Søndag eftermiddag spillede Vejle Boldklub mod FC København, hvor Jess Thorups tropper vandt overbevisende med cifrene 4-0. Til denne kamp var det begyndelsen på en æra for Peter Sørensen som cheftræner for Vejle-klubben, men meget tyder på, at det var slutningen på en æra for stortalentet, Wahid Faghir, der er rygtet til tysk fodbold.

Det er ikke søndagens opgør, der kommer til at øge hans transferværdi, og det har heller ikke været en ønskestart for ham og resten af holdet i den første tredjedel af grundspillet. Det er blevet til to mål i syv kampe for ham, men det er ikke ensbetydende med, at interessen for ham er faldet.

Tværtimod har han længe været rygtet til engelsk, italiensk og tysk fodbold, hvor det især forlyder, at Stuttgart har vist størst interesse.

I sidste uge kom det frem, at tyske kilder tæt på Stuttgart fortæller, at Bundesliga-klubben ligger i reelle forhandlinger med Vejle Boldklub om et køb af det unge stjerneskud i angrebet.

18-årige Wahid blev efter søndagens nederlag mod københavnerne forholdt til rygterne, og dertil kunne han ikke afvise et eventuelt klubskifte.

– Hvis det var min sidste kamp for Vejle, så havde jeg ikke håbet, at det skulle ende sådan her. Hvis det ikke er, så er der en masse kampe at se frem, og der håber jeg, at jeg kan lave en masse mål, udtrykker Wahid og fortsætter, hvad pakken i den kommende klub skal indeholde, før han vil skifte:

– Jeg vægter spilletid og udvikling højt, så jeg vil ikke være langt fra spilletid. Jeg har haft fokus på den her kamp i dag, men generelt tager jeg den med ro, og vi må se, hvad der kommer til at ske i de næste par dage, siger U21-landsholdsbomberen.

Han siger i samme interview, at der ikke går lang tid, før der kommer en afklaring. Der er nemlig kun få døgn, inden transfervinduet lukker. Derudover forholdes han til, hvad han synes om Bundesligaen samt Stuttgart:

– Det er en god og stor liga, hvor man kan udvikle sig. Det (Stuttgart) er en fin klub og et godt sted at udvikle sig, siger han med et glimt i øjet.

Ifølge rygterne i daværende uge vil Vejle have et beløb på cirka 40 millioner kroner for talentfuglen. Det vil ikke være overraskende, hvis han bliver solgt nu. Hans kontrakt udløber i slutningen af næste år, og derfor vil det være et godt tidspunkt at sælge ham nu.

Skriv en kommentar