Kurt Kingod, der er sekretær for Venstre i Fredericia, har afsendt et supplerende argumentation til Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg for, at Politiskolens nye afd. i Vestdanmark skal placeres i Fredericia.

– I fortsættelse af min og på vegne af Venstre i Fredericia tidligere fremsendte argumentation, hvor der blev præciseret faktuelle fordele ved at placere den nye afdeling af Politiskolen i Fredericia, tillader jeg mig igen at rette henvendelse. Det drejer sig om særdeles sandsynlige og nærtstående problemstillinger omkring pladsforhold på Politigården i Fredericia.

– I forbindelse med den igangværende ombygning af Politigården i Fredericia, hvor Rigspolitichefens Kriminaltekniske afd. på grund af strukturændringer udvider for at få plads til flere medarbejdere, er der åbenlyst kommende og nærtstående pladsproblemer.

-Det står for mig som efterforsker ved lokalpolitiet i Fredericia, og flere af de øvrige medarbejde hos Lokalpolitiet og Rigspolitichefembedet klart, at der allerede inden ombygningsprojektets færdiggørelse, er og fortsat bliver pladsproblemer for Lokalpolitiet og Rigspolitichefembedets tekniske afd.

– En skønnet økonomisk og forsvarlig løsningsmodel med fordele for både Lokalpolitiet og Rigspolitichefens tekniske afd. kunne være, at flytte Lokalpolitiet til Bülows Kaserne i Fredericia. Dette kunne ske samtidig med, at Politiskolen etableres på stedet, hvilket vil give den fornødne plads til både Lokalpolitiet og Rigspolitichefens tekniske afd., som hermed ville kunne råde over hele den nuværende Politigård i Fredericia.

– En yderligere gevinst blandt flere kunne være fælles kantine for Lokalpoliti og Politiskole, skriver Kurt Kingod, sekretær for Venstre i Fredericia, i brevet til Rigspolitichefen.