Annonce

Han var flipper. I 1968 blev Jan Klein 17 år gammel, mens han sugede tidsånden til sig og blev en del af den nye generation, hvis fodfæste var solidt forankret i rodløsheden med naive idealer. Han endte som stofmisbruger. Regelret narkoman. Tiden flyttede ham. Senere kom han til at arbejde med at hjælpe andre ud af stofmisbrug. I dag udstiller han sine værker med en eventyrlig fortællerglæde.

Foto: AVISEN

Fredericia Kunstforening havde lavet flotte plakater, hvor de kaldte udstillingen for Urban Pop Art. Kleins navn var skrevet på med de karakteristiske halvfjerser farver. Men ved ankomsten til udstillingen på Kongensgade opdager man straks, at der er tale om et lykkeligt portræt af en tidsepoke. Det som Jan Klein har valgt at tage med på sin udstilling viser en historisk tidslomme af Danmarkshistorien, hvor landet på linje med det øvrige vesten oplevede det, man har kaldt for ungdomsrevolutionen. Produktet af efterkrigstidens opgør med det regide, stereotype og åndsforladte produktionssamfund. Klein er født i 1951. Nogenlunde på samme tidspunkt at Danmark endeligt gik fra at være et landbrugssamfund til at blive et industrielt samfund. I hans teenageår begyndte kvindernes frihedskamp at få kontante resultater, hvor den nye generation af kvinder ikke havde tænkt sig at underlægge sig mændene længere, men ville kræve deres egen ret og liv. De ville uddannes, have arbejde og være uafhængige. Sammensmeltningen af den nye bølge af kønsidentitet med ungdomslivet gav mening. Håret voksede. Bukserne blev brede. Slips og kjoler kunne kasseres. Anything goes.

Idealerne blev pludseligt vigtige. Som alle generationer fik man sine ikoner. The Doors. Jimi Hendrix. The Beatles. David Bowie. For flipperne ikke mindst John Lennon der blev en frontfigur for fredsbevægelsen. Flipperne blev et ord til at beskrive den gruppe af unge, der helt skejede ud fra samfundsnormerne og gjorde livet til en kunst i sig selv. Kunsten at drømme om og ønske sig mere end blot at være en del af produktionssamfundet, gå på arbejde og gøre hvad der blev sagt.

– Vi troede sgu på det. Når John Lennon sagde “peace, not war”. Og vi mente det faktisk!, siger Klein med en indforståethed og dialekt fra Københavns gader og stræder.

Karakteristisk 70er stil (Foto: AVISEN)

På væggene omkring ham hænger der et udpluk af hans opfindsomhed og kreative talent. De store ikoner er der. David Bowie. Jim Morrison fra The Doors. Men pludselig dukker ABBA op. 1970ernes ultimative popsensation, der på mange måder var hvermands eje og havde en iørefaldende slagkraft. Glimmer, guld og vanvittige kostumer.

– Den kom lige pludselig. Nu havde de jo for nylig besluttet sig for at blive gendannet som avatargruppe 40 år efter de stoppede. Det syntes jeg var imponerende, og det inspirerede mig. Så der kom de op, siger Klein. For han fandt det dybt interessant at ABBA vil genopstå som avatarfigurer i et tidsløst format, hvor de fortsat er unge i en digital verden.

Annonce

– Det er pissemodig gjort af ABBA. Det passer ind i min verden af undren. Ideen er at man skal kunne drømme sig tilbage til nogle af de oplevelser man har haft. Jeg har haft lavet mange værker med idoler. Nogle folk har kommet og sagt at de havde været til den der koncert, hvor der hang en billet på et af mine værker. Så er der et ikon som David Bowie. Han er en af dem, som man temmelig sikkert vil kunne huske om 50 år og mere. På samme måde som Beethoven. Der er masser af popmusik som man glemmer, eller som bare ryger ud i sandet. Men der er nogle som vil overleve det hele i folks erindring, stråler Klein.

Der er tanker bag ved værkerne. At man kan tro på noget. Klein giver eksemplet med at man kan finde et kors på nogle af hans værker. For det har gjort en forskel for ham at tro på noget. Ikke at han holder sig til det ene eller andet skal være grundprincippet:

– Jeg synes der findes så mange smukke ting, som får en værdi når det kommer op. Når det ligger på jorden så har det ingen værdi. Men tager man den der kapsel op og placerer den på et lærrede. Så er den værdifuld.

Foto: AVISEN

Det kan være lidt svært at komme med en fast beskrivelse af et tema for udstillingen. Men Jan Klein har en klar ide om, hvad hans kunst skal kunne:

– Min kunst skal være grim. Det skal ikke være pænt. Men grimt. Det skal indeholde noget grimt. Hvis du tager det byggeri, der er kommet på Islands Brygge. Så er det rædselsfuldt grimt. Der er intet smukt tilbage. Det er elementbyggeri og høje, mærkelige huse. Det er dårlig bygget. Gennemført elendigt og koster det hvide ud af øjnene. Så en af tankerne er, når de får et værk ind i deres pæne, sterile og konservative møbelhjem, så ophæver det noget af den her totale og stringente ligegyldighed der er i det.

Den tidslomme som Klein har fået op på væggene hos Fredericia Kunstforening repræsenterer også en periode af hans liv, hvor han oplevede verden meget kaotisk.

– Jeg var misbruger. Kaotisk. Men tiden. Den var god. Man var i det. Man oplevede det på en anden måde. Musikken var mere ægte. Doors. Jimi Hendrix. En naiv protest om at verden kunne blive bedre. John Lennon kunne lægge i en seng med Yoko Ono og kræve fred. Og vi troede sgu på det. Man var så naiv. På en eller anden måde hænger det stadig fast i mig. Jeg tror stadigvæk på det. Jeg har lige lavet et nyt billede. Det er bare et landkort. Og så har jeg taget teksten fra John Lennon:

“I don’t wanna be a soldier, mama. I don’t wanna die”.

– Det er en fantastisk tekst! Ikke? Den siger jo alt om at hvis bare man havde en tanke om fred. Giv ham en blomst i stedet for et gevær. Det var nok noget at det, der var smukkest. At man troede på fred. Der var et grundliggende håb. Vi havde en disrespekt mod autoriteter. Efter krigen blev alt status, status og status. Det handlede om at få et køleskab og den slags. Mor kom ud at arbejde. Man fik nøglebørn. Det kom i 1950’erne og 1960’erne. Det gik vi imod. Vi ville bare ryge noget hash og høre noget musik. Dele blomster ud og have fred.

Indtil 2009 havde Jan Klein viet sit liv til at hjælpe misbrugere. Da han var ung gik han på kunstakademiet. Men fordi han kom ud i misbrug, røg han ud af det. Han startede nogle behandlingshjem, men har altid malet. Først som en hobby. Men han solgte nogle billeder. Da han holdte op med at have behandlingshjem skulle han finde på noget andet. Det var ikke meningen at han skulle udstille eller der var nogle ambitioner:

– Jeg har ikke nogle ambitioner. Jeg er meget beæret over, at jeg får lov til at udstille. Jeg er kommet til New York, Oslo og masser af andre steder. Men jeg gør ikke noget for det, siger Jan Klein.

Ved siden af Klein står Fredericia Kunstforenings formand, Poul Bernstorff Jakobsen. Efter to år med nedlukning er der ved at være gang i aktiviteterne i foreningen igen, og det glæder Jakobsen meget. Han lytter interesseret med i samtalen med Jan Klein, der tager os tilbage til hippietiden og ungdomsrevolutionen. Som altid har Fredericia Kunstforening lagt stor energi i at få udstillingen op at køre, og frem til den 22. maj 2022 kan man se Jan Kleins fascinerende og nærmest historiske værker i lokalerne på Kongensgade nummer 111 i Fredericia.

– Det er en udstilling, der taler til de unge, på trods af at jeg nu kan høre, at det er med rødder i 1968’er generationen. Det er jo pop art, og det som de unge vil have. Men det er sjovt at se når man går rundt og snakker med gæsterne i dag til ferniseringen, at der er mange, der godt kan huske den tid. De synes det er fantastiske billeder, siger Jakobsen.

Foto: AVISEN

I foreningen kan man godt mærke at der ikke kommer så mange gæster som før coronakrisen, men det er på vej frem. Der kommer flere og flere. Og også flere medlemmer. Så Poul Bernstorff Jakobsen er glad for interessen og håber at se så mange som muligt til den spændende Klein-udstiling, og lover at programmet til de kommende udstillinger bliver lige så godt som den aktuelle oplevelse med Jan Klein.

Udstillingen kan ses i perioden 6. maj til og med den 22. maj 2022
Åbningstider: Tirsdag-fredag kl. 14-17, lørdag kl. 11-17, søndag kl. 14-17.

Foto: AVISEN
Annonce