En af verdens førende økonomiske historikere Gregory Clark rykker næste år til SDU fra University of California, Davis. Det er muliggjort af en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond på 10 mio. kroner.

Hvor meget kan et samfund ændre på den sociale mobilitet? Er skandinaviske lande, som det forlyder, bedre til at bryde den sociale arv? Og hvilke faktorer spiller ind på social mobilitet?

Det er spørgsmål, som optager mange af os, og i særdeleshed den skotskfødte professor Gregory Clark, der er en af de førende forskere i verden i forhold til at studere udviklingen af social mobilitet i et historisk perspektiv.

Gregory Clark er uddannet og har forsket på nogle af de mest prestigefyldte universiteter i verden; Cambridge, Harvard, Princeton og Stanford, og har gennem de sidste 32 år bidraget til at skabe et af verdens stærkeste miljøer inden for økonomisk historie på University of California, Davis.

Snart kan SDU’s økonomiske forskere se frem til at samarbejde med den anerkendte professor, når han næste år flytter til Danmark for at fortsætte sin forskning på Økonomisk Institut på SDU.

Social mobilitet i Danmark

Danmarks Grundforskningsfond har nemlig tildelt Gregory Clark virkemidlet DNRF Chair på 10 mio. kroner – et virkemiddel der styrker danske forskningsmiljøer ved at hente internationale topforskere fra udlandet.

– Det er en spændende ny mulighed for mig. Danmark er et interessant land at undersøge social mobilitet i, fordi de skandinaviske lande har opnået en større grad af social mobilitet sammenlignet med de fleste lande. Samtidig har Danmark nogle af de mest omfattende data i verden, så jeg ser frem til at afprøve mine metoder i en dansk og nordisk kontekst, siger Gregory Clark.

Med bevillingen fra grundforskningsfonden kommer han til at stå i spidsen for et projekt om social mobilitet og menneskelig kapital i de nordiske lande, og han skal blandt andet bidrage til det Carlsberg-støttede SDU-projekt ”Human Capital of the Nordic Countries”.

Et hovedformål er at skabe en database over historisk information, der kan linkes helt frem til i dag, så man kan se, hvor vi hver især kommer fra, og hvem vores tipoldeforældre og generationer før dem var. Og med den viden kan forskerne bedre vurdere graden af social mobilitet mellem generationer.

Efternavne under luppen
Gregory Clark er kendt for at udvikle nye måder at måle social mobilitet på, og hans hidtidige forskning har belyst, at samfundet er mindre mobilt end forventet, når man går mange generationer tilbage.

Han har blandt andet undersøgt forholdet mellem folks efternavne, status og udfald i livet for generationer gennem 300-400 år.

– Da jeg begyndte at kigge på efternavne, var mobiliteten til min overraskelse meget lavere i perioden, end tidligere studier har vist. Hvis man f.eks. bor i de mest mondæne kvarterer i Stockholm eller London, er det meget mere sandsynligt, at man bliver læge eller advokat eller kommer ind på et topuniversitet ligesom ens forfædre gjorde det i det 18. århundrede.

– Det tyder på, at social mobilitet ikke kun er bundet af vores forældre og deres baggrund, men af hele vores net af slægtninge, siger Gregory Clark.

Han påpeger, at der blandt forskere endnu mangler konsensus om, hvad årsagerne til social mobilitet er, og hvad der afgør vores udfald i livet.

– Det er enormt vigtigt at vide, hvilke faktorer der fremmer den sociale mobilitet, når der i dag skal foretages politiske prioriteringer. Spørgsmålet er, hvordan historiske investeringer i uddannelse, kvinders adgang til uddannelse og indførelsen af velfærdsstaten har bidraget til den sociale mobilitet, og det kan vores forskning forhåbentlig være med til at belyse endnu bedre, siger professoren.

International opmærksomhed
For Paul Sharp, der står i spidsen for forskningen i økonomisk historie på SDU, hersker der ingen tvivl om, at ansættelsen af Gregory Clark vil udvikle og styrke miljøet yderligere, og som en del af bevillingen får forskningsgruppen Historical Ecnomomic Development Group også tilført fire nye stillinger; to adjunkter, en ph.d.-studerende og en videnskabelig assistent.

– Gregory Clark er et stort internationalt navn, og det betyder meget for forskningsgruppen og SDU, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som ham. Det betyder, at vi kan rekruttere nogle af de bedste forskere fra hele verden og generelt skabe større international opmærksomhed om vores forskning, siger Paul Sharp.

Før det bliver tid til at flytte til Danmark, er Gregory Clark ved at lægge sidste hånd på en bog om social mobilitet i England gennem de sidste 300-400 år, men han ser allerede frem til at komme til Danmark.

– Jeg kan rigtig godt lide Danmark og SDU, som jeg har besøgt flere gange de sidste fem år. Der er et spændende miljø inden for økonomisk historie, som har opnået stor anerkendelse internationalt, og som jeg glæder mig til at blive en del af, siger Gregory Clark og tilføjer, at han netop har set alle tre sæsoner af Borgen sammen med sin kone for at blive klogere på Danmark og danskerne.

Han tiltræder på SDU til februar næste år.

Skriv en kommentar