Fredericia Håndboldklub vendte en skidt start til en sikker triumf mod Lemvig-Thyborøn. Det betyder, at holdet nu indtager en fjerdeplads i HTH Ligaen, og sejren skyldes særligt en taktisk ændring af FHK-træner Jesper Houmark.
Mundvigene hang ned ad i thansen ARENA, da der var spillet syv minutter og stillingen var 1-4 til Lemvig-Thyborøn. Det var ikke, fordi gæsterne var kommet buldrende ud af startblokken, men derimod FHK, der spillede usikkert angrebsspil, og i målet sneg der sig skud ind, som Emil Tellerup burde have taget sig bedre af.
Angrebsspillet fortsatte med at halte, og konsekvensen blev en timeout efter 13 minutter ved stillingen 4-7, og den endte med at få afgørende betydning for kampen. Ind på banen kom Rasmus Meyer, og man gik over til at spille syv mod seks med to stregspillere, og selvom Meyer brændte i det første angreb, og Lemvig kom på 4-8, var tegningen der.
FHK spillede sig til åbne chancer og da særligt Martin Bisgaard, Nicolaj Nørager og Mads Christiansen begyndte at skyde med skarpt, gav det fredericianerne en fordel. Der blev spillet med et højt tempo, der med Kristian Stoklund i en styrende playmakerrolle, gjorde ondt på Lemvig.

Hvad der til gengæld gjorde ondt på FHK var målmandsspillet, der fortsat haltede. Selvom forsvaret stod godt, og fik Lemvig til at afslutte fra vinkler, der burde være til at have med at gøre, kunne hverken Emil Tellerup eller Jens Fredsgaard diske op med særlig mange redninger. Det til trods lykkedes det FHK at reducere til 15-16, inden det i første hallvegs sidste sekund blev til 17-19, da Frederik Iversen scorede fra en spidsvinkel.
Fra anden halvlegs start ændrede kampen igen karakter, og igen var det til FHK’s fordel. Tellerup kom ud som forvandlet, og med den ene store redning efter den anden vendte opgøret til FHK’s fordel. Seks minutter inde i anden halvleg var fredericianerne foran 22-20, og selvom Lemvig kaldte til samling ved en timeout, nyttede det intet. Det fredericianske tog var kørt fra perronen, og så sig ikke tilbage før endestationen, da der var spillet 60 minutter af opgøret i thansen ARENA, hvor måltavlen viste 36-31 til FHK.
– Jeg var ikke i tvivl, om vi kunne vende det, men man kan ikke bare stå på bænken og tro, at nu vender det. Da vi gik i syv mod seks fik vi styr på angrebet, og så handlede det om at være mere aggressive defensivt og have lidt redninger, og med de to ting kombineret fik vi styr på i anden halvleg, sagde Jesper Houmark efter opgøret.
I indledningen af opgøret spillede FHK usikkert og idéforladt i angrebet. Derfor kunne det udefra set virke satset at gå i syv mod seks, som der er forbundet usikkerhed med, men for Houmark gav det mening.
– Pludselig var Lemvig tvunget til at gøre noget andet end de var forebredt på, og det gjorde vi fik løsnet op på det, og vi kom frem til store chancer hele tiden. Hvis ikke Nørager løb på ydersiden, så scorede fløjspillerne fra hjørnet eller stregspillerne, så alle mand bidrog, forklarede Jesper Houmark.
En af FHK’s store styrker sæsonen igennem har været bredden, men den var hæmmet på højre back, hvor Mads Christiansen var eneste disponible spiller.
– Det er klart, at vi havde en syg Anders Martinusen og Nikolaj P. var syg. Mads viste stor rutine og fjernede spindelvævet da det var nødvendigt i angrebet, sagde Houmark med henvisning til Christiansens fem mål på seks forsøg.

Se her vores karakterer:
UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation
Emil Tellerup (7): Første halvleg var skidt, men Tellerup fik spillet sig gevaldigt op i anden halvleg, hvor han noterede sig for otte redninger. Reddede i alt ti skud, og det giver en redningsprocent på 30.
Jens Fredsgaard (02): Ikke særlig godt indhop af Fredsgaard, der fik det sidste kvarter af første halvleg. Reddede to skud på 12 forsøg.
Martin Bisgaard (12 – man of the match): Satte nærmest ikke en fod forkert. Lavede ni nål på ni forsøg, og stjal en enkelt gang bolden fra Lemvig og scorede i tomt mål.
Mads Lenbroch (UB): Kom ikke på banen.
Lukas Karlskov (UB): Kom ikke på banen.
Cornelius Kragh (4): Startede inde angrebsmæssigt uden den store succes, men blev brugt i den resterende del af kampen i forsvaret, og løste den opgave fint.
Nicolaj Nørager (10): Kom ind med en god energi, og bortset fra et par afbrændere, spillede han en stor kamp. Lavede syv mål på ti forsøg.
Lasse Balstad (7): Forsvarsstyrmanden havde fint styr på defensiven og kronede det med at score et enkelt mål i kontrafasen.
Malte Pedersen (UB): Spillede ikke nok.
Kristian Stoklund (10): Selvom det ikke var den målmæssigt bedste kamp i sæsonen for Stoklund med fire mål på ti forsøg, så bandt han spillet rigtig godt sammen. Leverede i alt ni assists, og var generelt set iscenesætteren for FHK angrebsmæsssigt.
Mads Christiansen (10): Der var ikke mange dikkedarer med den rutinerede højre back, der holdt spillet godt i gang og samtidig selv var målfarlig. Lavede fem mål på seks forsøg, og leverede også to assists.
Kasper Young (4): Scorede på det eneste skud han havde, og mere kan man ikke forlange.
Jakob Frederiksen (7): Lagde ud med at skyde bolden langt ved siden af mål, men fik siden scoret fire mål.
Rasmus Meyer (10): Lagde også ud med at brænde men endte med at få stor betydning for kampens udvikling på stregen, hvor han var en kilde til evig uro fro Lemvigs forsvar. Lavede fire mål på fem forsøg, og tilkæmpede sig to straffekast.
Nikolaj A. Nielsen (7): Gjorde det godt defensivt, og offensivt scorede han på det eneste skud han havde.