FHK vandt 31-29, og efter kampen er der ingen tvivl om, hvem der var den store oplevelse.
Så kom kanonen for alvor i brug. Kasper Palmar fik netmaskerne til at blafre seks gange, da FHK vandt over Ribe-Esbjerg, og det var første prøve på at se, hvorfor der er så store forventninger til den svenske højre back.
FHK har i flere sæsoner lidt under, at Anders Martinusen har været eneste højre back med et højt niveau, men det er der nu for alvor lavet om på. I træningskampene forinden mod Ribe-Esbjerg kunne man se tegningerne til det, men mod Ribe-Esbjerg blev tegningerne til virkelighed.
Palmar kaster ligeså hårdt som en hest sparker, og når han først rammer inden for rammen, så er keeperen chanceløs. Det måtte Ribe-Esbjerg sande, og det var et af de rigtig gode svar, der kom til FHK i en træningskamp, hvor man til gengæld kunne se et meget svagt syv mod seks. Efter kampen kom det dog frem, at FHK slet ikke har trænet den fase af spillet, hvorfor det var naturligt.
Se her vores karakterer fra opgøret:
1: Dumpet
2: Mindre god præstation
3: Jævn præstation
4: God præstation
5: Fortrinlig præstation
6: Topklasse
Thorsten Fries (2): Stod det første kvarter uden at få fat i det store. Kom ikke på banen igen.
Sebastian Frandsen (4): Diskede op med flere store redninger undervejs, herunder et straffekast. Da det spidsede til mod slutningen, viste Frandsen også kvalitet.
Martin Bisgaard (UB): Fik ikke nok at arbejde med.
Frederik Jægerum (3): Endnu en fornuftig præstation af den unge venstre fløj, der spillede hele første halvleg med to mål til følge.
Reinier Taboada (3): Startede på banen og gjorde det fint.
Mads Kjeldgaard (3): Ikke så markant i det åbne spil, men scorede usvigeligt sikkert på straffekastene.
Arnor Vidarsson (4): Fik en del spilletid i anden halvleg, og den blev forvaltet flot. Islændingen scorede tre mål og lagde også op til flere mål.
William Moberg (4): Fordelte igen spillet rigtig godt og ligner et godt indkøb.
Jonas Kruse (3): Gjorde det godt i det normale seks mod seks, men det usikre syv mod seks trækker ned.
Anders Martinusen (3): Fik puttet tre kasser ind undervejs i en fornuftig kamp af højrebacken, der dog blev overstrålet af en anden højre back.
Kasper Palmar (5 – Man of the Match): Ingen over og ingen ved siden af. Palmar leverede en rigtig god kamp med seks mål til følge.
Kasper Young (UB): Fik ikke noget at arbejde med.
Fredrik Mossestad (2): Brændte en kæmpechance i overtal, som skal sættes ind. Scorede derudover en enkelt kasse.
Evgeni Pevnov (4): God kamp af den tyske stregspiller, der fik bolden i kassen fire gange og dækkede godt op.
Nikolaj A. Nielsen (UB): Spillede ikke nok.
Einar Olafsson (UB): Spillede ikke nok.
Lasse Balstad (3): Bandt forsvaret fornuftigt sammen.
Træner Gudmundur Gudmundsson (3): Det er altid svært at bedømme en træner i en træningskamp, da han har fokus på mere end resultatet. Forsvaret har Gudmundsson dog fået banket godt på plads, og det skal han have kredit for. Til gengæld ikke så stor kredit for at bruge syv mod seks uden at have trænet det inden.