Richard Sukuta-Pasu har sat sin signatur på en toårig kontrakt med Vejle Boldklub og støder omgående til førsteholdets opstartsforberedelser. Den 31-årige tyske angriber ankommer til Nørreskoven på en fri transfer fra SV Meppen.

Onsdag formiddag offentliggør Vejle Boldklub sin seneste tilgang.

Tyske Richard Sukuta-Pasu er ny mand i Nørreskoven, efter de endelige kontraktforhold blev forhandlet på plads sent tirsdag aften. Den 31-årige angriber har fået sin fodboldopdragelse i Bayer Leverkusen og har gennem sin lange karriere kontinuerligt spillet og scoret mål på højt niveau i blandt andet Tyskland, Østrig og Belgien. Senest har han optrådt for SV Meppen, hvorfra han er hentet på en fri transfer.

I Vejle Boldklub har Richard Sukuta-Pasu underskrevet en kontrakt, som er gældende til sommeren 2024, og den 190 centimeter høje target man er blevet udset til at styrke offensiven og være en mentor for førsteholdets store gruppe af unge angrebstalenter, fortæller Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub.

– En central opgave i indeværende transfervindue er at genskabe en sund og kompetitiv balance i alle kæder, og i den henseende passer Richard Sukuta-Pasu perfekt ind i vores strategiske ambitioner. Som angrebsprofil er Richard gennemprøvet, han har spillet i ligaer og lande, som er sammenlignelige med danske forhold, hvilket minimerer hans integrationstid i Vejle, og jeg er tilfreds med, at også han kan se sig selv som et aktiv i vores projekt og i vores bestræbelser på at vende hurtigt tilbage til Superligaen. Han ankommer med en masse erfaring fra meget konkurrencedygtige ligaer og har i en lang periode formået at score mål, fortæller Marius Adrian Nicolae.

– Både Richards erfaring og hans evne til at score mål var vigtige parametre i vores rekruttering af ham. Gennemsnitsalderen på vores nuværende gruppe af offensivspillere er cirka 20 år, og det er min overbevisning, at vores mange lovende talenter vil få stor gavn af at spille sammen med Richard, fordi han har prøvet en masse i fodboldverdenen, og fordi han besidder den rette karakter til at påtage sig ansvar og lære fra sig. Richard træner med fra i dag, og jeg er glad for at kunne byde ham velkommen til Vejle Boldklub, fortæller Marius Adrian Nicolae.

Trods sin store erfaring har Richard Sukuta-Pasu hidtil ikke prøvet kræfter med dansk fodbold. Den 31-årige target man er til gengæld glad for, at det er i Vejle Boldklub, at han skal stifte bedre bekendtskab med Fodbolddanmark.

– Jeg er virkelig glad for at have min fremtid på plads her i Vejle Boldklub. Mit førstehåndsindtryk af klubben, dens faciliteter og set-up er rigtig godt, og jeg er klar til at påtage mig den rolle, som klubben har udset mig til at spille. Jeg er ikke bange for presset, og muligheden for at kunne spille en stor rolle i at bringe Vejle Boldklub tilbage i den bedste række er en stor motivationsfaktor for mig. Arbejdet begynder nu, og jeg er klar til at gøre mit, fortæller Richard Sukuta-Pasu.

Richard Sukuta-Pasu fik seniordebut for Bayer Leverkusen i 2008. I sin karriere har han hidtil spillet 383 ligakampe og scoret 118 mål.