- og Vestjyllands Politikreds.

I forbindelse med aktionen blev tre personer anholdt, alle sigtet for rufferi. Der er tale om en 57-årig mand fra Bording, en 43-årig mand fra Skanderborg og en 63-årig mand fra Struer.

På de pågældende adresser er der i løbet af dagen blevet foretaget ransagninger, mens der nu skal foregå yderligere efterforskning for at fastslå omfanget af rufferiet.

– Vores aktion er forløbet uden problemer, og fra tidlig morgenstund kunne vi få anholdt de personer, vi gik efter. Efterfølgende har vi med assistance fra et par øvrige kredse fået foretaget de ransagninger, vi havde brug for, siger Theis T. Thylstrup, der er fungerende politikommissær i efterforskningsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulovligt ophold i landet

Midt- og Vestjyllands Politi fortsætter efterforskningen af sagen den kommende tid. En thailandsk kvinde med tilknytning til en adresse i Bording forventes i løbet af dagen i morgen at blive fremstillet i grundlovsforhør i Herning med henblik på at skulle udvises af landet. Kvinden er sigtet for at have opholdt sig og arbejdet i landet uden tilladelse.

– Denne sag viser, at vi i politikredsen har et stort fokus på prostitutionsområdet, og på de personer, som driver virksomhed ved prostitution. Bagmændene tjener penge på, at andre modtager betaling for seksuelle ydelser, hvilket vi på ingen måde kan acceptere,” siger fungerende politikommissær Theis T. Thylstrup.

Han tilføjer:

– Vi er meget tilfredse med det foreløbige resultat, som på baggrund af et stort stykke arbejde fra efterforskerne nu har ført til sigtelse af de tre personer, som vi formoder står bag.

Den koordinerede aktion blev foruden assistance fra Nordjyllands- og Sydøstjyllands Politi foretaget i samarbejde med Skat. Yderligere to kvinder blev anholdt i Vejle, sigtet for ulovligt arbejde.