Vil du også forkæle din hund på Valentinsdag? Og samtidig sende masser af kærlighed til Danmarks mange hjemløse kæledyr? Så tag med, når Maxi Zoo Fredericia afholder Danmarks største gåtur på Valentinsdag søndag den 14. februar, hvor kæledyrskæden går til fordel for Dyrenes Beskyttelse.

Det er langt fra tilfældigt, at Danmarks største gåtur for hundeejere og deres firbenede venner finder sted på Valentinsdag. For på dagen, hvor mange sender kort og blomster til dem, de holder af, vil Maxi Zoo gerne være med til at sikre lidt ekstra kærlighed til de mange hjemløse kæledyr på Dyrenes Beskyttelses internater. Søndag den 14. februar kan du derfor sende lidt kærlighed til Danmarks mange hjemløse hunde, ved at deltage i Danmarks største gåtur med afgang fra Maxi Zoo Fredericia kl. 10.00. Det koster 10 kroner pr. hund at deltage, og for hver fremmødte hund giver Maxi Zoo yderligere 10 kroner, så der i alt doneres 20 kroner pr. hundesnude til Dyrenes Beskyttelses arbejde – en håndsrækning, der uden tvivl vil falde i god jord.

”Vi ved, at Dyrenes Beskyttelse har hårdt brug for hjælp, da de får flere og flere dyr ind hvert år. I Maxi Zoo går vi højt op i de danske kæledyrs velfærd, så derfor vil vi gerne være med til at sætte fokus på, at der er mange dyr i Danmark, der har brug for hjælp”, fortæller Mette Nørup Raarup, der er butikschef i Maxi Zoo Fredericia.

Kærlighed og godbidder
Udover at donere penge til Dyrenes Beskyttelse, sørger Maxi Zoo også for, at der på dagen vil være flotte diplomer og velsmagende goodie-bags til de aktive firbenede og deres ejere, når de kommer tilbage fra den godt 5 kilometer lange tur.
”Vi håber, at vi med gåturen dels kan skaffe økonomisk støtte, men også være med til at rejse opmærksomhed omkring Dyrenes Beskyttelses arbejde for de dyr, som har brug for ekstra meget kærlighed,” fortæller Mette Nørup Raarup, butikschef i Maxi Zoo Fredericia, der samtidig opfordrer til, at hele familien tropper op.
”Og man er naturligvis velkommen til at donere mere end 10 kr.” lyder det fra butikschefen.

Danmarks største gåtur til fordel for Dyrenes Beskyttelse afholdes på Valentinsdag søndag den 14. februar kl. 10 med afgang fra Maxi Zoo, Vejlevej 131, 7000 Fredericia. Det koster 10 kr. pr. hund at deltage, og Maxi Zoo donerer 10 kr. for hver fremmødte hundesnude.