Man kan sjældent udlede meget af en træningskamp, men særligt en ting blev tydelig, da FC Fredericia udklasserede Næsby.

Efter en 6-0 sejr er er ikke noget at sætte en finger på, o så alligevel. FC Fredericia kunne have vundet endnu større hvis det ikke havde været for ineffektivt og hvis dampen var holdt oppe i samtlige 90 minutter.

Det var dog naturligt, at det ikke var tilfældet i en træningskamp, men en af de ting, der var tydelige udefra set var, at FC Fredericia mangler en klassisk frontangriber. FC Fredericia var ganske vist hæmmet af, at Anders Holvad og Samson Iyede sad over, men ingen af dem er den type angriber heller.

FC Fredericia havde i anden halvleg et kvalificeret indlæg fra fløjen, men er var ingen FC Fredericia-spillere med tilstrækkelig hovedstødskræft i feltet. Der ville en klassisk 9’er, som det kaldes i fodboldsprog, være en gevinst, som kunne heade et forsøg som det i kassen.

Selvom sådan en type kommer ind behøver det heller ikke betyde, at FC Fredericia skal lave om på deres boldbesiddende spillestil langs jorden. Tværtimod vil det give flere muligheder til de boldspillende, at det er mere uforudsigeligt, hvad man gør. Man kan eksempelvis variere opspillet med at spille langs jorden eller spille den op i hovedhøjde til en stærk angriber.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

I kampen mod Næsby var FC Fredericia gået over til at spille med en firebackkæde, men den kom ikke under pres. Derfor kan man ikke bruge det til noget, og en af grundene til, at der var fire på linje i forsvaret var formentlig også, at FC Fredericia var uden tre midterforsvarere og at der kun var 45 minutter i Jeppe Gertsen. Skulle det komme til en situation, hvor det er nødvendigt, vil FC Fredericia dog nemt kunne gå væk fra den efterhånden velkendte 3-5-2.

En position, hvor FC Fredericia skal se på alternativer, er i venstre side. Jonathan Kjær fik ikke forlænget kontrakten, da han havde lang vej til fast spilletid, og det var derfor logisk for parterne ikke at lave en ny aftale. I stedet skal FC Fredericia på jagt efter et alternativ, som kan spille flere steder på banen. Færingen Daniel Johansen blev testet af mod OB og mod Næsby, og særligt i kampen mod OB leverede han et indtryk, som FC Fredericia kan være tilfredse med. 

Johansen er nu rejst hjem til Færøerne, og tiden vil vise, om han skifter HB Torshavn ud med FC Fredericia på permanent basis. Bliver det ikke til en aftale, skal FC Fredericia kigge videre efter et alternativ venstre back.

I transferregi er der en ukendt faktor for FC Fredericia. Pt. har klubben tre spillere tilknyttet fra FC Midtjylland, men i andre sæsoner, har klubben haft flere, og det kan i den sidste del af transfervinduet laves om. Det kan det særligt med tanke på, at FC Midtjylland har hentet flere spillere ind i den seneste tid, og det kan gøre, at spillere i periferien af det midtjyske hold har mulighed for at blive udlejet til FC Fredericia, hvis det rette match er der.

Næste gang FC Fredericia løber på banen er på lørdag på udebane mod Kolding. Til den tid vil der formentlig være flere spillere til rådighed, og samtidig vil koldingenserne qua deres status som 2. divisionshold, give mere modstand end Næsby fra 3. division.