Sundhedspersonale i Region Syddanmark, som har fået første vaccination med vaccinen fra AstraZeneca, inviteres de kommende uger til anden og opfølgende vaccination med Moderna. Sundhedspersonalet vil som udgangspunkt blive vaccineret på regionens syv store vaccinationscentre.

Sundhedspersonale, som har fået første COVID-19-vaccination med AstraZeneca-vaccinen, bliver fra mandag i uge 18 og de kommende uger inviteret til deres anden og opfølgende vaccination med Moderna.

Det er Sundhedsstyrelsen, som ud fra faglige overvejelser har besluttet at tilbyde anden vaccination med Moderna, der er en af de to mRNA-vacciner, Danmark anvender. I Tyskland har man valgt samme fremgangsmåde til personer, der allerede har fået 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca.

Inviteres via digital post
De pågældende medarbejdere vil automatisk modtage en ny invitation til deres anden vaccination i deres digitale postkasse. De skal derefter selv booke tid på vacciner.dk.

Vaccinationerne kommer til at foregå på regionens syv store vaccinationscentre i Odense, Svendborg, Esbjerg, Vejle, Kolding, Sønderborg og Aabenraa.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen glæder sig over, at rammerne for anden vaccination af de pågældende medarbejderne er faldet på plads:

– Det er rigtig glædeligt, at vi nu kan melde ud, hvordan anden vaccination af de medarbejdere, som har er vaccineret første gang med AstraZeneca, kommer til at foregå. De har ventet, siden Sundhedsstyrelsen satte AstraZeneca på pause 11. marts, så det er forståeligt, at de har glædet sig meget til denne udmelding. Ligesom da de fik første vaccination, så kommer deres anden vaccination til at foregå på regionens store vaccinationscentre.

Invitationen kommer efter ca. 12 uger
I uge 18 inviterer Sundhedsstyrelsen de medarbejdere, som blev vaccineret med AstraZeneca i uge 6 og 7. I næste uge er det så de medarbejdere, som blev vaccineret i uge 8 og så fremdeles.

Sundhedsstyrelsen bestræber sig på at invitere de relevante medarbejdere, inden der er gået 12 uger fra deres første vaccination. Sundhedsstyrelsen understreger dog, at det ikke er nødvendigt, at man får anden vaccination præcis 12 uger efter den første. Anden vaccination vil stadig have samme gavnlige effekt, selvom det gives efter, at der er gået 12 uger.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer