Annonce

ADPs CEO, Rune D. Rasmussen er meget tilfreds med borgerdialogmødet i går omkring havneudvidelsen i Fredericia. Han fortæller, at der vil komme flere dialogmøder. Viceborgmester Susanne Eilersen (O) og byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (C) deltog også i mødet om havneudvidelse, og det gjorde indtryk på begge.

Der var fyldt i PortHouses kantine i går aftes, da havneselskabet ADP A/S havde inviteret til dialogmøde omkring den kommende havneudvidelse i Fredericia.

Hør, hvad CEO for ADP A/S, Rune D. Rasmussen, sagde til borgerdialogmødet.

To politikere deltog i arrangementet, og begge er enige om, at dialogen med borgerne var god, men også vigtig for fremtiden.

– Det var en god aften, og et godt møde. Det var konstruktivt, der var mange gode og kritiske spørgsmål, men i en god og ordentligt tone. Jeg kan sagtens forstå, at når man er nabo til så stor arbejdsplads, så har man bekymringer. Det samme har vi haft ved Dansk Folkeparti, som jeg har nævnt tidligere. Det var naturligvis støj og infrastruktur, der var hovedemnerne i debatten, og det er præcis de samme emner, vi har tænkt over, men som jeg også sagde før mødet, så bunder meget jo ofte i, at man skal vide mere om projekterne. I går hørte vi mere om projektet, og fik belyst flere områder, der netop gav den gode dialog og forståelse, siger Susanne Eilersen.

I august er der igen dialogmøde på programmet, når kommunen inviterer i forbindelse med høringsfasen og en lokalplanændring, og det er viceborgmesteren glad for, men hun opfordrer også til en løbende dialog.

– Mødet i går viser den erfaring, man gør sig som beslutningstager, at man får god viden og forståelse for de problemstillinger, der kan være for borgerne. Derfor vil jeg også opfordre til, at man holder dialogmøderne undervejs i den kommende byggeproces, når man går i gang med at udvide havnen. Der kan ske meget, og kører noget eksempelvis af sporet, er det vigtigt at kunne justere på processen, siger Eilersen og tilføjer:

Annonce

– Det betyder faktisk noget, at borgerne bliver hørt. Borgerne må aldrig føle, at de har sagt en masse, men ingen lytter. Beslutningerne må ikke bare være klappet af. Det duer ikke, der er dialogen meget bedre. Klaus (Klaus Andersen, CEO, Fredericia Shipping red.) sagde det præcist: ”Vi vil hellere være samarbejdspartnere end modstandere.” Det er meget bedre, det gælder også os som kommune, vi skal have en løbende dialog om processer og beslutningerne, slutter Eilersen.

Først og fremmest var det godt møde, hvor jeg fik borgernes kommentarer og hørte deres spørgsmål, herunder også deres bekymringer til projektet. Jeg synes helt klart, at der blev svaret godt og fyldestgørende på mange af spørgsmålene. Rådgiveren SWECO fik nogle spørgsmål med hjem, ADP og kommunen det samme, det var virkelig godt, siger medlem af ADPs bestyrelse og byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (C).

Han er meget tilfreds med borgermøder, og ser gerne flere i fremtiden.

– Det er direkte sundt at møde borgerne og høre om deres holdninger til sådan en udvidelse. Det er et stort og indgribende projekt, der skal gennemføres, så alt skal være så fleksibelt som muligt, og så skal man tilpasse sig, hvor det er nødvendigt. Jeg håber også, at borgerne følte sig hørt i går. Det tænker jeg er det allervigtigste. De vil helt sikkert først se resultaterne af deres ord, men de fik mange svar på deres spørgsmål allerede i går. Derudover deltog Fredericia Shippings direktør, Klaus Andersen også, og han kunne også berige dialogen med flere konkrete forklaringer, siger han og tilføjer:

– Borgerne skal føle sig hørt og deres skal tages højde for deres bekymringer.

Tommy Rachlitz Nielsen ser frem til flere borgermøder, og generelt mødet med borgere giver værdi.

– Jeg synes, at det er vigtigt at mødes med borgerne løbende. Det ved folk, der kender mig også. Jeg er altid ude og det er en konservativ grundholdning i byrådsgruppen, at vi på ingen måde ved eller kan vide alt, hvad der foregår i Fredericia, og hvad folk tænker, så hvis vi skal gøre vores arbejde ordentligt, så skal vi ud at lytte. Der er altid udfordringer og problemer i en by, så det er godt med borgerkontakt, siger byrådsmedlemmet.

Han tog også selv en række emner med fra mødet, som han nu vil undersøge nærmere. – Vi skal se på høringsperioden for VVM-redegørelsen og derudover en række afledte spørgsmål. Der var også noget med en støjskærm ved Indre Ringvej, der kaster trafikstøjen tilbage, så den bliver kraftigere. Det skal vi se på, det kan være, at det hjælper med beplatning. Det må vi se. Der blev også talt en del om det mere tekniske, herunder lyskryds, støjberegninger og lignende. Det vil jeg også undersøge nærmere, slutter Tommy Rachlitz Nielsen.

Annonce