Allerede tilbage ved valget i 2019 var der tale om, at Danmark skulle have en ny sundhedsreform. Regeringen har været gennem en lang sundhedskrise, der har holdt forhandlingerne tilbage – til stor undring hos oppositionen. Langt om længe landede en sundhedsreform, men der er snarere tale om en aftale end en egentlig reform.

Reformer. De er elsket og hadet. De sætter store retninger og ofte ændringer på deres område. Mange husker nok folkeskolereformen, der endte med en lockout af lærerne. Dagpengereformen fik også store konsekvenser, både positivt og negativt. Reformer er med til at sætte retning. Reformer er dem der dels løser de langsigtede udfordringer, men samtidig også skal bruges til at skabe mere råderum i fremtiden. Derfor er det så vigtigt, at der bliver lavet reformer, for uden reformer ændrer det politiske spor sig i højere grad til kortsigtede løsninger.

Sundhedsreformen har været lang tid undervejs, og får formentlig en endnu længere vej til at være en egentlig reform. Der var lagt stort an, da sundhedsminister Magnus Heunicke tidligere på året inviterede til et pressemøde på Rigshospitalet i København. Hele medie-Danmark mødte frem, for at høre hvordan regeringen vil løse de store udfordringer der er i sundhedsvæsnet.

I et meget flot og gennemarbejdet katalog var der mange fokuspunkter, der særligt handlede om forebyggelse. Der var et stort fokus på alkohol og tobak blandt de unge, så stort et fokus, at regeringen var klar til at forbyde tobak til alle født efter 2010, samtidig med, at aldersgrænsen for køb af alkohol, uanset alkoholprocent, skulle hæves til 18 år. Det var forslag der var visionære, men også på flre punkter måske virkelighedsfjerne. De unge socialdemokrater var hurtigt ude med en modkampagne til alkoholforslaget, ligesom også den nye direktør for Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, allerede på vejen ud fra sin afskedsceremoni ved Dronningen var klar med en anden holdning end regeringens.

Der var altså lagt op til nogle svære forhandlinger, der havde meget lange udsigter, hvis ikke regeringen var klar til at give køb på stort set alle de dele, som de havde med i deres eget sundhedsudspil.

Noget der var bred enighed om var nærhospitaler, eller i hvert fald funktionen, som regeringen ønsker at kalde et nærhospital. Det bliver en semantisk diskussion hvis vi skal bruge tid på at diskutere om det hedder et nærhospital eller et sundhedshus, men ønskerne var de samme.

Det var stort set også det eneste banebrydende der lå i den såkaldte sundhedsreform, som et meget bredt flertal i Folketinget kunne blive enige om. Der var ikke meget indhold at finde i reformen, ligesom de midler der følger med er meget begrænsede.

Flere af ordførerne kaldte det for en ”lille fin aftale”, eller mere direkte udtryk fra Peder Hvelplund: ”En lille prut”. Folketingets partier havde meget klart ønsket, at der var flere penge at arbejde med i sundhedsreformen, og ikke de småpenge, der reelt var tale om.

Ingen kan være rigtigt tilfredse

En aftale så lille som denne kommer ikke til at revolutionere det danske sundhedsvæsen. Den kommer ikke til at løse den gigantiske udfordring med at tiltrække arbejdskraft og den kommer ikke til at sikre medarbejderne de vilkår, som de kæmper så hårdt for. Der er flere gode takter, men man når ligesom ikke helt i mål med den her aftale. Tværtimod skyder man med spredehagl for at gøre alle glade, men uden egentlig at gøre nogen glade.

Ønsket om en bred aftale giver rigtig god mening. Reformer er bedst når de er bredt forankret, for på den måde sikres kontinuitet uanset hvem der sidder for bordenden efter næste valg. Men der er jo ikke meget i denne aftale man kan være uenig med. De store tværslag er pillet ud og lagt over til andre forhandlinger. En smart taktik for sundhedsministeren, der nu kan prale med, at han landede en sundhedsreform. Men at gå så langt som den socialdemokratiske sundhedsordfører og kalde det for en ”historisk aftale”, det tror jeg han er ene om at synes.

De kommuner der var blevet udvalgt til at få nærhospitaler har over en bred kam været meget glade, og borgmestrene har på skift været interviewet om de store potentialer med et sådant nært sundhedstilbud. Men med et trylleslag var alle placeringerne væk, til trods for at man i kommunerne allerede var begyndt forberedelserne til at åbne et nærhospital. Ganske vist var arbejdet i fuld gang i mange kommuner, Fredericia inklusiv, men at man pludselig skal i en ansøgningsrunde med alle andre, det kom nok bag på de fleste.

En anden bet for kommunerne handler om økonomi. Finansministeren har allerede meddelt, at årets økonomiaftale mellem regeringen og KL kommer til at være historisk stram. Der bliver ikke mange midler at rykke med – og det klinger lidt hult, når der er store udfordringer i kommunerne i forvejen. Ikke med at finde pengene, men med at få lov til at bruge dem. I sundhedsreformen ligger også en række krav til kommunerne, som der til dels også er fundet midler til. Men midler er ikke meget værd, hvis ikke de må bruges. Så ender det med, at man fra Christiansborg atter pålægger kommunerne en arbejdsopgave, der betyder at de skal prioritere mellem velfærdsområderne.

Der er altså gode takter i sundhedsreformen, men pengene er smurt så tyndt ud, at de ikke rigtigt tilfredsstiller nogen.