Der arbejdes i disse dage ekstra hårdt med at lægge en sidste kærlig hånd på forberedelserne til torsdagens verdenspremiere på Fredericia Teater.

”Selvom vi er vant til verdenspremierer på teatret, er det altid noget helt særligt i dagene op til en premiere. Alt det vi har arbejdet så hårdt på de sidste mange måneder skal gå op i en højere enhed”, udtaler teaterchef Søren Møller. ”I dette tilfælde er vi ekstra spændte, fordi vi har valgt at lade Bleeding Love overlappe med vores anden musical, der spiller på Fredericia Teater nemlig den anmelderroste Ole Lukøje – en lille mareridtsmusical. Det er et ambitiøst projekt, hvor vi to weekender i maj spiller begge forestillinger på samme dag på samme scene!!! Det stiller ekstremt store krav til alle implicerede, men selvfølgelig særligt de skuespillere, der har roller i begge forestillinger. Vi har store forventninger til, at rigtigt mange vil benytte muligheden for at komme til Fredericia og se to helt nye musicals på en dag – og til ca. halvdelen af den pris man normalt betaler for én”.

Musicalfestival for alle!

For at gøre det ekstra attraktivt at opleve begge musicals på samme dag, har Fredericia Teater et tilbud, hvor man opnår 50% rabat på billet nummer to. Derved bliver det muligt at opleve begge musicals fra priser startende ved 210 kr. pr. person.

(Foto: Søren Malmose )