Fredericia Bibliotek får besøg Thomas Skov Gaardsvig, og han er en høflig ung mand.
Han er fra den lille by Sdr. Felding, hvor alle kender hinanden, og derfor kan det kun svare sig at være høflig.

Da han flyttede til storbyen for at arbejde hos Danmarks Radio, stødte han for første gang på uhøflighed i sin reneste form, da han blev kørt ned af en flaskedreng med en gulvvaskemaskine. I stedet for at undskylde, råbte flaskedrengen: “Så flyt dig dog for helvede”. Den oplevelse gjorde, at Thomas begyndte at undersøge høfligheden – hvor var den blevet af?

Høflighedsundersøgelsen kulminerede i et program på DR2, der hed “Høflighed på 100 dage”. Det blev til en rejse rundt i høflighedens verden, hvor det viste sig, at der ikke skal så meget til for at være høflig, og at det kan være med til at gøre verden til et bedre sted.

Thomas Skov er bl.a. kendt som praktikanten i Anders Lund Madsens ”Det Nye Talkshow”, og senest for at have udforsket hvad der er ”Ikke Okay” sammen med Hella Joof. Mød Thomas og hør ham fortælle om sine erfaringer og oplevelser fra høflighedens verden på Fredericia Bibliotek mandag d. 29. februar kl. 19. Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside eller i bibliotekets velkomstcenter.

Mandag d. 29. februar kl. 19.00
(80 kr.)
Fredericia Bibliotek, prinsessegade 27, Fredericia