Experience Fredericia oplever i disse måneder succes med at få store virksomheder samt kædevirksomheder til at placere events, konferencer og møder i Fredericia.

Experience Fredericia, der er en del af Business Fredericia, har siden årsskiftet fået flere og flere store virksomheder samt kædevirksomheder til at overveje Fredericia som potentiel destination for kommende arrangementer. På kort tid er der allerede booket en række kommende arrangementer i byen. En målrettet proaktiv indsats giver pote.

– 60 procent af alle hotelovernatninger i Fredericia er erhvervsturister, og vi har sat et strategisk mål om at få flere virksomheder til at bruge Fredericia. Vi arbejder lige nu med over 50 virksomheder og organisationer, hvor vi er i forhandling med flere og en række har allerede takket ja til Fredericia i 2022, 2023 fortæller Charlotte Steen Henriksen, der er Brand- og Marketingansvarlig hos Experience Fredericia og fortsætter:

– Fredericia kan imødekomme stort set alle type arrangementer. Det er alt fra konferencer, møder, virksomhedsarrangementer, kurser, messer og de helt store events for tusindvis af mennesker, hvor muligheden i høj grad er til stede for at koble flere aktører og oplevelser i byen. Hos Experience Fredericia er et af vores primære fokus, at vi løfter i flok for at nå succesfuldt i mål med kunden. Experience Fredericia byder ind med stor ekspertise indenfor erhvervsturismeområdet og er ”limen” i forhold til en lang række aktører. Men for at kunne ”sætte barren højt” og udnytte det store potentiale Fredericia har indenfor erhvervsturismen, er det vigtigt, at vi spiller sammen med de mange aktører og organisationer, som er i byen. Vi bliver stærkere sammen og derfor laver vi også arbejdsgrupper på tværs af flere typer aktører og brancher, hvor det giver mening. Arbejdsgrupperne består af f.eks. virksomheder indenfor energi og klima, afdelinger i kommunen som f.eks. Visit Fredericia, kultur og musiklivet og oplevelsesindustrien generelt. Det handler om at koble ressourcer, som giver mening for en konference- eller eventplanlægger.
– Vi arbejder primært med store danske virksomheder og kædevirksomheder, der laver en bred type af arrangementer lige fra f.eks. bestyrelsesmøder over konferencer med alle salgsafdelinger til events, der måske betyder op til 10.000 gæster.

Visningstur giver pote

En af opskrifterne på at tiltrække virksomheder er visningsture, hvor Experience Fredericias Salgs- og Tiltrækningsansvarlig Chris Hermansen, tager virksomheder med rundt i Fredericia.

– Vi har fået rigtig god feedback på denne nye indgang til at tiltrække virksomhederne. Kunderne reagerer positivt på den visuelle fortælling, og kigger vores vej. Det gælder også vores koncept om businessværter, hvor fredericianske virksomheder; lokale og internationale, slår dørene op. Vi viser relevante produkter, og det virker. Efter otte måneders arbejde, kan vi se, at det bærer frugt. Der bookes både hotelovernatninger og arrangementer på forskellige lokationer. Det er alt fra to-dages-arrangementer til en klimakonference, siger Chris Hermansen.

Interessen for budskabet og de synergier, der kommer via det brede view, som Experience Fredericia har over byens unikke muligheder, giver kunderne noget særligt. Koblingen mellem de forskellige virksomheder, organisationer og personer giver resultater, og interessen er stor, også fra en mangeårig mødebooker, som har været med på en af Experience Fredericias visningsture:
 

– Udover præsentation af en række af byens venues, som meget vel kan dække nogle af vores behov, var der på turen en løbende sparring. Experience Fredericias fokus i forhold til at bringe byens DNA med ind i de muligheder, som de giver mødegæsterne, er spændende. For mig som mødebooker, er det vigtigt med et samarbejde, hvor mine samarbejdspartnere aktivt spiller ind med viden og gode ideer og meget gerne også de lidt mere ”skæve” af slagsen, fortæller Bettina Arens.
 
Den oplevelse og feedback hører Experience Fredericia ofte. Det viser, at den proaktive indsats virker.

– Vi kobler fortællingen og muligheder sammen med Fredericia som destination, historie og DNA. Men vi arbejder også med den enkelte kundes muligheder i byen, og hvad der kan passe ind for dem. Otte måneder inde i 2022 og efter en begrænsende Coronatid kan vi se, at det virker med os i rollen som limen til kunden. Fredericia giver mange muligheder for at koble ting – om det er kultur, natur eller erhverv, og dertil kommer den sublime geografiske placering i landet kombineret med, at man kan nå det hele på kort tid, når man bruger byen, fortæller Charlotte Steen Henriksen og slutter:

– Vi fortsætter naturligvis jagten på de store kæder og virksomheder, og det gør vi i en cyklus, så vi får alt fra jubilæumsfesten til de kommende kurser. Vi ved nemlig, at vi kan trække flere arrangementer ud af en kunde, når vi løfter niveauet op og giver dem noget særligt i Fredericia.