Venstres Folketingskandidat, Tobias Jørgensen, er bredt repræsenteret, når det kommer til valgplakaterne. Han tog selv turen mod Aabenraa og Haderslev, mens andre tog sig af Kolding og Fredericia.
Jørgensen satser på at gå frem i forhold til folketingsvalget i 2019 og bag sig har han stor skar af frivillige kræfter, som han har mobiliseret igennem ti år i politik, og særligt lørdag kom det til udtryk, at han har mange bag sig.
Venstre i Fredericia havde fået teten i forhold til at tage sig af opsætningen i fæstningsbyen. Lokalformand Søren Schou havde lagt en slagplan med, hvem der skulle tage sig af hvilke områder. Flere af byrådspolitikerne fra Fredericia var også trukket i arbejdstøjet for at hjælpe deres folketingskandidat, ligesom de også tidligere har hjulpet ham i forbindelse med gågadeaktioner i Fredericia.

I løbet af valgkampen vil man komme til at se Tobias Jørgensen være til stede både i Kolding og Fredericia, men der vil være en lille overvægt til Fredericia. Til dagligt sidder Jørgensen nemlig i Kolding Byråd, og er derfor et velkendt politisk ansigt i postnummeret 6000.
Lidt længere nord på føler Tobias Jørgensen sig også godt klædt på. Han har lært byen og menneskerne endnu bedre at kende siden sidste folketingsvalg, og det er hans forhåbning, at det vil komme ham til gode til dette folketingsvalg, hvor baglandet har gjort sit til, at Tobias Jørgensens valgplakater er bredt repræsenteret i Syddanmark.