Spejderne ved Fæstningsgruppen i Fredericia er i rivende udvikling, og den lokale gruppe søger derfor flere voksne, der vil give børn og unge gode oplevelser i naturen.

Det er populært at være spejder. Flere og flere børn og unge vil ud i naturen, mærke fællesskabet om bålet og tage på teltture i ind- og udland. Faktisk er det så populært, her ovenpå den store sommerlejr, at mange spejdergrupper ikke kan følge med. På landsplan står over 2.500 børn og unge på venteliste til at blive spejdere hos Det Danske Spejderkorps. En af de store knaster er, at der mangler spejderledere.

At flere børn og unge vil være med, mærker man også hos de lokale spejdere ved Fæstningsgruppen. Derfor rækker gruppen ud mod flere voksne, der har lyst til at give børn og unge udviklende oplevelser i naturen.

– Vi har en ambition om, at fortsætte den gode udvikling vores spejdergruppe er i. Derfor vil vi rigtig gerne have flere voksne og unge med, siger gruppeleder Mette Bjørn Christensen. I Fæstningsgruppen har vi et særligt stort fokus på vores gode spejder værdigrundlag. Med dette i rygsækken udvikler og skaber vi i gruppen modige, engagerede og glade medlemmer.

Man behøver dog hverken at have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i bålmad for at blive spejderleder, siger Mette ”Det vigtige er, at man har hjertet på rette sted, og at man har mod på at give børn og unge nogle gode oplevelser med videre i livet. Om man selv har været spejder eller kan bygge en bivuak, er ikke så vigtigt. Her skal vi nok sørge for, at man bliver hjulpet godt i gang.

– Vil man lige se spejderlivet an, er der også mulighed for at give spejdergruppen en hånd med andre opgaver, siger Mette. ”Som spejderledere vil vi gerne bruge så meget af vores tid som muligt på aktiviteter med børnene. Så hvis nogen har mod på at hjælpe os med fx fundraising, PR eller madlavning på en hyttetur, så siger vi bestemt heller ikke nej til det.

Vil man høre mere om livet som spejderleder, er man meget velkommen til at kontakte gruppeleder Mette Bjørn Christensen på Gruppeleder@faestningsgruppen.dk

Fakta om Fæstningsgruppen

  • Fæstningsgruppen holder til på Højmosevej 9B, 7000 Fredericia
  • Gruppen er en del af Det Danske Spejderkorps, der med 36.000 medlemmer er Danmarks største spejderkorps.
  • Spejdergruppen har 75 medlemmer og tilbyder spejderaktiviteter for børn og unge fra 3-24 år.
  • Spejdergruppens mål er at udvikle børn og unge gennem friluftsliv, fællesskab og udfordringer.
  • Du kan læse mere om Fæstningsgruppen på https://faestningsgruppen.dk og på https://www.facebook.com/faestningsgruppen/

Skriv en kommentar