Kommentar: Valgkampen har været i gang længe. Det har været, hvad man nok kan kalde historiens længste, falske valgkamp. Falsk fordi den officielt først startede i går, da statsminister Mette Frederiksen i sidste minut før et mistillidsvotum udskrev den. Allerede om aftenen kørte DR og TV2 blomstervognene ud til et højt orkestreret cirkus af en debat, der egentlig handlede om værternes politik og ikke politikernes.
Det er trist for den almene vælger at være vidne til at de mange milliarder kroner, der årligt skal betales til de statsbetalte kanaler, ikke medfører mere indsigtsfuld public service. Journalisterne har så travlt med at bestemme diskursen, at det nøje tilrettelagte show aldrig formår at bringe politikken i centrum. Forblændede af personerne og den personlige udstråling skøjtede de hen over rigets ve og vel som om det var et helt almindeligt game show. For dem der kan lide den slags, var ja og nej kort, en prut i vinden og hvem ser pænest ud måske rigeligt. Men for alle der måtte have ønsket sig en meningsfuld debat, var det ligegyldig teatertorden.
Den mest indlysende fejl ved formatet var, at værterne stiller spørgsmål til politikerne, ofte på baggrund af egne lommefilosofiske konklusioner. Det er ikke en debat:
Det er et indlæg. En holdning.
På den måde handlede det i høj grad om hvad journalisterne mente at politikerne mente. Hele produktionen og ikke mindst værterne endte med at skygge for politikerne. På trods af at offentligheden dybest set er mest interesseret i at høre, hvad politikerne mener. Ikke journalisterne. Bedre blev det ikke af at værterne ikke kunne give plads til hinanden, og ofte endte med at gå i hver sin retning. Tåkrummende pinligt blev det da den kvindelige vært, modsat den mandlige, insisterede på at politikerne skulle lege med papkort og svare ja og nej med dem. Det syntes hun var interessant. Selv politikerne havde svært ved at gennemskue legen. Klogere blev man i hvert fald ikke.
Symbolsk nok virkede de latterlige ja og nej papkort ikke, fordi de politikere der ikke kunne svare indenfor den afsatte ramme, holdte deres kort i midten. Hvem der ellers har siddet på et redaktionsmøde og troet at papkortene var et hit, burde holdes langt væk fra politisk stof. Lars Løkke Rasmussen fra Demokraterne formåede at italesætte latterlighederne og direkte slå en pæl gennem journalisternes selvforståelse. Han insisterede på at gå udenom det opsatte forhindringsløb af barnagtigheder og gimmicks. Har du kødfri aften? (dette var, seriøst, et spørgsmål man stillede partilederne i en partilederdebat). Det er chokerende lavt og ubegavet, hvad der præsteres fra statsbetalte medier, på et så vigtigt tidspunkt i Danmarkshistorien.
Fra venstre side startede programmet med to damer i jakkesæt. Sofie Carsten Nielsen fra Det Radikale Venstre og Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet. Frederiksen kom med den påstand at inflationen skyldes krigen Ukraine. Det gør den ikke. Den skyldes, blandt andet, corona krisen, hvor man har lånt penge og pumpet dem ud i samfundet, hvormed man har skabt stor efterspørgsel, samtidig med at virksomhederne ikke har kunnet levere på grund af nedlukningerne. Det skabte en usædvanlig efterspørgsel og derfor prisstigninger, der begyndte længe før at krigen i Ukraine gjorde. Altså det startede med en leveringskrise. Kan man så hævde at Mette Frederiksen har fået os gennem corona krisen? Den er da i fuld gang endnu, nu med økonomiske konsekvenser af de milliardstore udlandslån.
Energikrisen er derimod startet efter krigen I Ukraine. Baseret på den tyske og europæiske ignorance overfor at basere økonomien på køb af gas fra Rusland, der allerede i 2014 angreb Ukraine første gang. Men på intet tidspunkt i partilederdebatten var der nogle, der italesatte påstanden om at inflationen er på grund af Putin. Tværtimod antydede flere politikere det samme. Det vidner om manglende forståelse for problemets karakter, og derimod også potentielle løsninger. Herunder de løsninger som Nationalbanken har foreslået. En stram finanspolitik.
På trods af at hele Socialdemokratiets kampagneapparat har udråbt valget til at handle om tryghed, en historie som ikke mindst DR fuldt ud støtter og bakker op, så burde det handle om de kommende afskedigelser i virksomhederne, konkurser og manglende penge til offentligt forbrug. De daglige historier om små butikker, små byer og almindelige mennesker der er ved at gå under vil blive afløst af historier om stigende pres på de offentlige udgifter på grund af konkurser, arbejdsløshed, forsyningsproblemer og manglende uddannet personale. Noget af det blev berørt. Men kun overfladisk. Værterne padlede hele tiden videre på den lommefilosofiske gummibåd de havde søsat. At Nationalbanken kommer med så markante meldinger, som det er set for nylig, er åbenbart ikke øverst på deres prioriterede liste over relevante emner eller spørgsmål. Man behøver faktisk ikke sige at “det er sådan og sådan” og “derfor må du mene sådan og sådan”. Man kan også nøjes med at lade politikerne, som voksne mennesker, vise at de selv har format til at stille spørgsmålene. Der er da partier på valg, der gerne vil tale om disse problemer. Men nej. Det vil værterne hellere afbryde. Istedet for farer de videre til symbolpolitik og identitetspolitik, hvor forskellige grupper skal repræsenteres. En slags gavebod, hvor politikerne så kan byde ind med, hvem der skal have penge. Formatet er:
Journalist spørger om dem og dem, skal have det og det. Ja eller nej.
Det er virkelig trivielt. Men ikke mindst usammenhængende. Vi må håbe at der kommer andre boller på suppen i den her valgdækning, inden pladserne i Folketinget er besat. Apropos, gaveboden. Stort set alle partiers kandidater brugte deres taletid til at fremhæve områder, hvor de vil bruge penge. Sætningen de allesammen kunne gentagne var: “Det skal vi gøre”. Ofte med “SKAL”. Men landet bevæger sig faretruende tæt på at skulle indstille sig på økonomisk nedgang. Det var bare ikke et emne som DR og TV2 fandt interessant eller relevant. I stedet for dedikerede man sig til game show og afsluttede hele forestillingen med “hvem vil være statsminister”-legen. Igen insisterede Lars Løkke Rasmussen på at det var irrelevant, og at man skulle vælge et Folketing:
– Der er ikke et statsministervalg, sagde han.
Det opfattede journalisterne nærmest som blasfemisk, og gik ind i et febrilsk forsvar for deres lettere unuancerede insisteren på at tale om hvem der skal lede landet. Ikke på hvilken baggrund.
Det store spøgelse, der hvilede over hele valgdebatten, var dog at Folketingsvalget i 2022 er udskrevet på grund af Mink-kommisionens konklusioner. Dette helt store spørgsmål havde redaktionen bag debatten ikke fundet relevant. Så det var slet ikke på programmet. Da man samtidig mikrostyrede debatten og hvad politikerne måtte tale om, fik seerne ingen stillingtagen til valgets årsag. Samlet set er det en alt for let måde at formidle politik på. At der tilmed er intet mindre end 14 personer, der skal have plads, gør kun formatet endnu mere uegnet til demokratisk formidling. Skulle tv-kanalerne endelig vælge at nytænke deres dækning, så må anbefalingen være at de sætter sig selv bagerst i bussen, blander sig udenom og nøjes med at holde øje med klokken. Det virker måske gammeldags. Men det er udelukkende fordi vi lever i en tid, hvor alt for mange er optaget af personer. Det er bedøvende ligegyldigt for en tv-debat, hvad journalisterne hedder. Hele DR insisterer på at fremstille deres værter og sælge dem til offentligheden. Alt er pakket ind i billeder af journalister, der konstant skal optræde på den ene eller anden måde. Vi er ligeglade. Vi vil se dem, det burde handle om.
Nu er der intet nyt i at valgkampene er styret på den her måde, og med en uhellig alliance mellem grupperne af spindoktorer og journalister. Det reelt nye ved denne valgkamp er Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, Moderaterne. På trods af de rigide lænker der var lagt ned over ham og de øvrige deltagere i aftenens tv-debat, så lykkedes det ham at stå som vinderen, der ikke lod sig trække rundt i manegen af tv-kanalerne. Det var reelt forfriskende. Når det er sagt, så var det en nem og hurtig omgang for Mette Frederiksen, der gjorde det hun kan bedst:
Appellerede til folks frygt for forandring og udfordringer.
Konklusionen, hvis man skal forsøge at drage nogle konklusioner fra alle indlæg, er at de fleste partier lover at alle skal have mere. Sygeplejerskerne skal have mere i løn (af politikerne, ikke under deres strejke), Sosu-assistenterne skal have mere, pædagogerne skal have mere, psykiatrien skal have flere penge, alle skal have betalt varme- og elregninger, uddannelserne skal have mere. Og så videre. At inflationen og den økonomiske krise vil fortsætte ufortrødent, er tilsyneladende sekundært. Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen ville dog have en “ansvarlig finanspolitik”. Men nærmere kom man ikke “hvordan”. For journalisterne havde udvalgt “det som vælgerne vil høre om”. Derfor er denne form for politisk debat på tv klasseeksemplet på, hvordan “den demokratiske samtale” ødelægges af de statsbetalte medier og deres dårlige dagsform:
Hvor mange vælgere vil mon gerne have hørt om, hvad politikerne vil gøre for at bevare arbejdspladserne? Hvordan de konkret vil reformere den offentlige sektor, så der er flere arbejdstimer til borgerservice og færre til kontrol? Eller hvordan det kan blive muligt at dæmpe epidemien af psykisk sygdom, hvor der konstant kommer flere patienter (måske et samfund der ikke giver mennesker lov til at være mennesker?), uanset hvor mange penge man poster ind i systemet?
Nu vi er i gang. Medierne finansierer under valgkampen meningsmålinger, som de bruger i deres dækning af valget. Dette er en demokratisk uskik. Det kan påvirker vælgerne, og samtidig bruges resultaterne flittigt til at vinkle historier i en negativ eller positiv retning (tryk på links for at se eksempler). Det er skadeligt for demokratiet. Under en valgkamp bør man generelt forbyde meningsmålinger og fokusere på politikernes holdninger og resultater. Selvom det kan være interessant, så har vi set, hvor store fejl der kan være i disse målinger. Derfor er det for ringe, når medier oversælger betydningen af disse.
