I 1960 gik Socialdemokratiet til valg med sloganet ”Gør gode tider bedre”. Det var lånt fra det svenske søsterparti, og baggrunden var en ideologi om at staten, det vil sige det offentlige, skulle spille en central rolle i samfundsudviklingen. De klassiske, borgerlige dyder og det private initiativ blev trængt i baggrunden, for nu skulle Danmark være et ideologisk statsprojekt.
Det var ikke fordi, der manglede indflydelse fra socialdemokraterne de forrige knap 40 år. Partiets indflydelse i fagbevægelsen og i den danske historie var enorm. Men med den skelsættende begyndelse på 1960’erne, lancerede man den ide at staten ved bedst til det meste. På trods af modstand fra de borgerlige partier, så fortrængte tankegangen om en stor offentlig sektor alt og alle inden udgangen af årtiet. Det var et årti præget af overflod og smør på brødet, hvor arbejderne langt om længe fik andel i frynsegoderne. Der blev bygget bedre boliger, både lejligheder og nyetablerede parcelhuse, hvor man nu kunne få en helt anden tilværelse end den fortidens jævne mennesker havde måttet slå sig til tåls med.
Der blev i 1960’erne nedsat kommissioner, der skulle se på grundlæggende udfordringer i den eksisterende samfundsmodel. Et af de helt store problemer man identificerede var kvinders status og rettigheder, hvorfor der blev iværksat initiativer til at give kvinder plads på arbejdsmarkedet, gøre det lettere at blive skilt og få hjælp til børnene. Bagved den sociale demontering af fortidens mure stod der en teknokratisk ideologi, hvor hovedpunktet var den store stat og videnskabens evne til at finde de rette løsninger til alle. Ideerne blev skabt i 1940’erne og 1950’erne, typisk med stor opbakning fra Socialdemokratiet og de radikale. Men det var i 1960’erne, at de blev etableret som samfundsinstitutioner. Det væltede ud med nye institutioner der skulle se på, forvalte og opfinde stort og småt for samfundet.
Man vidste i 1960’erne godt at der var født rigtige mange børn i Danmark de sidste 20 år. Men det var langt ude i fremtiden, at disse børn ville få brug for velfærdsstaten, tænkte man. Til den tid havde man nok fundet løsninger på det helt store problem, nemlig hvor pengene til alle disse velfærdsydelser skulle komme fra. I 1970’erne fortsatte man de sociale reformer, hvor man også fik indført en bistandslov, der i de første år af dens levetid blev en rundhåndet uddeling, hvor der var mere fokus på ret end pligt. I begyndelsen af 1980’erne var festen dog forbi. Den socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, måtte smide håndklædet i ringen. Økonomien var svært belastet. Den konservative Poul Schlüter fik overladt nøglerne til statsministeriet, og han begyndte straks på en slankekur af statens budgetter. Det fik blandt andet den konsekvens at 1980’erne i folkemunde blev kaldt for ”fattigfirserne”.
Men lige lidt hjalp det. Statsapparatet var særdeles vanskelig at begrænse. Udgifterne eksploderede og embedsfolkene blev bedre og bedre til at udtænke begrundelser for hvorfor man ikke kunne fjerne eller spare på det ene eller det andet. Samtidig voksede reglerne for borgerne år efter år. Den stat vi i 2022 kender, er en embedsstyret stat, der er født i 1960’erne. Det var troen på at man kunne finde rationelle løsninger, der tilgodeså alle, kombineret med den venstreorienterede bølge, der fik indført langt størstedelen af de mange forordninger, vi i dag betragter som selvskrevne. Men i 2022 er tiden endelig løbet ud, for nu står de store børne-generationer klar til at modtage den hjælp de forventer, fordi de har betalt til den.
Det giver store problemer, for det er ikke lykkedes at indrette samfundsmodellen på en sådan måde, at man har tilstrækkelig med ressourcer til at dække behovet. Mange politikere rundt omkring i kommunerne snakker om nyskabelse, kreativitet og andre løse ideer. Spørgsmålet er om det i sig selv kan gøre det muligt at yde den service, der forventes. Samtidig lever befolkningen længere nu. Alt i alt kan 2020’erne derfor blive præget af de knappe ressourcer, ikke mindst hvis der kommer en økonomisk krise.
En del danskere har opdaget, at der måske er noget galt. Folk sparer i stor stil op til deres egen pension. Tilliden til at det danske samfund vil kunne tage sig ordentlig af en, hvis man bliver syg eller gammel, ser ud til at være blevet svækket. Hverken på det landspolitiske, regionspolitiske eller kommunalpolitiske plan lader der til at være nogen særlig lyst til at diskutere afmatningen blandt personale og brugere. For hvis man gerne vil vinde valg, er det ikke populært at pille ved de fundamentale løfter om statens absolutte evne til at tage sig af borgerne, der blev afgivet i 1960’erne og 1970’erne. De gode tider man havde i 1960’erne blev gjort bedre. Men i 2020’erne er idealismen fra dengang svær at leve op til.
