Justitsminister Nick Hækkerup har meddelt anklagemyndigheden, at tiltalen mod tre af de fire formodede pirater, som har været frihedsberøvet ombord på Esbern Snare, skal frafaldes, så de ikke skal hentes til Danmark for at blive retsforfulgt.

De tre formodede pirater har været sigtet for forsøg på manddrab ved beskydning af danske soldater og været varetægtsfængslet in absentia. Det har ikke været muligt at udlevere de pågældende personer til retsforfølgning i nærområdet.

En tiltale ville derfor have betydet, at der skulle gennemføres en straffesag i Danmark, og at de pågældende skulle bringes til Danmark, da en tiltalt i en sag om forsøg på manddrab skal være tilstede i retten under sin sag.

De tre formodede pirater har imidlertid ingen tilknytning til Danmark, det forhold, de var sigtet for at have begået, fandt sted langt fra Danmark, og der er for disse tres vedkommende ingen reel udsigt til, at de pågældende kommer til Danmark, medmindre de bringes hertil i forbindelse med straffesagen.

Justitsminister Nick Hækkerup har den 5. januar 2022 derfor meddelt anklagemyndigheden, at tiltalen mod tre af de fire formodede pirater skulle frafaldes, og de pågældende er på den baggrund blevet løsladt til søs. Justitsministeren har endvidere skriftligt underrettet Folketingets formand om tiltalefrafaldet, sådan som det er foreskrevet i retsplejelovens § 98, stk. 3, 3. pkt.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

– Det er en meget usædvanlig sag, hvor der ud over de hensyn, som normalt vil være afgørende for, hvordan en straffesag vurderes, er behov for at inddrage en række andre hensyn. Vi har ingen interesse i at få de pågældende til Danmark, hvor de ville skulle afsone en eventuel straf, og hvor vi også risikerer, at de ikke efterfølgende ville kunne udsendes. Derfor har jeg helt ekstraordinært truffet beslutning om at pålægge anklagemyndigheden at meddele tre af de fire formodede pirater et tiltalefrafald. Det betyder, at de tre formodede pirater er blevet sat på fri fod. De har ingen tilknytning til Danmark, og den kriminalitet, de har været sigtet for, er begået langt fra Danmark. De hører ganske enkelt ikke til her. Og derfor mener jeg, det er det rigtige at gøre.

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

– Det er klart, at regeringen helst havde set en lokal løsning, men det var desværre ikke muligt at overdrage de formodede pirater til lande i nærområdet. Heller ingen ligesindede lande har indgået aftaler med lande i nærområdet, men det ændrer ikke på, at pirateri er en alvorlig trussel mod skibstrafikken og det globale samfunds varetransport, som må bekæmpes.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

– Det danske skibsbidrag i Guineabugten løser en vigtig opgave i kampen mod pirateri og for den frie sejlads. Der er ikke tvivl om, at vi med Esbern Snares tilstedeværelse i Guineabugten allerede har sendt et meget klart signal til de organiserede kriminelle, der står bag gidseltagninger og øvrige angreb på handelsskibe i området.

Forsvaret oplyser, at der for de tre formodede piraters vedkommende findes en klar procedure for, hvordan frigivelsen til søs foregår. Og det er sket i overensstemmelse med gældende internationale regler.

For så vidt angår den sidste af de fire tilbageholdte formodede pirater, har han været indlagt på et hospital i Ghana som følge af de skader, han pådrog sig i konfrontationen med de danske soldater. Der har ikke været udsigt til, at han inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan løslades i nærområdet, ligesom det ikke har været muligt at indgå en aftale om, at han kan forblive i Ghana med tilstrækkelige garantier for hans videre skæbne.

Af helbredsmæssige og sikkerhedsmæssige grunde har Forsvaret endvidere vurderet, at det ikke er forsvarligt at løslade ham til søs.

Derfor har det været nødvendigt at bringe vedkommende til Danmark.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

– Som følge af Danmarks internationale forpligtelser og den formodede pirats helbredstilstand er det blevet vurderet, at der ikke var anden udvej end at bringe vedkommende til Danmark. Regeringen ønsker på ingen måde, at de formodede pirater kommer til Danmark, men i det ene ud af de fire tilfælde var der desværre ikke andre muligheder. Jeg har derfor ikke pålagt anklagemyndigheden at meddele vedkommende et tiltalefrafald. Det betyder forventeligt, at han vil blive retsforfulgt i Danmark for forsøg på manddrab på danske soldater.

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

– Til trods for ihærdige diplomatiske bestræbelser har det desværre ikke været muligt at indgå en aftale med Ghana ift. den pågældende person. På grund af vores internationale forpligtelser var det afgørende at få garantier for den formodede pirats videre skæbne, men det har desværre ikke vist sig muligt.

Den 6. januar 2022 er den fjerde af de formodede pirater derfor fløjet mod Danmark med henblik på, at han den 7. januar stilles for en dommer i et grundlovsforhør, og at den videre retsforfølgning mod ham fortsættes.

Baggrund

Justitsministeren har adgang til at meddele anklagemyndigheden pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at undlade eller standse forfølgning. Det følger af retsplejelovens § 98, stk. 3.

Tiltalefrafaldet i den konkrete sag sker efter retsplejelovens § 722, stk. 2, efter hvilken der kan meddeles tiltalefrafald, hvis der foreligger ”andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn”. Der er tale om personer, som ikke har nogen tilknytning til Danmark, som var sigtet for en handling begået langt fra Danmark, ligesom hverken helbredsmæssige eller retlige forhold vurderedes at være til hinder for, at tre af de formodede pirater kunne løslades til søs i nærområdet. Der er endvidere for disse tre formodede piraters vedkommende ingen reel udsigt til, at de pågældende kommer til Danmark, medmindre de bringes hertil i forbindelse med straffesagen.

Hvis de pågældende blev bragt hertil som led i straffesagen, var der – uanset om de var endt med at blive straffet for de påsigtede forhold eller ej – en risiko for, at de ikke efterfølgende tvangsmæssigt ville kunne udsendes til deres hjemland f.eks. på grund af Danmarks internationale forpligtelser med den konsekvens, at de pågældende ville komme til at opholde sig i Danmark på ubestemt tid. En sådan udvikling vil potentielt kunne skabe et incitament hos andre til at begå strafbare handlinger med det formål at blive retsforfulgt i Danmark, hvilket betydeligt vil kunne svække Danmarks muligheder for i fremtiden at tage del i internationale operationer som den foreliggende.

Henset til omstændighederne omkring konfrontationen med og pågribelsen af de formodede pirater, herunder at ingen danske soldater kom til skade som følge af det angreb, som de formodede pirater var sigtet for, vurderedes yderligere retsforfølgning ikke at være påkrævet af hverken individual- eller generalpræventive hensyn. Der vurderedes heller ikke at være hensyn til retsfølelsen i Danmark, som med vægt talte for retsforfølgning her i landet. Samlet set vurderedes der på den anførte baggrund ikke at være vægtige almene hensyn, som talte imod tiltalefrafald.

Selvom disse hensyn kan inddrages i vurderingen af, om der skal meddeles tiltalefrafald efter retsplejelovens §722, stk. 2, er det samtidig nogle forhold, som sædvanligvis ikke bringes i spil i straffesager.

Skriv en kommentar