To mænd på henholdsvis 20 og 23 år er efter et grundlovsforhør i retten i Kolding blevet fængslet i to uger. De to er sigtet for hjemmerøveri mod et ægtepar i Trelde.

– En 45-årig fredericiansk mand, der også blev fremstillet i grundlovsforhør, blev varetægtsfængslet i 3 gange 24 timer. Vi leder stadig efter den sidste gerningsmand fra hjemmerøveriet i Trelde. Han er endnu ikke blevet anholdt, oplyser vagthavende Mogens Damgaard fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Politiet begærede lukkede døre ved grundlovsforhøret, og dommeren fulgte begæringen. Det er derfor sparsomt med informationer om sagen.